Jeg er ikke glad længere og har mistet lysten til livet

Kære pige.

Tusind tak for dit brev, hvor du i et meget klart sprog fortæller, hvordan du lige nu føler dig magtesløs og rådvild. Super godt af dig at skrive herind for at få hjælp, - det viser virkelig, at du selv er indstillet på at yde dit til, at du kan få det anderledes. Og jeg vil rigtig gerne forsøge at hjælpe dig!

Jeg synes også, at du i dit brev meget tydeligt viser, at du er god til at mærke dine grænser og også ressourcer, selvom du lige nu føler: "Nu kan jeg slet ingenting mere” . Men du har faktisk holdt ud i rigtig mange år – holdt ud i følelsen af at være:”en usynlig brik i min families liv”, og samtidig klaret dig godt i skolen, holdt facaden og haft nemt ved at træffe beslutninger. Wauw! ….. det siger noget om, at du i bund og grund er en super sej pige, der kan præstere mere end de fleste.

Nu er du så kommet til et tidspunkt i dit liv, hvor du føler dig mere usikker end nogensinde før og derfor har brug for andres tanker om, hvad du kan gøre i forhold til ”slip-facaden”-delen. Og det vil jeg rigtig gerne forsøge at byde ind på, i håb om, at du vil føle dig bare lidt hjulpet.

For det første tror jeg, at det er et sundhedstegn fra din krop og psyke, at du nu er kommet dertil, hvor du har let til gråd, føler magtesløshed i hele kroppen og er usikker på, hvad du skal gøre. Jeg tror nemlig, at det er den måde din krop og psyke vil fortælle dig, at nu må du give lidt mere slip på facaden, fordi du skal være ærlig og tro overfor dig selv.

Jeg tror nemlig ikke på, at noget menneske kan holde en facade hele livet; - på et eller andet tidspunkt vil man stå i en situation, hvor man gør sig klar til at bryde med det, der føles forkert og følge det der føles rigtigt, og i den proces finde ud af, at man nok er nødt til at være mere tro overfor sig selv og sine egne følelser.

Så jeg tror, at du nu står overfor en tid, hvor du måske skal øve dig i at være ærlig og tro overfor dig selv og fortælle dine venner og veninder samt familie, hvordan du har det ….. både fysisk og psykisk. Øve dig i IKKE at smile, hvis du er ked af det, men i stedet sige, at du ER ked af det, og at du har brug for trøst…..? Samtidig kan det også være en proces, hvor du også skal passe på dig selv - tage de skridt som virker ok trygge for dig, så du selv kan følge med. Når man tager fat i en sådan proces, kan man opleve, at menneskene omkring en, ikke helt forstå hvad der sker- fordi de har kendt dig på en anden måde. Så det kan også virke lidt forvirrende for dig og dem du har omkring dig. 

Jeg ved jo ikke, hvordan det lyder i dine ører, men for en pige som dig kan det måske godt føles som et næsten uoverskueligt skridt at skulle tage….?!? Måske kunne det være en god hjælp for dig, at begynde med at sige det til dit eget spejlbillede  ….. på den måde kunne du jo prøve med forskellige ord, og så mærke efter, hvad der vil være bedst/nemmest for dig at sige…? Og dernæst prøve at sige det til den person, som du føler dig mest tryg ved……bare til en start. Lyder det som en måde at gribe de første skridt an? 

Hvis du synes, det bliver for svært, kunne du jo også ringe til BørneTelefonen 116 111 og øve dig lidt på en frivillig rådgiver. På BørneTelefonen snakker vi med rigtig mange børn og unge, som har svært ved at få sagt det, som de virkelig har brug for at få sagt til en eller flere i deres netværk. De frivillige rådgivere er meget kompetente, og gør sig meget umage for at hjælpe hver eneste barn eller ung, der henvender sig. På BørneTelefonen er du anonym, og det er gratis at ringe til nummeret.

Jeg får også lyst til at fortælle dig, at jeg har snakket med andre mennesker og også læst om kendte personer, som alle har fortalt, at dér hvor de virkelig blev mødt med respekt og anerkendelse fra omverdenen var, da de stod frem og ærligt fortalte, hvordan de havde det. Det, at turde være ærlig, er altså noget af det, der møder allerstørst respekt og anerkendelse, uanset hvor du er i samfundet.

En anden mulighed kunne også være, at vise dit brev og mit svar til den person, som du føler dig mest tryg ved. Det kunne måske være en god indledning til en alvorlig snak om, hvordan du har det, og hvordan vedkommende måske bedst kan hjælpe dig?

Jeg ville ønske, at du kunne betro dig til din mor, men da du selv skriver, at jeres forhold ikke er det bedste, er det nok ikke sandsynligt, at du har lyst til det. Du fortæller også om svigt fra hendes side, og grænseoverskridende adfærd fra din mors kæreste ….. det lyder bestemt ikke rart, og jeg tænker, at du måske også kunne få brug for at snakke mere om det. Måske har du en anden person tæt omkring dig, som vil være en du kan snakke med. Det kan være en som er klar over det facadespil du har oplevet, både omkring alkoholmisbrug og det du mærker nu med din mor og stedfar? Det kan være en i din familie (tante, kusiner...), en veninde, eller en venindes mor - eller er der en du tænker på, kan være den person, som vil være en støtte for dig?  

Du skal i hvert fald også vide, at du altid vil være velkommen til at kontakte os på BørneTelefonen 116 111, hvor du både kan ringe og sms’e. Og vil du hellere skrive, ja så er du velkommen til at skrive igen eller logge dig på chatten på www.børnetelefonen.dk , her sidder der også hver dag rådgivere klar kl. 11.00 – 23.00.

Jeg håber som tidligere skrevet, at mit svar er en hjælp for dig ….. og husk – vi vil rigtig gerne hjælpe dig, fordi det fortjener du helt bestemt !

Kærligt knus fra BørneTelefonen.