Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er bogstaveligt talt frustreret over mine forældre hele tiden

Kære Brevkasse.

Jeg har et problem – og jeg tror selv, at det bedste jeg kan gøre for at få det løst, er at forstå mig selv. Men det gør jeg på sin vis ikke.

Jeg er hele tiden enten sur, irriteret, frustreret eller ked af det over mine forældre. Det er ikke fordi, de gør noget specielt, men der er hele tiden nogle småting.

Dog tror jeg det stammer fra for 8 år siden. Dengang jeg var 10 gik mine forældre fra hinanden.
Kort tid efter fik min mor en slem depression og jeg og mine to søskende var ladt tilbage hos min far.

Nu når jeg ser tilbage på det, kan jeg godt se, at han havde det hårdt selv. Det var en slem skilsmisse, som de stadig ikke er kommet over. Og oveni fik hans mor konstateret brystkræft og kun to år tilbage at leve i (hun lever dog stadig nu).

Men han hjalp mig ikke igennem min svære periode. Jeg kunne ikke se min mor, min farmor var døende og jeg havde ingen venner i skolen. Min far arbejdede meget, så det blev mig, der skulle hente de andre hver dag fra skole.

Min far har et stort temperament og dengang da jeg var lille, havde han tildens til at have en voldelig attitude, når han blev sur. Han sparkede mig tilmed på et tidspunkt – jeg havde glemt nøglen og var gået ind til naboen. Jeg var bange for ham.

Jeg er dog nu blevet større og har i den grad lært at sige fra. Og jeg tror også han er vokset med opgaven og han hiver ikke fat i nogen mere som han gjorde dengang.

Jeg har været til psykolog omkring det og fik ham til at sige undskyld. Men jeg kan ikke få det ud af hovedet.

Nå men, min mor blev friskere og vi kunne besøge hende hver 14. dag og gradvist kunne vi være længere og længere tid hos hende. På et tidspunkt blev hun så frisk at vi kunne bo hos hvem der nu passede os. Og jeg valgte min mor, da jeg nærmest hadede min far.

Jeg kan ikke huske meget fra den her periode – da jeg førhen prøvede at fortrænge så meget som muligt.

Jeg havde det forfærdeligt i den klasse, jeg gik i; jeg havde ingen venner. Alle andre bagtalte mig og vendte mig ryggen.

Men efter mange dårlige år fik jeg endelig taget mig sammen og skiftet skole. Det var den bedste beslutning i mit liv. Mit liv fik en helt ny drejning, og jeg snakker stadig med nogle venner fra den folkeskoleklasse. Men jeg husker også nogle ubehaglige episoder i den tid.

Jeg tror, at min mor dengang prøvede at finde sig selv efter den psykiske sygdom. Hun begyndte at date, hvilket hverken mig, min lillesøster eller lillebror var klar til – selvom det nok er mig, der husker mest. De to andre er henholdvis 2,5 og 6,5 år yngre end mig. Der var engang, hvor mig og min mor kom så meget op og skændes, så hun smed mig hjem til min far i 3 dage og ville ikke snakke med mig.

Jeg fik det at vide fra min far. På det tidspunkt var vores forhold blevet meget bedre.

Derudover fandt jeg også på et tidpunkt nogle gamle dagbøger fra hendes depressions-tid. Det glemmer jeg aldrig – men jeg har samtidig heller aldrig sagt det til nogen. Deri stod alle hendes melankoliske tanker skrevet ned. Alt fra at hun var ked af det over, at min cafetur med min mor ikke varede længe pga. den dans, jeg gik til – til at hun overvejede selvmord.

Men efter min elskede 3,5 år på den folkeskole, tog jeg på efterskole. Jeg havde hørt alt godt om det år og havde store forventninger til det. Men jeg fik hurtigt en skade som kom til at være næsten hele året.

Siden 7. klasse avde jeg trænet rigtig meget roning og var vant til glæden fra træning. Den kunne jeg ikke få mere pga. skaden og jeg blev stille og roligt mere og mere deprimeret.

Inden at det gik helt galt, begyndte mine to roomies at vende sig sammen mod mig. Jeg havde ikke gjort den noget overhovedet – de var bare blevet bedste veninder, og jeg følte, der ikke var plads til mig. Derfor søgte jeg ud og bl.a. to rigtig gode veninder fra værelserne ved siden af og derudover en fantastisk ven (Jeg kalder bare R her).

Men jeg blev jo som sagt mere og mere deprimeret. Jeg begyndte at skære i mig selv. Alle de tætte venner på efterskolen vidste det godt, men det var kun R, der hjalp mig igennem og det er jeg ham evigt taknemmelig for.. De andre tog også afstand fra mig.

Nu er jeg så startet på en frisk. Jeg er i gang med mit andet år på gymnasie, og jeg er endt i en fantastik klasse med enormt gode venner, som jeg snakker rigtig godt med. Jeg kan mærke på mig selv, og mit liv har været lidt af en flyvetur med en masse dyk nedad. Jeg kan mærke, at når jeg er alene i længere tid f.eks., får jeg en depressiv og enormt negativ tankegang.

Jeg bor stadig hjemme. Men min mor og far har begge fået kærester. Min far fik sin aaaaalt for tidligt. Jeg var overhovedet ikke klar til en “ny” mor, hvilket hun aldrig kommer til at være i mine øjne. Da hun kom ind i familien, burde hun kunne se, hvor meget lort hele familien var i i forvejen. Men hun bumpede på en måde bare ind. Hun gjorde ingenting for at lære os (dengang) børn at kende. Jeg ved, at vi ikke viste nogen glæde over hende, men nu er jeg forarget over, at hun ikke har gjort noget som helst.

Min mor er blevet lesbisk og er flyttet sammen med sin kæreste.

Min adresse står her, da jeg derfor får mere i SU.
 
Vi flyttede ind i kærestens hus for ca. 3/4 år siden og er ikke kommet helt på plads endnu, synes jeg. Huset er ikke stort nok til os alle, så de har indrettet garagen, så det er blevet mit værelse.

Dagene mellem min mor og far er henholdvist 10/4. Hos min far deler jeg det største værelse med min lillebror, da vi er de to, som bor mindst hos ham.

Nu kommer vi til de egentlige problem: jeg er som sagt HELE TIDEN frustreret.

Min far har også sagt, at jeg er skide irriterende at have boende.

Det virker også som om, han nærmest sparker mig ud af huset. weekenden inden min 18-års her i september, skulle vi lige pludseligt kigge på ungdomsboliger, hvilket jeg ikke føler mig klar til. Jeg vil egentlig gerne, men det er for at komme væk fra min mor og far.

Og så fik vi lige at vide i går at min far skal giftes med kæresten.

Jeg er irriteret over alt:

Hos min mor:

– at jeg skal snige mig ud af huset hver aften for ikke at vække min mors kærestes søn, fordi han har søvnbesvær.

– at vi er begyndt at være enormt usunde, fordi vi tager kærestens livsstil alt for meget til os

– at hun ikke ser mig.

Det er som om, hun bare regner med at jeg klarer alt selv, nu når jeg er 18. Men jeg har stadig brug for hende. Hun tager sig bare ikke tid til, at tage en snak med mig. Og hun er altså på førtidpension.

Min far:

– at han aldrig nogensinde har indset, at han skal høre på, hvad jeg siger.

Det er lidt svært at forklare. Det er som om, han ikke tager hensyn til mig og mine søskendes behov.

Derudover føler jeg, at jeg hele tiden skal tage hensyn til dem begge i deres kamp. Hvor meget jeg er hos hver, hvad jeg giver hver i gave, hvordan jeg snakker til dem, hvordan jeg snakker om mine oplevelser f.eks. til min far om min mor.

Det skal lige siges, at jeg i mange år har haft det sådan her, men jeg ar svært ved, at finde nogen, der forstår mig.

Jeg har været til psykolog, men jeg kunne ikke lide hende. Jeg er i det hele taget træt af psykologsamtaler.

jeg ved at denne besked måske er ret rodet, men så passer den så også til mit sind.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre…

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år
Tak for dit brev. Jeg synes, du er god til at beskrive dit liv, og hvad det er, der brænder på for dig. Du skriver, at du føler dig rodet indeni, men dit brev virker slet ikke rodet, så jeg synes, jeg får et klart billede af din vanskelige opvækst.
Du kan ikke forstå, at du altid er sur, irriteret og frustreret over dine forældre, for de gør ikke noget specielt. Nej, men det har de jo gjort. Lige siden du var 8 år, har du oplevet svigt fra dine forældre. Efter skilsmissen blev din mor depressiv, og din far hjalp dig ikke. Hertil kommer, at det var dig, der som 10 årig måtte tage dig af dine søskende. Du har også oplevet vold fra din far, og du var bange for ham.
Heller ikke i skolen fik du støtte, så her blev du også svigtet.  Alt det måtte du klare, da du var mindre. Og du gjorde det, for hvad skulle du ellers gøre? Du har godt nok været en stærk lille pige!
Nu er du blevet 18 år, og du går i gymnasiet i en klasse, du er rigtig glad for. Du er ved at være voksen og dermed mere uafhængig af dine forældre, og du synes måske, at du burde være glad, for de fleste af de barske ting er jo overstået. Men du er ikke glad, du er frustreret hele tiden, og du kan ikke forstå dig selv. Lad mig prøve at forklare, hvordan jeg ser det. Mens du var i hele din turbulente opvækst, havde du nok at gøre med at klare livet. Der var ikke overskud til at mærke, hvor slemt det faktisk var for dig. Nu, hvor der er lidt mere ro på, mærker du vreden og svigtet fra dine forældre, og det er især, når du er alene, at det dukker op.
Det er en helt almindelig reaktion. Du beskriver selv dit liv som en flyvetur med mange dyk nedad. Når man har været på sådan en tur, tager det altså sin tid at falde til ro og finde sig selv igen.
Men sådan som jeg fornemmer dit brev, er det det, du er i fuld gang med. Og det er godt. Noget af det svære for dig lige nu er din tristhed og de negative tanker, når du er alene. 
Lige nu har du ikke lyst til at tale med flere psykologer, men på et tidspunkt kan det være, du føler dig klar igen. Man kan sagtens komme ud for, at man ikke svinger med den psykolog, man har valgt, og så er det bare om at vælge en anden.
Men måske kunne du dele dine tanker med en anden person, f.eks. et familiemedlem, du har tillid til eller en anden voksen, der er god til at lytte til dig. Eller måske ville R eller en anden ven/veninde være villig til at støtte dig?
Du skriver, at du egentlig gerne vil flytte hjemmefra. Jeg tænker, at det måske ville være godt for dig, og at du har brug for ikke at være en del af dine forældres liv, men det er rigtig vigtigt, at det er DIN beslutning, så du ikke føler, at det er dine forældre, der vil af med dig. Måske skulle du overveje det og evt. snakke om det med en person, du har tillid til, så du bliver lidt mere afklaret.   Jeg kan jo se, at du er god til at udtrykke dig på skrift, så du kunne også prøve at skrive ned for dig selv, hvilke fordele og ulemper der er ved at flytte for dig selv. 
På dit gymnasium er der en studievejleder, der er vant til at snakke med elever, der har det svært. Måske kunne du få lidt hjælp her. Du kan også henvende dig til din kommunes Ungerådgivning, hvor en sagsbehandler kan lytte til dig og fortælle, hvilke muligheder du har, hvis du f.eks. gerne vil flytte hjemmefra.
Som du kan se, er der forskellige muligheder for støtte og hjælp, selv om du ikke har lyst til at snakke med en psykolog. Jeg håber, du kan bruge nogen af dem.
Mange gode tanker og held og lykke fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat