Kære dreng,
Mange tak for dit brev. Det gør mig ondt at høre at du har mistet din far og at du ikke er glad for dit liv i øjeblikket. Hvor er det godt at du skriver herind og rækker ud efter hjælp. Det kræver både mod og styrke, og det er samtidig første skridt på vejen til at få det bedre. Jeg vil i mit svar gøre hvad jeg kan for at give dig råd og ideer til hvordan du kan få det bedre.
Du skriver at det hele nok startede da din far døde for et par måneder siden. Du fortæller også at han døde af kræft. Mange der dør af kræft har været syge i lang tid før de dør. Mon din far også var det? Jeg ved fra andre børn og unge at perioden før de mistede en forælder var særlig hård, bl.a. fordi den var fyldt med blandede følelser, herunder bekymringer, angst for at miste, men også vrede og frustration over ikke at kunne gøre noget. En fortalte mig på et tidspunkt at han nogle gange havde været sur på sin far eller andre i sin familie over at hans far var blevet syg. Han var flov over at have det sådan, sagde han, men han var bare så vred over at der ikke var noget han kunne stille op. Han sagde flere gange til mig ’det hele er jo meningsløst’ og fortalte mig også at han havde svært ved at tro på det gode i livet, da han syntes at miste sin far var så ondt som noget kunne være. Han kunne heller ikke forstå hvordan livet bare kunne gå videre som om det ikke var sket, og syntes hurtigt det virkede som om ’alle’ omkring ham glemte at hans far ikke var her mere. Mon du har haft nogle af de samme følelser?
Jeg havde glæden af at snakke med drengen igen på et senere tidspunkt, hvor han fortalte at han var begyndt at få det bedre og få mod på livet igen. Det der særligt havde hjulpet ham var at han havde gået i en sorggruppe, hvor han havde følt at han kunne sige hvad han ville og at det var okay at han havde disse blandede følelser. Det var der nemlig mange andre i gruppen der også havde. Han havde lært, sagde han, at man ikke kan bearbejde sin sorg alene, selvom man tror at man kan. Jeg tænker du også kunne have glæde af at gå i en sådan sorggruppe, du kan jo starte med at læse mere om det på http://www.cancer.dk/omsorg/sorggrupper-boern-unge/.
Han fortalte mig at erindringerne om sin fars sidste tid, hvor han var meget syg, med tiden var blevet skiftet ud med minder om hvordan hans far var før han blev syg. Han havde haft meget glæde af at lave en bog om sin far, hvori han havde skrevet alt hvad han kunne huske om ham: hvad for en person han var, hvad han stod for, hvad han var god til at hjælpe med, hvornår han fik ham til at grine og hvilke oplevelser han havde haft med sin far. Han fortalte at det hjalp ham at læse i denne når han var ked af det og savnede sin far, fordi det hjalp ham med at kunne mærke en slags varme, og altså den kærlighed, der lå til grund for hans savn.
Jeg kom til at tænke på den samtale fordi du minder mig om denne dreng. Det at miste en forælder alt for tidligt er meningsløst, og kan godt forklare mange af de tanker du har i øjeblikket, tror jeg. Hvad tænker du om det? Den tvivl du i øjeblikket har på dig selv og livet samt følelsen af at du ’bare er en ting’ er måske et udtryk for den fornemmelse af meningsløshed drengen fortalte mig om? Jeg ved at der er flere unge der prøver at skade sig selv, ligesom du har prøvet, for at erstatte den psykiske smerte med en fysisk smerte. De som synes det hjælper, siger dog også at det kun er kortvarigt og at det ikke er det der hjælper i det lange løb. På www.lmsselvskade.dk, kan du læse mere om selvskade, og også om hvordan du kan få hjælp. LMS har både en rådgivning og også støttegrupper.
Udadtil virker du glad når du er sammen med dine venner og familie, men indeni er du ked af det, skriver du. Jeg kan forestille mig at du i den periode din far var syg har skullet være stærk, og måske følt du skulle ’lægge låg’ på dine følelser og holde igen med at vise hvor ked af det du var overfor din far og din familie? Det med at virke glad selvom du ikke er det, stammer måske fra den tid? Jeg er dog bekymret for at der ikke er nogen der har øje for at du har det skidt når du ikke viser det. Hvad tænker du om det? For at få det bedre bliver du nødt til at snakke med nogen om hvordan du virkelig har det. Måske sådan en sorggruppe som drengen var i, også kunne være noget for dig? Jeg ved at den organisation der hedder Børn, Unge og Sorg har sorggrupper. Hos ’Børn, Unge og Sorg’ kan man også ringe ind og snakke med en rådgiver. Alle deres rådgivere er unge der selv har prøvet at miste en forælder. Du kan læse mere om organisationen på deres hjemmeside: http://www.bornungesorg.dk.
Det lyder også som om du har både familie og nogle venner omkring dig. Hvad mon I allerede gør i din familie for at mindes din far og sørge for at få snakket med hinanden om hvordan I har det? Det er min erfaring at langt de fleste venner gerne har villet snakke når en ven åbner op for hvordan han eller hun har det. Måske du alligevel skulle prøve at fortælle til dem at du er ked af det. Hvad tænker du om det?
Du er også altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 og snakke med en rådgiver eller du kan skrive på chatten. Jeg håber meget du vil bruge den styrke du har vist ved at skrive til os, til at tage det næste skridt og få fortalt hvordan du har til din familie og også dine venner. Jeg ønsker dig alt det bedste med på vejen.
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen
