Jeg er ikke glad hjemme mere.

Hej jeg er en pige på 16 år.

Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var lille, omkring de 3 år. Min mor er fra Thailand, og min far er dansker. Der var en masse drama omkring hvem der skulle have forældremyndigheden over mig. Der skete en masse i mit liv da jeg var lille. Det endte med at min far fik forældremyndigheden da min mor ikke kunne finde ud af at passe mig. Jeg skulle dog op til min mor hver anden weekend. Og sådan forsatte det til jeg var10-11-12 år gammel. Jeg havde ikke noget værelse eller seng hos min mor. Så jeg sov på et koldt træ gulv med en sovepose eller dyne jeg havde taget fra min far. Jeg har en halv store bror, som bor/boede ved min mor. Min mor var ikke ansvarlig. Når jeg var hos hende, så fik jeg hverken mad eller kærlighed. Jeg blev nogle gange bare afleveret hos en familie som kunne passe på mig mens min mor sad på casino. 

En anden episode var da 6 år, min mor tog mig med til noget spille kort om penge selvfølgelig. Og jeg havde ikke fået mad siden jeg var hos min far, skal siges det var en lørdag. Jeg var så sulten og træt. Men havde bare et gulv at sove på. Jeg spurgte min mor om hvornår vi skulle hjem og have mad. Vi kom aldrig hjem og jeg skulle bare sove på et træ gulv. Der var så en gammel dame som havde ondt af mig som lavede mig en omelet og ris. Jeg husker tydeligt hvor taknemlig jeg var for hende, og maden. Der er så mange ting som jeg husker stjerneklart i min hukommelse og det er ikke rare oplevelser. Både fra min mor slog mig til jeg sultede.

Jeg blev så de 11-12 år hvor jeg sagde jeg ikke vil være sammen med min mor mere. Jeg vil ikke hen til hende mere. Så nu ringer hun en gang til min på min fødelsdag og fortæller mig hvor et forædeligt barn jeg er. Hvor ond jeg kan være mod min egen mor. Det gør så ondt at hører ens mor sige det, men kunne bare ikke holde ud eller acceptere den måde jeg blev behandlet på…

Ikke nok med alt det der forgik der hjemme, så har jeg stave/læse vanskeligheder. Så jeg fik ekstra timer, og blev ked af jeg ikke kunne som andre. skal lige siges jeg ved nu hvorfor jeg er ordblind og får hjælp med det idag. Jeg var meget drengde som lille. Drengetøj og legede med drenge ting og drenge venner. Og så var jeg ret buddet. Så stave/læse vanskeligheder og at man er anderledes ført til jeg blev af og til mobbet. Med jeg ikke var en pige, at jeg ikke kunne læse, at jeg var tyk, ja alt det der var at mobbe.

Jeg har så haft nogle tanker om jeg var lesbisk siden jeg var 13 år gammel. Som har påvirket mig meget. Jeg har følt mig selv klam og mindre værd. Jeg har været så frustreret over det. Jeg sidder så nu og kan sige jeg er lesbisk og det må jeg acceptere.

Jeg gik på efterskole i år 15/16 hvilket var god da lidt før det begyndte jeg at skændes med mine forældre. Jeg sprang ud til min papmor foråret inden skulle på efterskole. Hvilket jeg nemt kunne mærke ikke blev accepteret. Min far er homofob. Min papmor sagde hun vil sige det til min far, men der kom aldrig en lyd fra min far, så gik ud fra hun ikke havde sagt det. Nok fordi hun selv var bange for hvad der ville ske. Og fik tit avide jeg skulle finde mig en ordentlig ”fyr” og det gør jo bare ondt når man siger man er til samme køn at de tager det som om det er en fase.

Mit efterskole år var fantastisk, jeg skændes ikke med mine forældre der hjemme. Så det problem var væk fra min hjerne nu. Der opstod bare et andet problem. Jeg har været van til der hjemme at være alene og på en efterskole er man mange. Det endte med jeg følte min presset og ved ikke hvad det var men jeg fik break downs. Hvilket udviklet sig til jeg begyndte at skære i mig selv. Jeg skar i mig selv for at blive lettet på en måde. Fks. Jeg kunne lige pludselig mærke en klumb i halsen og et slag i maven. Så kunne jeg gå ud på toilettet og så skær i mig selv og sidde lidt og ”nyde det” og komme ud og være glad og klar på alting som man nu er. Det blev til en rigtig dårlig van og nogle grimme ar jeg sidder med i dag. Jeg skær stadig i mig selv. Og jeg kunne ikke stoppe.

Jeg havde det svært med mad og andre mennekser, hvor det var værst endte med jeg spiste en bolle i 48 timer. Ellers drak jeg vand og tykkede tygummi og gik i fitness. Havde ikke så meget energi men pressede mig selv, endte med jeg tit havde det dårligt men var lige glad. Til sidt blev det at jeg spiste men kastede op bag efter. Jeg blev rigtig rigtig tynd på kort tid. Men løg bare og sagde det fordi jeg spiser sundt og tænker på min krop. Jeg røg og forsatte med at skære i mig selv, og var glad og havde de bedste omkring mig. Jeg kunne bare ikke indse jeg havde et problem. Jeg fik så hjælp og snakkede med voksen på min efterskole som jeg stolede 110% på. Han var min skydelærer og havde forståelse for mig. Eller han lyttede til mig og gav mig råd. Det hjalp på at jeg ikke mere sulter mig selv. Og skar ikke i mig selv de sidste 3 måender eller der var nok 1-2 dage men ikke så ofte som før. Og stoppede rygningen inden det tog overhånd.

Jeg kom så hjem og var glad. Men jeg havde ændret mig og det havde mine forældre også. Skal siges jeg har ikke nogle søskende udover min halv store bror ved min mor. Så lever livet som enebarn som jeg hader.
Mine forældre er ved at bygge hus, som jeg føler der er en masse de skal tage stilling til. Min far er meget ironisk. Og han skændes med mig hver aften. Han finder altid noget han kan hakke ned på mig med. Han ved godt nu jeg er til piger, men det ikke accepteret. Han er ikke så voldsom i sin adfærd som da jeg var mindre. Der kunne god finde på at skubbe mig eller presse mig mod en væk og true mig, eller klemme så hårdt om min arm at den blev blå og fik de røde prikker på armen.

Han kan finde på at være nederen og bagtale mine venner bare fordi de har en septum pericing. Min far kan finde på sige at homoseksuelle er klamme og bare skulle skyde. når jeg sidder lige ved siden af og har sagt jeg er til samme køn.

Jeg kan være glad og så sidder vi at spiser og så siger min far:” Du laver ikke en skid, det simeplhen for dårligt” og så siger jeg :” nåe altså har lige hjulpet med at dække bord og laver min papmors rapport” min papmor er også fra Thailand og er ved at tage en uddanelse som cater(køkkenassistent). Min far kan så svare flabet igen. Og så kommer skænderiget igen. Og det sådan næsten hver dag, bare forskellige ting jeg bliver angribet med. Mine far kan også være flabet overfor hvis jeg har købt noget nyt tøj, for mine egne selvtjente penge. Og det ikke fordi jeg ikke kan styre mine penge da jeg har en fin opsparing jeg selv har.

Det der gør mest ondt er at min far siger at han ikke kan forstå mig da jeg er teenager eller bare giver skylden til mig fordi jeg er teenager. At han hakker ned på mig. At han ikke acceptere mig som jeg er. Eller respekter mig. Det er altid min skyld aldrig hans. Fks. En anden dag skulle jeg gøre rent på mit værelse, jeg havde så ikke lige tænkt under sengen. Så min far kommer ind og jeg står lige ved sengen, min far tager fat i sengen og bar smader sengen hen i mig min tæer kom i klemme, som gjorde f*** nas. Min far griner bare siger at jeg ikke skal græde fordi jeg ikke vil ryde op og så går han bare igen. Min papmor var nød til at tvinge ham til sige undskyld til mig. Han kom bare med ”åh ja undskyld” og så ja bliver så skuffet og siger han skal gå. Og ja jeg er teenager… men siger også når jeg ikke lige kan overskue at skændes eller ikke kan overskue at snakke for meget lige nu. Der kan min papmor respektere mig. Men min far ja han fleiner bare. Og griner flabet af mig, hvilket resueltere til flere skænderiger.

Min papmor ved jeg skærer i mig selv. Hun sagde hun vil gøre noget ved det men gæt hvad, de lader som igen ting. Jeg har brudtsammen foran min far, han sagde jeg skulle have hjælp, gæt hvad der sker ingen ting. Det der sker er flere skænderiger.

Jeg har også nogle trælse tanker nogle gange… som mange vil kalde mig psykopat vil ikke rigtig ind på det da, jeg holder dem tilbage og vil ikke ud med dem. Men kort sagt så begyndte de da jeg var helt lille, i børnehaven. Jeg tegnet mennesker der skulle død og hvordan. Dødsmaskiner hvordan jeg vil dræbe dem og skær dem ud. Mine tanker er lidt syge, men jeg kan stå at snakke med en person og så falde lidt i stå da jeg forstiller mig knivstikke dem eller skyde dem. Eller bare begå en masse mord eller noget ligne… og ja jeg bliver lidt bange for mig selv men igen jeg lader det ikke tage overhånd.
Far og min papmor ved jeg går med de tanker, men de griner bare ad det.

Jeg har prøvet at snakke med dem om det, det bare hårdt og bliver bestemt ikke nemmere når man siger det flere gange. Og der stadig ikke sker noget. Jeg har de i sidste 2 måneder begyndt at ikke vil opsøge kærlighed fra dem, da det føles falsk. Jeg har indset at de elsker mig ikke højt nok mere. Om jeg sagde jeg vil dø de vil ikke gør noget ved det. Jeg har sagt hvordan jeg har det og hvad sker der.. ikke noget.

En anden ting er at jeg på en ingen måde ligner min far. Og min mor var sammen med mange forskellige så ja tror bestemt at der mulighed for at der sket en fejl eller noget. Jeg har spurgt min far om det hvor han ikke er sikker og siger vi på tage en genstest og det gør jo lidt ondt at han er så ligeglad… han siger selv det forfærdeligt hvis jeg ikke hans datter når han har offeret så meget på mig.
Snakkede med dem her i aftes og ja der forslog de jeg skulle sendes væk eller de hviste ikke hvad da det var min skyld. Det nemlig mig der er teenager.

Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre mere. Har snakket med mine forældre om det men der sker ikke noget. Jeg skær stadig mig selv pga. mine forældre. Føler mig ikke tryg eller glad hos mine forældre… er faktisk bedst tilpas på mit gymnasium. Bliver behandlet som et ung indevid som god som man er, og ikke bliver dømt eller nedgjort fordi man er anderledes. Så kommer jeg hjem og bare har lyst til at forsvinde… græder og vil bare væk.

Undskyld der er meget, og sikkeret en masse som ikke er vigtig, men kunne ikke gøre det korter… havde en masse på hjertet.