Brev

Jeg er træt af, at være mig

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Jeg kan se, at du kæmper med nogle rigtigt svære følelser. Jeg kan sagtens forstå, du har det svært med alt det, du har været igennem.

Dine forældre er blevet skilt, din mor har haft brystkræft, og du har skulle finde dig til rette i en ’ny’ familie, hvor din mors kæreste nu bor sammen med jer.

Når jeg tænker på alle de forandringer, så bliver det tydeligt, at du har haft brug for at vænne dig til din families nye situation: Opbrud i familien og sygdom hos din mor – begge dele kræver kræfter. Selvom du har følt dig svigtet af din mor, skriver du,  at din mor er god at snakke med. Du oplever også, at hun er god til at lytte, selvom du lige nu er meget skuffet over uheldet med computeren.

Det viser mig, at du er god til at få øje på det positive – selv i en periode, der føles tung og svær.

Det er klart, at du har været ked af det. De triste tanker forhindrede dig i at passe dit arbejde på den måde – som du gerne ville. Når man er ramt af så mange ting oveni hinanden, er det en stor udfordring at komme afsted på arbejde – men du prøvede trods alt!

Du har endnu ikke fundet et nyt arbejde – selvom du forsøger. At finde et nyt job er svært i denne corona-tid. Men ingen havde forudset, at alt i samfundet ville lukke ned.

Du kunne ellers godt bruge pengene, for din oplader kom uheldigvis til at ramme din computer-skærm, så den gik i stykker. Det er virkeligt sort uheld, for du har også brug for penge til efterskolen.

Indtil videre har du ikke ladet dig slå ud. Men selvom du er en sej pige, er de følelser, der følger med, når verden forandrer sig, voldsomme at stå alene med. Derfor har du brug for hjælp. Jeg har en fornemmelse af, at din mor og du kan få en bedre relation, hvis I kunne tale med nogen om situationen.

Det, du kan gøre, er at google din kommunes navn og ’anonym rådgivning for unge’. Så vil du finde nummeret på en rådgivning, der kan oplyse dig om, hvordan din kommune vil kunne hjælpe med familieterapi, samtaler hos psykolog eller andre former for støtte. Du kan fortælle om din mors sygdom og alle de andre udfordringer, der på samme tid har ramt jeres familie.

Jeg kan se, at du ønsker dig hyggelige stunder sammen med din familie – feks. sammen med din mormor og morfar. Når det ikke lykkes, føler du straks, at det er din skyld. Måske fordi du på det seneste har været ramt af så mange ulykker?

Men når noget går skævt i en familie, er det aldrig en enkelt persons skyld. En familie, der er ramt af sygdom og skilsmisse på samme tid, er ikke stærk – og alle føler sig måske trætte og modløse på samme tid. Så er det nemt at komme til at skyde alle problemerne over på sig selv.

Mon du har mod på at tage en snak med din mor om dette? Ville du turde vise hende det, som vi to har skrevet til hinanden? Så kan hun også se, at hun kan tale med ForældreTelefonen på 35 55 55 57 – helt gratis og anonymt. Måske kan hun her få nogle ideer til, hvordan I sammen kan komme igennem denne svære periode.

Så kan du måske samtidig snakke lidt mere med din mor om, hvordan du har det med at undvære computer. Selvom din mor ikke vil (eller har råd til) købe en ny til dig, kan det måske alligevel hjælpe dig, at få snakket noget mere med hende om, hvor ked af det, du er. Nogen gange kan det lette at få snakket om svære følelser, især når du har en mor som er god til at lytte.

Der er heldigvis også noget, du selv kan gøre. At føle sig ’dum’ eller som en der ’ødelægger ting for andre’ er en følelse, der godt kan opstå en gang imellem. Det er helt almindeligt. Når det sker, kan du prøve at lave nogle øvelser for dit selvværd. Du kan finde nogle ideer til hvordan her: https://bornetelefonen.dk/selvvaerdsoevelse/

Til sidst vil jeg lige nævne, at det er helt almindeligt at få det rigtig svært, når ens forældre bliver skilt. Hvis du har lyst til at læse lidt om andres oplevelser med skilsmisse, kan du læse mere om det her: https://bornetelefonen.dk/skilsmisse/.

Du har allerede taget et vigtigt skridt til at få noget hjælp ved at skrive dette brev. Det er utrolig sejt af dig og viser en stor styrke. Det kræver nemlig mod at bede om hjælp, og det mod har du vist at du har. Du kan bruge dit mod til at gøre endnu mere, for du har styrken i dig. Det viser dit brev mig.

Jeg håber du kan bruge mine råd og ellers er du altid velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen igen.

Varme hilsner fra Børnetelefonen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat