Jeg er så forvirret!
Kære skønne børnetelefonen..
Jeg har i nogle uger tænkt over, om det her problem overhovedet var stort nok til at skrive herind – derfor er det også lidt grænseoverskridende for jeg vil jo helst at dem der har det værst er i første prioritet..
Jeg kan med det samme sige at det her bliver et langt og kaotisk brev, som sikkert ikke kommer til at give mening..
For et par uger siden flyttede min mors kærestes piger hjem til os fra den ene dag til den anden..
De havde valgt at de skulle blive her hos os, da deres mor ikke rigtigt kunne passe dem ordentligt (det skal lige siges at de har over 300 sider med “anklager” eller hvad det nu hedder – om at de fx. Selv har sørget for at komme i skole, sent hver dag i beskidt tøj, allerede fra 0. Klasse, og så har vi mistanke om at den ældste er seksuelt misbrugt af deres bedstefar..)
det var jo en kæmpe omvæltning for os alle og jeg gik lidt på stand by af bekymring.
Den ældste trøstespiser og den yngste vil på ingen måde spise noget for hun siger at hun ikke er sulten (jeg tror måske at det er en spiseforstyrrelse, men hun er for lille til at vide hvad det er, kan man have det alligevel?)
Nå, min lærer havde åbenbart lagt mærke til, at jeg havde været meget negativ og indelukket..
Jeg fortalte hende at jeg ikke tog hjem til min far i hans weekender, og jeg vil faktisk rigtigt gerne men jeg er bare slet ikke tilpas der.. (jeg bliver svimmel når jeg træder ind i huset, mit hjerte banker og så begynder jeg at græde – jeg ved det, mega barnligt..)
Jeg havde for noget tid siden et mareridt om ham.. det foregik ved at vi var ved et center og nogle ville lave et terrorangreb ved at køre ind i folk – min far løb så væk fra os, bare for at redde sig selv..
Jeg ved altså ikke hvorfor men jeg er rigtigt ked af det..
En anden ting er at jeg har fået ny klasse her efter ferien.. Jeg har rigtigt svært ved at gå i bad efter idræt og når jeg har mens kan jeg ikke bare sige “jeg går ikke i bad idag” som jeg kunne i min gamle klasse.. (jeg kan ikke holde tanken ud at skulle sige det til en lærer)
jeg har også rigtigt svært ved at tale om svære ting.. fx. Har vi nogle gange noget “Mi Life” hvor vi skal vide noget om vores klogskaber og om hvad vi er gode til og skal blive bedre til.. jeg bliver i så dårligt humør, fordi at jeg skal trække dybere følelser op..
Også når vi fx. Skal skrive historier eller noveller med tema som mobning, selvværd osv. Kan jeg ikke få mig selv til at skrive det for jeg føler at jeg ligesom bliver dømt af det.. altså “hvis jeg skriver sådan, så tror de at jeg har det sådan” og det var idag at det gik mig så meget på at jeg valgte at skrive..
Vi skal skrive en novelle om en familie som har en konflikt.. Jeg har bare sagt at jeg ikke kan finde på noget, selvom jeg egentligt har massere af ideer.. jeg føler bare at jeg bliver dømt hvis jeg skriver det..
Hvorfor? Jeg håber at i kan og vil hjælpe..
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.