Brev

Jeg bliver ignoreret.

Min papfar er begyndt at være rigtig ond overfor mig. Vi har længe haft samtaler med psykolog, skole og kommunen. Jeg har prøvet alt. Jeg kan ikke længere.

Jeg har fortalt min mor det, min lærer, mine veninder, men de gør intet. Jeg har haft en kontaktperson, men heller ikke det hjalp. Jeg håber den nedestående tekst, beskriver nok.

Ingen mærker eller føler min smerte. Det er sådan det føltes. Jeg er helt tom inden i, og hullet bliver kun større og større for hver dag. Jeg var endelig blevet glad, accepteret og lettet, og nu er alt bare som før.

Jeg er teenager, hjerneskadet og gør helt vanvittige ting. Jeg dummer mig, jeg fejler, jeg falder, jeg skal af og til have en hånd. Han skælder mig ud over SMS, og ignorer mig når jeg hjemme. Jeg er ikke længere en del af ham. Hvordan det hele skete, står stadig fuldkommen uklart for mig. Var det bare fra den ene dag til den anden, eller skete det hen ad vejen?

Først droppede min far mig, og nu gør han også. Han siger til alle hvor dumme de er, hvor mange fejl de laver, og hvor lidt de tænker sig om. Han glemmer sig selv bag i alt hans had til os. Han fejler også. Han falder også af og til. Det glemmer han. Han ved ikke selv, hvad det er han gør ved os.

Jeg vil gerne have det sjovt og nyde min ungdom, men det kan jeg ikke i hans selvskab. Jeg har lyst til at flygte fra ham hver evig eneste gang. Jeg føler ikke længere at jeg er mig selv, i nærheden af ham. Jeg er begyndt at svarer igen, når han siger latterlige ting til mig, og det er jeg stolt af. Der er bare ingen der ved, hvordan det føltes helt nøjagtigt, og det skal de jo heller ikke.

Jeg savner forståelse, jeg savner kærlighed. Jeg savner når han sagde at jeg var god nok, og at han var stolt af mig i skolen. Selvom jeg var dårligt, og ikke kunne finde ud af tingene, sad han med mig, og hjalp mig. Jeg savner vores forhold, jeg savner ham, og jeg savner mig. Samtidig håber jeg bare, at han en dag forsvinder… For altid. Jeg mærkede først slagene, nu hadet.

Pige, 14 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Tak for dit brev, hvor du skriver om dine følelser blandt andet for din pap far. Meget blandede modsatrettede følelser, had - kærlighed, sympati – antipati. Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du må være en rigtig sej pige, der er god til at passe på sig selv og god til at bede om hjælp. Det er rigtig flot, at du har snakket med så mange om det, og jeg er ked af, at det ikke rigtigt har hjulpet så meget.

Jeg kan forstå, at du har haft det svært længe og har været, eller er du stadig i behandling hos en psykolog? Hvis du er, så er det nok vigtigt, at du fokuserer og koncentrerer dig om samtalerne og behandlingen. Du skal også være dig bevidst, at hvis du taler med mange forskellige personer om dine svære tanker og oplevelser, så kan du måske blive forvirret. Så derfor hold fokus på din psykolog og din kontaktperson, og hvis du ikke er i behandling mere, så kunne du måske kontakte dem igen?

Måske kunne du fortælle psykologen/ din kontaktperson, at du føler, du sidder fast? Hvis du ikke føler ”du rykker dig” og bliver bedre, så skal du helt klart sige det til din behandler. Det er meget almindeligt at føle sådan, når man er i behandling, så det vil ikke være en fremmed problematik for din psykolog.

Det kunne også godt lyde som om, din familie har brug for hjælp. Når du fortæller, hvordan du og din papfar er gået så skævt af hinanden, tror jeg måske, det kunne være en god ting, hvis en af kommunens familiebehandlere kunne hjælpe jer med at lære at snakke sammen på en anden måde - hvor det ikke ender i skænderier så ofte. Det ved jeg, at andre familier har fået hjælp til, og at det har været en stor lettelse for alle, både børn og voksne.

Når jeg nu foreslår sådan en ting, så ved jeg godt, at det måske kan virke lidt uoverskueligt for dig - for hvordan skal du få sat gang i det? Sådan er der i hvert fald mange børn, der tænker. Og derfor har vi her i Børns Vilkår nogle søde bisiddere, som hjælper børn og unge, når de skal snakke med kommunen. En bisidder kender reglerne og børns rettigheder, og det kan være rart at have sådan en voksen ved sin side, som sørger for, at der bliver lyttet til, hvad du siger, og som hjælper med alt det svære med at ringe/skrive til kommunen, lave aftaler, tage til møde osv.

Måske kunne det være rart for dig at få sådan en bisidder til at hjælpe dig? Du kan måske starte med at læse lidt mere om det her, og så hvis du tænker, at det vil du gerne, kan du ringe til dem på nummer 35 55 55 59, eller du kan ringe til BørneTelefonen på 116 111 og få rådgiveren til at hjælpe dig med at få en bisidder.

Som du kan se, vil vi rigtig gerne hjælpe dig, og jeg håber, du har mod på at prøve at gå videre med det. Du har fortjent at have det godt og ikke gå med alle de bekymringer.

Kærlige tanker BørneBrevkassen

min far har meget at sige

Operation i familien

Flere breve om Familie

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Prøv at bygge et brev

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

se mere

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Se hvordan