Kære Pige på 14 år,
Jeg kan godt forstå, du spørger, hvad du skal gøre, så du kan få lov at være lidt udenfor det lokale.
Det er helt almindeligt at være nysgerrig på, hvad der sker uden for det lokale. Jeg ved fra andre forældre, at det kan være rigtigt svært - som forældre - at give lov, fordi det er svært at følge med i, at ens børn er ved at blive unge og er ved at løsrive sig. Jeg tænker, at dine forældre vil have dig i det lokale for at passe på dig, og fordi de ikke er trygge ved byen.
Det bedste, du kan gøre er, at I sammen finder ud af, hvordan I bliver trygge ved det. Det er godt at du er ærlig omkring, hvad du laver, og hvem du er sammen med. Det skal du holde fast i at være. Det skaber tillid og er den største tryghed for forældre.
Kunne du måske snakke med dine forældre om, hvor meget det faktisk betyder for dig at tage lidt ud af det lokale. Du kunne foreslå, at du sender en SMS, mens du er af sted. Fortæl dem, hvem du er med, og hvem du skal mødes med. Fortæl dem, hvad for en bus eller tog I tager. Det kan være, at det giver dine forældre tryghed, at de har nummeret på en af dem, som du er med. Den dag hvor I skal til byen, kunne I måske starte hjemme fra dig, så dine forældre så dem, du skulle til byen med.
Måske skal I ikke noget særligt - bare sidde på en bænk/café, gå i bio og kigge eller gå rundt. Men fortæl, at det er det, I skal. Jeg ved godt, at alt det her lyder meget kontrolagtigt, og sådan skal det heller ikke være hele dit teenage-liv. Men for at få en god start for jer i din familie, tror jeg, det er vigtigt, du giver dine forældre den tryghed.
Du kan spørge, hvad det er, der gør dem utrygge, så du på den måde lytter til dem og høre deres tanker. Måske er det noget helt andet, der gør dem utrygge. Det kan være rigtig godt at få snakket sammen om.
Puha det var en masse skrift, og opgaver til dig. Jeg håber du kan bruge det, og få taget hul på en god snak med dine forældre. Du kan bruge brevet og svaret til os at snakke ud fra, det beskriver flot hvordan du har det.
Du har brug for - som de andre unge - at komme lidt ud af det lokale, også som en del af udvikling og nysgerrighed på livet.
Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116111, hvor vi er klar til at snakke.
De bedste hilsner fra BørneTelefonen