Kære du på 20 år
Du beskriver en problemstilling, som, jeg tænker, mange unge på din alder genkender alt for godt. Man gør sit bedste, derhjemme og på studiet - og bliver presset til at yde mere uden egentlig at få nye redskaber eller blive anerkendt for, at man faktisk gør sit bedste.
Jeg kommer til at tænke på, om din situation derhjemme mon påvirker din koncentration i forhold til at læse op til eksamen? Således at den kritiske situation derhjemme faktisk er medvirkende til, at du har vanskeligt ved at læse op, selv om du gør dit bedste? Selv om man er blevet myndig, er man stadig knyttet til sin familie og har brug for at føle sig anerkendt og få gode råd til, hvordan man når sine mål i voksenlivet.
Jeg kommer til at tænke på, at dine forældre må have det samme mål og den samme interesse, som du selv har med hensyn til at klare dig godt til dine eksaminer og bestå? Kunne man forestille sig, at I kunne lave nogle aftaler om at dét er målet den næste korte tid og så må de tone ned for de andre krav og forventninger, de har til dig og målrettet støtte dig i forhold til dét mål, at du skal bestå din eksamen? Måske igen fortælle, at du gør alt hvad du kan og har brug deres støtte - det vil være en god hjælp at de også minder dig om, alt det du kan og gør.
Jeg synes, du sætter spot on i din beskrivelse af situationen og jeg finder ikke, at du er forkert på den, overhovedet. Ingen kan holde til diffuse krav og kritik!
Med hensyn til hjælpemuligheder vil jeg sige følgende:
Jeg går ud fra, at du modtager SU. Dén ophører, når du afslutter din STX til sommer. Så kan du henvende dig på din kommune og tale med en socialrådgiver dér om muligheden for kontanthjælp og vejledning om dine jobmuligheder og så må du ud på boligmarkedet. Hvis du fortsætter på en uddannelse, er der måske kollegie- og ungdomsboliger dér, hvor du bor, som du kan søge. Ellers må du på markedet for at finde noget til leje, måske et værelse hos en ven eller andre. Din kommune kan have nogle regler for, at du som ung skal anvises et job eller deltage i et aktiverings- eller afklaringsprojekt for at modtage ydelser. Dét kan du betragte som en hjælp med hensyn til at finde dén vej, du gerne vil gå.
Jeg foreslår faktisk også, at du opsøger studievejlederen på dit uddannelsessted og taler om din situation. Send gerne en mail til studievejlederen, så du allerede inden snakken har fortalt, hvad det handler om. Studievejlederen har lokalt kendskab og kan måske bedre guide dig. Dét håber jeg for dig. Har du en voksen i din familie og netværk, som du kender og kan tale om, hvordan din situation er for tiden. Det foreslår jeg fordi, du ikke skal føle dig alene. Vi har alle brug for nogen at tale med. På den måde får vi også nye perspektiver og hjælp til at finde nye strategier. Det ønsker jeg for dig.
Det er et sejt træk du er igang med! Og stort set alle, der sidder med de sidste eksamener er ved køre trætte i det. Gør det bedste du kan - og vær stolt af dig selv og den indsats du gør.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
