Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er en lorte datter.

Hej.

Jeg er en pige på 16 år, som i lang tid har været inde og ude af et hashmisbrug,

det har skabt en afstand mellem min mor og jeg,

i al den tid jeg kan huske har min mor og jeg været tættere end jeg har været med nogen andre,

hun har støttet mig, hjulpet mig og der har ikke været det vi ikke kunne snakke om.

Som sagt har min hash”misbrug” skabt stor afstand mellem min mor og jeg, og indtil for nylig har jeg haft det fint med det,

det holdte spørgsmålene, problemerne og alt det andet der var svært væk, og jeg kunne i lang tid koncentrere mig om at have det sjovt og lave ingenting.

Men det er først nu hvor det hele er gået galt, at det går op for mig at det også har påvirket min mor, og hvor meget.

Da jeg gik i 7. Klasse blev jeg mobbet en del, fik sendt en masse anonyme dødstrusler og sådan, til sidst var vi nødt til at kontakte politiet.

Det resulterede i at jeg, efter at blive sendt på efterskole i håbet om en frisk start, endte i en depression, begyndte at eksperimentere med stoffer, og blev utroligt ligeglad med menneskerne omkring mig,

jeg er stukket af både fra efterskolen og hjemmefra op til flere gange, og det har så fortsat hele vejen op til 9. Klasse, som jeg lige er droppet ud af 2 dage før eksamenerne.

Og det er kun overfladen af alt det lort jeg har trukket hende igennem.

Som du kan høre har jeg skuffet min mor rigtig meget, virkelig mange gange, men på trods af det har hun stadig stolet på mig de gange jeg har sagt at jeg vil blive bedre, og derefter været pisse ligeglad og gjort det modsatte.

Jeg har altid en måde at slippe udenom problemer eller nogen form for konfrontation, men i den her situation har jeg ikke, og jeg har heller ikke lyst til det, jeg har virkelig, for alvor lyst til og brug for at få vendt rundt på situationen, og få forholdet til min mor tilbage, men jeg ved ikke hvordan…

jeg kan ikke rigtig snakke med hende uden at vi kommer op at skændes, hvilket jeg har det rigtig hårdt med.

Jeg har brug for nogle forslag til hvordan jeg kan forklare hende hvordan jeg har det, uden at hun føler at hun er skyld i vores mangel på kontakt og nærvær, og uden at vi ender med at blive frustrerende og vrede på hinanden, men istedet kan få snakket ud eller blive gode igen.

Jeg har brug for råd til hvordan jeg får åbnet op, uden hun føler at det er flere løgne.

Og ikke mindst råd til hvordan jeg kan undgå selv at blive sur og gå, jeg har en vane med at gå når tingene bliver svære eller når noget er svært at snakke om.

Jeg ved godt at mit brev er meget rodet, men jeg håber du kan finde rundt i det.

Mvh. Pige, 16 år.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på 16 år,

Tak for dit ærlige brev, som ikke er spor rodet for mig. Det er flot, at du har haft overskud til at skrive, og at du holder fast i, at dit forhold til din mor skal blive trygt og godt igen.

Først vil jeg sige til dig, at du og din mor er heldige, at I har hinanden. Jeg læser dit brev som, at I rigtig gerne vil hjælpe og støtte hinanden. Jeg ved, at du oplever, at din mor har trukket sig lige nu. Jeg tænker, at din mor måske ikke ved, hvad hun skal stille op. Og måske ved hun ikke hvordan hun bedst skaber kontakt igen, når I har haft problemer med tillid.

Jeg tænker, at du og din mor har brug for hjælp til at finde hinanden igen. Din mor skal måske støttes ved at få nogle råd og muligheder til, hvordan hun bedst hjælper dig, når du har det svært.

Selv har du brug for støtte til, hvordan du øver dig i at blive i konflikten, når du bliver sur. Og så lyder det som om at tilliden, som har været stærk mellem du og din mor, skal bygges op igen. Det er måske noget, der tager tid. Det handler om, at I igen kan regne med hinanden. Så I ved, at når noget er aftalt, bliver det overholdt osv. Til sidst begynder man igen at turde stole på hinanden. Jeg tror på, at I kan få tilliden bygget op igen.

Du savner råd til, hvordan du kan åbne op for din mor. Jeg foreslår, at du måske viser hende dit brev, som du har skrevet herind. For det beskriver så fint, hvor svært det er og at du ønsker, at det skal blive bedre. Måske kan du fortælle hende, at du gerne vil have, at I tager en god snak og at du har brug for hendes hjælp til, at I lytter til hinanden. En snak hvor I fokuserer på, hvordan det skal blive bedre og ikke hvad I synes, at hinanden gør forkert.

Det kan være, at det hjælper, hvis I går eller kører en lang tur, når I skal snakke sammen? Det kan nogle gange være nemmere, at tale sammen på sådan en tur. Og så er det også sværere at gå sin vej.

Måske kan du foreslå din mor, at hun ringer til ForældreTelefonen 35 55 55 57. Der sidder voksne, der er vant til at hjælpe forældre med, hvordan de bedst kan støtte deres børn.

Har I mon fået hjælp af lærer, kommune, psykologer, familiebehandler eller andre, når du er droppet ud af de forskellige skoler? Jeg tænker på, om du og din mor har mødt én, som I havde tillid til? Én der kunne hjælpe jer nu, og som kender dig og din mor. Skolen, som du lige er droppet ud af, har også et ansvar for at hjælpe elever som dig, der taber lysten til det hele lige før mål.

Jeg ved godt, at mit svar lægger op til, at du selv skal gøre en del til en start for at få det bedre. Jeg håber, at du holder fast i dit mod og din vilje til at få det bedre. Du fortjener, som alle unge, at få den støtte, der skal til for, at du får det godt.

De bedste hilsner fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat