Brev

Jeg er bange for de vil hade mig

Hej Børnetelefonen

først af alt vil jeg gerne beklage over min dårlig stavning,

Okay jeg er en pige på 14 år, og har det meget svært.

Min mor fik en fødselsdepression da hun fik mig, og da jeg var 2 år begik min far selvmord,,, jeg har skyldføelse for begge ting, mest for det at min mor faktisk tager medicin pga mig, og næsten sultede sig selv ihjel,,,

Jeg har angst anfald og tør ikke gå udenfor, men jeg kan jo ligesom blive lidt nød til det da jeg skal i skole,, Jeg er også meget bange for at miste min mor,, når men du køre det vist lidt a sporet

Okay så min pointe er,

Jeg har selvmords tanker og er begyndt at cutte jeg gør det pga straf, jeg føler jeg skal straffes for alt jeg nogensinde har gjordt, og den måde er cutting, vi skulle have idræt og jeg sagde til min lære jeg ikke ville være med da jeg i frikvateret havde cutted mig og var begyndt at bløde så jeg måtte tage toiletpapir på min arm,,,

Han vidste godt der var noget galt og spurgte om jeg havde talt med min mor eller vendinder,, og her har vi problemet,, det tør jeg ik!

Jeg er SÅ bange for at de vil hade mig og tænke jeg gør det for opmærksomhed eller medlidenhed, det gør jeg selvfølelig ikke men jeg kunne godt tænke mig at de ved hvordan jeg har det,,, men hvordan skal jeg forklare dem det?

Jeg havde nu tænkt mig at snakke med min psykolog om det først,, men jeg er bange for at fortælle ham det også,, hvad nu vis han vil indlægge mig?, jeg er rigtig bange og mest for at min mor og venner vil hade mig for at have cuttet,

Det er et ret langt og forvirende brev,,, jeg beklager

men håber i kan svare!

mange tak og mange hilsner fra mig!

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige,

Mange tak for dit brev, hvori du fortæller at selvmordstanker og cutting er begyndt at fylde i dit liv. Jeg er virkelig glad for du skriver herind, og er klar over hvilken enorm styrke det kræver når man i forvejen ikke føler sig oven på. Du skal vide at det er første skridt på vejen til at få det bedre, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig.

De ting du oplever, er ikke nemme at sætte ord på, hvilket måske er årsagen til at du synes dit brev er forvirrende. Jeg synes ikke det er forvirrende, men synes derimod du har givet mig en god fornemmelse af hvem du er og hvordan du har det i øjeblikket.

Du fortæller at du har det svært og det lyder som om årsagen ligger langt tilbage. Du skriver at du har mistet din far og har været tæt på at miste din mor. Desuden tager din mor medicin og har det svært. Er det mon rigtigt forstået? Du skriver at du føler en skyldfølelse for de ting der er sket, hvilket er noget eller måske hele årsagen til at du er begyndt at cutte?  Det er vigtigt at du ved at det som er sket med dine forældre ikke er din skyld. Det er aldrig et barns skyld at deres forældre har problemer eller har det skidt.

Du virker til at være en pige der holder meget af dine veninder og din mor og du bekymrer dig for hvordan de har det. Jeg fornemmer også at du vil være der for dem, hvis der skete dem noget eller hvis de var kede af det. Er det mon rigtigt at du har det sådan? Oftest er sådanne stærke følelser mellem veninder samt mor og datter gensidige, og jeg tænker derfor at de på mange måder har de samme slags følelser overfor dig. Har du mon tænkt over hvordan du ville reagere hvis dine veninder eller mor havde det svært? Jeg fornemmer at du ville prøve at hjælpe dem og være der for dem. Mon ikke de også vil det hvis du fortalte at du havde det svært?

Selvmordstanker og cutting er et udtryk for at noget er rigtig svært. Jeg ved fra andre piger der cutter, at de gør det for at erstatte en psykisk smerte de føler med en fysisk smerte. De som synes det hjælper, siger dog også at det kun er kortvarigt og at det ikke er det der hjælper i det lange løb. På www.lmsselvskade.dk, kan du læse mere om selvskade, og også om hvordan du kan få hjælp. LMS har både en rådgivning og også støttegrupper. Nogle af pigerne jeg nævner, snakkede jeg med efter de havde fortalt til deres mødre at de cuttede. Selvom mødrene var blevet bekymrede og forskrækkede, så var de glade for at have fået det at vide. Jeg fornemmede at forskrækkelse og bekymring kom til udtryk på forskellig måde til at starte med, da der også var nogle der var blevet kede af det og andre der var blevet vrede. Det gik dog over efterhånden. Giver det mening det jeg skriver?

Noget som har virket for mange er at skrive et brev til deres mor eller far. I brevet har de fortalt hvordan de har det og har heeefter aftalt et tidspunkt, hvor der var tid og ro til at få snakket om det. På den måde kunne deres mor eller far nå at tænke over hvad de skulle sige og hvordan de kunne hjælpe før de snakkede med deres pige. Kunne det mon også virke for dig? Du kunne eventuelt vise din mor brevet du har skrevet herind og mit svar. Hvad tænker du om det?

Du har allerede åbnet lidt op overfor din idrætslærer. Det synes jeg var rigtig flot og modigt gjort. Han lød som om han tog det alvorligt og gerne ville hjælpe. Måske han også ville hjælpe dig med hvordan du kunne sige det til din mor eller dine veninder. Det er også en god idé at snakke med din psykolog om det. En psykolog er ikke en læge, som f.eks. en psykiater er, og må derfor ikke indlægge dig. Det kan dog godt være han vil opfordre dig til at søge læge hvis der er noget af det du fortæller ham, som han tænker ville være godt du fortalte til en læge også. Det er godt at høre du har en psykolog som du snakker med. Igen vil jeg anbefale du er åben og ærlig, så psykologen kan hjælpe dig bedst muligt. Du kan måske bruge mit råd fra tidligere, at skrive alt det ned, der fylder og så vise psykologen brevet, det kan være en måde at få talt om det som er allersværest, hvad tænker du om det?

Du er en dejlig pige, som ikke har ansvar for de ting, der er sket for de voksne i dit liv. Jeg håber din mor får den hjælp hun har brug for, så hun kan få det bedre, det er andre voksne der skal hjælpe og støtte hende. Du er en meget omsorgsfuld pige, og nu er det tid at du drager omsorg for dig selv, det har du fortjent. Det kræver du åbner op og søger hjælp hos betydningsfulde voksne, det virker til du nu er klar til dette, og jeg håber mit svar har givet dig modet til at tage næste skridt.

Jeg håber du vil bruge noget af det mod og den styrke, jeg kan mærke du har, til at få fortalt din mor, psykologen og dine veninder at du har det svært i øjeblikket. Du er altid velkommen til at ringe ind til Børnetelefonen på 116 111 eller skrive ind på chatten, hvis du har brug for at snakke eller få råd til hvordan du kan få fortalt det. Jeg ønsker dig al det bedste med på vejen.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat