Kære pige 13 år
Der er ikke noget at sige til, du føler dig ensom og uønsket, vi har alle sammen brug for at føle os elsket og ønsket, og det fortjener du også at føle.
Når man ikke kan bo hos sine forældre (fordi de ikke er i stand til at passe godt nok på børnene), så er det vigtigt, at man kommer til at bo et andet sted. Det lyder som om, din mor selv har sørget for, at du kom til at bo hos din onkel. Men faktisk skal din kommune hjælpe dig og din familie. Alle børn har ret til at få hjælp fra kommunen, hvis deres familier har det svært.
Her på BørneTelefonen har vi hjulpet mange børn med at fortælle deres kommune, at de havde brug for hjælp. Det er der nemlig mange børn, der ikke lige ved, hvordan de skal gøre. Vi vil også rigtig gerne hjælpe dig!
Mit forslag er, at du prøver at ringe til os på 116111 - eller sende en sms til samme nummer. Du kan også logge på vores chat her på siden. Så kan vi aftale, hvordan vi kan komme ud og hjælpe dig.
Inden du ringer (eller skriver), kan du starte med at kigge på den her side: www.børnetelefonen.dk/bisidder
Her kan du nemlig også læse om andre, der har fået hjælp. Jeg ved, at det godt kan føles som om, man er den eneste i verden, der har det på den her måde. Men du er ikke alene. Og du kan godt få hjælp til at få et andet sted at bo, hvor du ikke skal tænke på, om nogen får penge for det.
Din mor kan også få hjælp, så hun får mere overskud til at være sammen med dig. Hun har gerne villet klare tingene selv, men det er faktisk muligt for hende at få hjælp fra kommunen. Det skal ikke være dit ansvar, men det er noget, som dem fra kommunen skal sørge for. Så hvis du snakker med en bisidder her fra BørneTelefonen, som hjælper dig med at fortælle din kommune, hvordan du og din mor har det, skal de finde hjælp til både dig og din mor.
Når jeg læser dit brev, kan jeg fornemme en sød og forstående pige, med masser af kærlighed der bare venter på at blive delt ud af. Jeg synes ikke, du skal gå alene med det her mere, så jeg håber, du ringer eller skriver til os snart!
Kærlig hilsen
BørneTelefonen