Jeg er bange for de vil hade mig

Kære pige,

Mange tak for dit brev, hvori du fortæller at selvmordstanker og cutting er begyndt at fylde i dit liv. Jeg er virkelig glad for du skriver herind, og er klar over hvilken enorm styrke det kræver når man i forvejen ikke føler sig oven på. Du skal vide at det er første skridt på vejen til at få det bedre, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig.

De ting du oplever, er ikke nemme at sætte ord på, hvilket måske er årsagen til at du synes dit brev er forvirrende. Jeg synes ikke det er forvirrende, men synes derimod du har givet mig en god fornemmelse af hvem du er og hvordan du har det i øjeblikket.

Du fortæller at du har det svært og det lyder som om årsagen ligger langt tilbage. Du skriver at du har mistet din far og har været tæt på at miste din mor. Desuden tager din mor medicin og har det svært. Er det mon rigtigt forstået? Du skriver at du føler en skyldfølelse for de ting der er sket, hvilket er noget eller måske hele årsagen til at du er begyndt at cutte?  Det er vigtigt at du ved at det som er sket med dine forældre ikke er din skyld. Det er aldrig et barns skyld at deres forældre har problemer eller har det skidt.

Du virker til at være en pige der holder meget af dine veninder og din mor og du bekymrer dig for hvordan de har det. Jeg fornemmer også at du vil være der for dem, hvis der skete dem noget eller hvis de var kede af det. Er det mon rigtigt at du har det sådan? Oftest er sådanne stærke følelser mellem veninder samt mor og datter gensidige, og jeg tænker derfor at de på mange måder har de samme slags følelser overfor dig. Har du mon tænkt over hvordan du ville reagere hvis dine veninder eller mor havde det svært? Jeg fornemmer at du ville prøve at hjælpe dem og være der for dem. Mon ikke de også vil det hvis du fortalte at du havde det svært?

Selvmordstanker og cutting er et udtryk for at noget er rigtig svært. Jeg ved fra andre piger der cutter, at de gør det for at erstatte en psykisk smerte de føler med en fysisk smerte. De som synes det hjælper, siger dog også at det kun er kortvarigt og at det ikke er det der hjælper i det lange løb. På www.lmsselvskade.dk, kan du læse mere om selvskade, og også om hvordan du kan få hjælp. LMS har både en rådgivning og også støttegrupper. Nogle af pigerne jeg nævner, snakkede jeg med efter de havde fortalt til deres mødre at de cuttede. Selvom mødrene var blevet bekymrede og forskrækkede, så var de glade for at have fået det at vide. Jeg fornemmede at forskrækkelse og bekymring kom til udtryk på forskellig måde til at starte med, da der også var nogle der var blevet kede af det og andre der var blevet vrede. Det gik dog over efterhånden. Giver det mening det jeg skriver?

Noget som har virket for mange er at skrive et brev til deres mor eller far. I brevet har de fortalt hvordan de har det og har heeefter aftalt et tidspunkt, hvor der var tid og ro til at få snakket om det. På den måde kunne deres mor eller far nå at tænke over hvad de skulle sige og hvordan de kunne hjælpe før de snakkede med deres pige. Kunne det mon også virke for dig? Du kunne eventuelt vise din mor brevet du har skrevet herind og mit svar. Hvad tænker du om det?

Du har allerede åbnet lidt op overfor din idrætslærer. Det synes jeg var rigtig flot og modigt gjort. Han lød som om han tog det alvorligt og gerne ville hjælpe. Måske han også ville hjælpe dig med hvordan du kunne sige det til din mor eller dine veninder. Det er også en god idé at snakke med din psykolog om det. En psykolog er ikke en læge, som f.eks. en psykiater er, og må derfor ikke indlægge dig. Det kan dog godt være han vil opfordre dig til at søge læge hvis der er noget af det du fortæller ham, som han tænker ville være godt du fortalte til en læge også. Det er godt at høre du har en psykolog som du snakker med. Igen vil jeg anbefale du er åben og ærlig, så psykologen kan hjælpe dig bedst muligt. Du kan måske bruge mit råd fra tidligere, at skrive alt det ned, der fylder og så vise psykologen brevet, det kan være en måde at få talt om det som er allersværest, hvad tænker du om det?

Du er en dejlig pige, som ikke har ansvar for de ting, der er sket for de voksne i dit liv. Jeg håber din mor får den hjælp hun har brug for, så hun kan få det bedre, det er andre voksne der skal hjælpe og støtte hende. Du er en meget omsorgsfuld pige, og nu er det tid at du drager omsorg for dig selv, det har du fortjent. Det kræver du åbner op og søger hjælp hos betydningsfulde voksne, det virker til du nu er klar til dette, og jeg håber mit svar har givet dig modet til at tage næste skridt.

Jeg håber du vil bruge noget af det mod og den styrke, jeg kan mærke du har, til at få fortalt din mor, psykologen og dine veninder at du har det svært i øjeblikket. Du er altid velkommen til at ringe ind til Børnetelefonen på 116 111 eller skrive ind på chatten, hvis du har brug for at snakke eller få råd til hvordan du kan få fortalt det. Jeg ønsker dig al det bedste med på vejen.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen