Jeg er ikke glad længere og har mistet lysten til livet
Jeg skriver til jer, da jeg er ved at gå ud af mit gode skind over alle de ting der sker i mit liv for tiden.
Alle kender mig som en glad og positiv pige – og det er da også sådan jeg ser ud udenpå… men indeni er jeg ved at knække fuldstændig sammen.
Det er et enormt pres, at skulle bevare en perfekt facade. Jeg har gemt den rigtige ”mig” bag smilet og de positive udtalelser siden jeg var omkring 6 år.
Udover at jeg kæmper for at holde facaden, er jeg på det sidste også blevet enormt skrøbelig. Der skal ingenting til at slå mig ud, og ikke engang de mest simple beslutninger, er jeg længere i stand til at træffe uden gråd og en følelse af magtesløshed i hele kroppen.
Det hele kommer meget bag på mig, da hverken facaden eller det at træffe beslutninger, før har været noget jeg fandt svært. Nu kan jeg slet ingenting mere. Jeg kan ikke længere genkende mig selv, og føler mest af alt at jeg er et lille nyfødt barn, som nogen burde tage sig af.
Jeg har tænkt på, at alle disse reaktioner måske også er et tegn på at jeg, uden selv rigtig at have bemærket det, forsøger at ”slippe” facaden en smule nu. Jeg vil så gerne vise verden, hvem jeg i virkeligheden er, men samtidig skræmmer det mig mere end noget andet.
Usikkerhed og følelsen af, ikke at være god nok, er noget der sidder dybt begravet i mig.
Jeg mangler noget anerkendelse og opmærksomhed – da jeg gik i gymnasiet udgjorde karaktererne denne rolle. Hvis jeg fik en god karakter var det anerkendelse nok for mig – og jeg kunne leve længe på et 10- eller 12-tal. Måske fordi de så sjældent dukkede op.
Der var så mange andre ting der fyldte, så selvom jeg var dygtig til skolearbejde blev det ikke lavet så jeg var tilfreds med resultatet. Jeg kunne aldrig samle mig ordentligt om tingene.
Herhjemme får jeg ingen af delene – hverken opmærksomhed eller anerkendelse. Og det er vel derfor jeg føler, at jeg ikke er god nok? Jeg er lidt en usynlig brik i min families liv og jeg føler mig både overflødig og ligegyldig herhjemme.
Min mor bor sammen med sin kæreste gennem 7 år, og jeg kan ikke fordrage ham.
Han lagde ud med enormt dårlige førstehåndsindryk og han har ikke sien været i stand til, at rette op på dem. Han rørte eksempelvis af og til unødigt ved mig… hvis han gik forbi mig kunne han f.eks. finde på, at klappe mig bagi eller stille sig tæt op ad mig, på en måde som kun par bør gøre det. Jeg er næsten sikker på, at det ikke betød noget for ham; men for mig var det virkelig over grænsen for, hvad man kan tillade sig (især når man lige har mødt hinanden).
Desuden har jeg altid haft det lidt svært med hans familie, da de er ekstremt traditionsbundne. Alle har hver deres plads hvis man mødes over en gang aftensmad, og hvis alting ikke er som, eller bliver som det plejer, går der rod i det hele. Og det kan selvfølgelig ikke engang komme på tale, at man kunne gøre tingene anerledes.
Det faktum at jeg har sagt fra overfor nogle af de ting ham og hans familie har tradition for, har han ikke kunne acceptere. Derfor er vi aldrig kommet ordentligt ind på hinanden. Og nu er lysten der heller ikke længere.
Min mors og mit forhold er heller ikke det bedste. Hun har gennem årene svigtet mig mange gange, og jeg stoler ikke længere på hende.
Desuden er hun ikke interesseret i, at tale om problemer; ifølge hende er det noget man holder for sig selv!
Denne opfattelse stammer tydeligvis fra hendes 10-årige ægteskab med en alkoholisk mand. Hans misbrug var en hemmelighed som hele vores familie var sammen om at skjule. Og problemer tog man altså aldrig op.
Udover den hemmelighed misbruget var, fulgte der selvfølgelig også en lang række ubehagelige oplevelser med i sådan et ægteskab. Jeg har ikke nogle gode minder fra dengang, hvilket virkelig er sørgeligt når det er kernen af min barndom.
Så det jeg mest af alt har brug for er nogle andres tanker om min situation samt hvad jeg rent praktisk kan gøre i forhold til hele ”slip facaden”-delen. Jeg er mere usikker end nogensinde før.
Hilsner fra en fortabt pige
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.