Kære pige på 14 år
Det lyder som om, du har brug for at få snakket med nogen, så du kan få følelsen af ikke at være god nok ud af tankerne.
Du befinder dig i en alder, hvor følelserne går op og ned som bølger i havet. Og det kan af og til være rigtig svært at få øje på de positive ting hos én selv. Men tro mig, der er masser af dem.
Prøv engang at lave en liste over alle de ting, der gør dig glad, ting du godt kan lide, ting du er god til, ting der kan få dig til at grine.og andre gode ting om dig selv. Husk at det skal være din liste, og ikke handle om de ting som andre fortæller dig, at du ikke kan. Nogle gange skal man se det sort på hvidt for at huske de gode ting, når man går og er ked af det.
Det kan godt være, at der er ting, du ikke har lært endnu, og at din søster kunne disse ting, da hun var på din alder, men du og hun er jo ikke den samme person, så det er ikke meningen, at I skal kunne de samme ting på samme tidspunkt.
Det hjælper dig heller ikke, at din mor hele tiden gør dig opmærksom på, hvad hun bliver frustreret over ved dig. Det kommer der ikke noget som helst positivt ud af. Måske skulle hun tænke over, hvordan hun kan hjælpe og støtte dig...
Hvis man hele tiden får at vide, at man ikke er god nok til nogle bestemte ting, så er det rigtig svært at finde motivation til at gøre tingene bedre. Og det kan være meget svært at tro på sig selv, hvis man føler, at ens mor ikke tror på én.
Jeg tænker, at du skal tage en snak med din mor, hvor du virkelig fortæller hende hvor ked af det, du bliver, når hun siger de ting, hun gør. Du er ikke din søster. Derfor kan du heller ikke de samme ting på samme måde. Det er hun nødt til at forstå. Og hun kender jo heller ikke alle dine klassekammeraters styrker og svagheder. Derfor er det unfair at sammenligne dig med dem.
Hvis du føler, at hun ikke lytter til dig, når I snakker sammen, så synes jeg, at du skal skrive det i et brev, så du kan få lov at tale uden at blive afbrudt. Så kan I snakke om det bagefter.
Jeg tænker, at din mor også kan se de positive sider hos dig. Og glemmer at fortælle dig om dem. Hun er måske bekymret, fordi hun troede, at du ville udvikle dig helt som din søster. I virkeligheden gør det hende nok lidt usikker, at hun troede, at hun vidste, hvordan hun skulle takle en pige på din alder, og så viser det sig, at du er "dig" og ikke bare en kopi af din søster.
Mon ikke din mor også var frustreret over din søster, da hun havde din alder. Det er jeg ret sikker på.
Hvad med din far eller din søster... kan du tale med dem om det? Kan de hjælpe dig?
Du kunne også prøve at tale med din klasselærer om, hvordan du har det med det faglige og lektierne, inden I skal til skole/hjemsamtale. Hun/han kan i hvert fald hjælpe dig med, hvordan du bliver bedre til at få lavet lektier og i det hele taget, hvordan du kommer ind i en positiv faglig udvikling.
Og hvis du har modet til det, så fortæl din klasselærer, at du er lidt bange for, om din mor siger en masse pinlige ting til samtalen. Husk på, at din klasselærer sikkert har afholdt flere hundrede skole/hjemsamtaler, så han/hun ved lige nøjagtig, hvad du mener. Det er jeg fuldstændig sikker på. Din klasselærer kan også tale med dine forældre om, hvordan de bedst hjælper dig med det faglige og med den faglige selvtillid. Hvis du ikke lige kan sige det til din lærer, så kunne du også skrive til din lærer - måske på intra?
Hvis du har brug for at tale med en voksen generelt, eller om hvordan du skal formulere et brev til din mor eller tage hul på en snak med din lærer, så tag endelig kontakt til BørneTelefonen 116 111. Det er gratis at ringe, og du er helt anonym. Du kan også sms'e eller chatte med os. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig, så hold dig endelig ikke tilbage.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
