Kære dreng på 14 år,
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du er meget ked af det og at det er svært at være dig lige nu. Der er flere ting, som jeg tænker er svært i dit liv for tiden. Og der er alt for mange ting, som du går rundt med helt alene og som de voksne skal hjælpe dig med at løse og tage ansvar for. Du er kun et barn – også selvom du er teenager. Lad os sammen se på hvordan du kan få råbt de voksne op. For det er tydeligt at du har brug for hjælp.
Først og fremmest: Gem dit brev og mit svar på telefonen, computeren eller send det til din mail. Du får brug for det senere. Både til at genlæse alle de ting, jeg skriver – men også fordi det kan være, at du vil vise den voksne dit modige og velformulerede brev og mit svar til dig.
I mit brev skriver jeg om de forskellige problemer, og hvordan de hænger sammen. Jeg har delt brevet op i afsnit. Jeg skriver også forslag til hvad du kan gøre nu, og hvordan du kan gøre det.
Først vil jeg skrive om det at vokse op med vold, og at miste kontakten til en forælder. Du og dine brødre har været udsat for vold fra din biologiske far. Jeg tænker på om det er noget, som du har fået talt om og bearbejdet? Vold er nemlig meget alvorligt. Som du sikkert kan mærke, så er det noget, man ikke bare kan glemme. Man skal have hjælp til at komme over det. Det er vigtigt at du får hjælp til de tanker, følelser og den tunge klump i maven, du sikkert har haft og måske stadig mærker, selvom der også er andre ting i dit liv, som gør ondt lige nu.
Jeg har talt med andre børn og unge, der er blevet slået af deres forældre. De fortæller, at de skammer sig og er bange for at det er dem, der er noget galt med. Uanset hvad du har gjort eller ikke har gjort, så har du IKKE gjort noget forkert. Det er ikke dig, der er forkert.
Når man mister kontakten til en forælder, så er det rigtig svært. Måske du kan genkende det? Din far har svigtet dig, men det betyder ikke at det er nemt ikke at se ham. Selvom hvad din biologiske far gjorde er forkert, så er det for mange børn og unge, en stor sorg at miste kontakten til en forælder. Mange føler, at de mangler eller savner deres far i mange forskellige tidspunkter i livet. Det har man også brug for at få talt om.
Du har brug for hjælp. Den hjælp skal din mor give dig. Måske kan din papfar også hjælpe. Måske har de voksne omkring dig brug for hjælp til hvordan de støtter dig bedst. Det kan de få på ForældreTelefonen 35 55 55 57.
Nu vil jeg skrive lidt om dit forhold til din papfar. Du lyder slet ikke egoistisk. Tværtimod læser jeg en enorm forståelse for alle de andre personer omkring dig i dit brev. Fx når du skriver, at du har råbt at din papfar og fortryder det. Men at du gjorde fordi du gerne vil have en rigtig far, som også vil have dig. Det er hverken egoistisk eller mærkeligt, at du har det sådan. Det er kun forståeligt, og lyder helt normalt.
Det lyder også helt normalt, at du kan reagere voldsomt, når det kommer til din papfar. Jeg vil sige, at jeg ikke kan fortælle om han har en psykisk sygdom. Men jeg tænker, at den måde han behandler dig på ikke er i orden. Jeg tænker, at det ikke er okay at han skælder ud, giver dig stuearrest og truer med at du ikke må spille basket igen. Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det. Det lyder som om, at din frustration og afmagt kan komme til udtryk som vrede. Det er helt normalt.
Når de voksne omkring én ikke rummer ens svære følelser, så kan man komme til at tro at der er noget galt med én. Men det er der ikke. Der er noget galt med måden de voksne tager sig af dig på. Du går alene med alle de her problemer. Det er ikke meningen, at det er sådan det skal være. De voksne skal sørge for at passe godt på dig. Det er deres ansvar.
Nu vil jeg forklare lidt nærmere omkring det at du kan føle, at har psykiske sygdomme, fordi du reagerer voldsomt og hvorfor det kan være at dine selvsmordtanker er begyndt at vende tilbage. Uden at kende dig, så tør jeg næsten garantere, at du ikke er psykisk syg. Jeg tror, at du kan komme til at vende alt det dårlige omkring dig indad. Måske fordi du ikke har fået snakket om alt det svære i dit liv endnu, så det kan føles som om at man er ved at blive helt skør oveni i sit hoved, fordi de tunge tanker kører rundt.
Når man så heller ikke kan finde ud af at løse det svære selv, så kan man igen komme til at vende det indad og føle at man er forkert på den ene eller anden måde. Sådan er der i hvert fald mange andre børn og unge, der har det. Men det er ikke din skyld og det er ikke dit ansvar alene at du har det godt. Det er de voksnes ansvar.
Det er sådan med følelser, at de skal udtrykkes – og ikke undertrykkes. Hvis man lægger låg sine følelser og ikke får snakket om det svære, så hober det sig op. Pludselig bliver det for meget og så skyller følelserne ind over én – måske er det hvad, du mærker lige nu hvor dine selvmordstanker er begyndt at komme lidt tilbage. Det er tydeligt, at du har brug for hjælp. For at du kan få hjælp, skal de voksne vide hvordan du har det.
I det her afsnit skriver jeg om hvorfor det ikke at have kontakt til sin far, måske kan hænge sammen med både at være vred på din papfar og have svært ved at tale med din mor. Måske kan du reagere voldsomt, fordi du ikke har kontakt til din egen far, som du ikke kan dele dine op-og nedture med. Din biologiske far er der ikke til at du kan diskutere eller blive vred på ham, som de fleste børn og unge gør med deres forældre nogle gange. Særligt når man er teenager. Du kan ikke lade dine frustrationer gå udover din biologiske far, og derfor går de måske udover den anden mand i dit liv, som er din papfar.
Det gør det heller ikke nemmere, hvis du føler at din mor ikke er hjemme. Nogle børn og unge, som ikke har kontakt til deres far beskriver, at de kan have svært ved at blive vrede på deres mor. Istedet bliver de vrede på en anden voksen tæt på, fx morens mand. En forklaring kan være, at det er svært at blive vred på ens mor, fordi at man kun har den én forælder “tilbage”. Mange børn og unge kan være bange for også at miste deres mor. Det kan være, at man fx ikke tør gøre ens mor vred, sur, irriteret eller ked af det. Fordi man allerede ved hvor ondt det gør, at miste sin far. Og det vil man ikke have sker med begge ens forældre. Det kan være en forklaring på din vrede, og hvorfor det kan gå udover din papfar.
Når jeg læser dit brev, så undrer jeg mig over hvor din mor er i alt det her. Ved hun mon, at du har det så hårdt lige nu? Jeg kan forstå, at du føler at din mor er meget væk og at du savner hende. Det kan jeg godt forstå må være meget svært. Måske føler du dig alene.
Det lyder som om, at du har brug for din mor. Det er helt normalt. Det har alle børn og unge. Især når man har oplevet omsorgssvigt, som du har. Så har man brug for ekstra støtte og hjælp. Jeg vil råde dig til at vise hende dit utroligt fine brev, og mit svar til dig. På den måde kan hun se hvordan du allerede har taget et stort ansvar på dine skuldre og forsøgt at løse problemerne selv.
Jeg tænker ligesom din mor, at det lyder som en god idé at komme på sportsefterskole. Det er dejligt, at du glemmer alle dine problemer når du spiller basketball. Sådan er der mange børn og unge, der har det, når de fx dyrker sport eller spiller musik. Selvom der selvfølgelig skal tages hånd om dine problemer, så du ikke behøver at spille basket for at glemme dem, så er det alligevel dejligt at have et frirum. Og det lyder som om at du har brug for det lige nu. Også selvom det er dyrt. Måske er det en prioritering I skal tage op, hvis I har råd, når du og din mor taler om alt det her sammen. Ellers er det værd at undersøge om I kan få et tilskud.
Jeg kan virkelig godt forstå, at det gør dig ked af det, når du har arbejdet meget hårdt for at dygtiggøre dig i skolen. Det er et stort pres, der bliver lagt på dig. Jeg kan godt forstå, hvis det tynger dig i din hverdag konstant at skulle klare dig godt, fordi du ellers er bange for om du ikke kan få lov til at komme på sportsefterskole. Du har nemlig meget om ørerne lige nu. Det lyder som om at det stresser dig, at skulle præstere i skolen for at opfylde drømmen om at komme på efterskole. Det behøver ikke at være sådan. Det kan I måske også tale om.
Her står der lidt om at skjule ting for hinanden. Det er svært at holde hemmeligheder for de mennesker man lever og bor sammen med. Jeg kan forestille mig, at det må være svært for dig at dine mindste søskende ikke ved besked om at deres biologiske far ikke også er din biologiske far.
Når de voksne ikke har fortalt dine to yngste søskende, at din papfar ikke er din biologiske far, så sætter de dig i en svær situation. Det betyder nemlig, at du skal holde på en alt for stor hemmelighed. På en måde skal du lyve overfor dine små søskende. Det er ikke rart. Og det er et alt for stort ansvar for dig at bære på. Det er ikke barnets ansvar at holde på sådan en stor hemmelighed.
Det er de voksnes ansvar at sørge for at tage sådan nogle snakke med børnene i familien, så alle ved besked om hvad, der sker og hvorfor. Det tager børn ikke nødvendigvis skade af, hvis det bliver sagt på en god måde, der passer til deres alder. Så det handler om hvordan de voksne vælger, at tage sådan en snak. Hvis de voksne ikke ved hvordan, kan de også få hjælp til det på ForældreTelefonen 35 55 55 57. Læs mere her:
https://bornsvilkar.dk/det-goer-vi/foraeldretelefonen/.
Her kommer nogle konkrete handlingsforlag til hvordan du kan få snakket med din mor eller en voksen. Punkterne er forskellige forslag til hvordan du kan tage hul på en snak:
-
Du kan ringe til BørneTelefonen på 116 111. Sammen med rådgiveren kan I finde ud af, hvad du kan sige til din mor, og hvordan du skal sige det.
-
Du kan vise dit brev og mit svar til din mor. Så er snakken i gang helt af sig selv. Det er der rigtig mange børn og unge, der gør. Det kan også være en måde at vise dem på, at du har det svært for tiden og at hun skal hjælpe dig. Kunne det mon være en hjælp for dig?
-
Du kan sende en SMS til din mor, hvor du fx kan skrive: “Jeg er ked af det for tiden over mange ting, og har brug for hjælp. Jeg er nervøs for at tale med dig om det, og det er virkelig svært for mig. Både fordi jeg er nervøs for om du vil blive sur på mig, eller om jeg gør dig ked af det. Jeg er også nervøs for om du vil forstå mig. Kan vi tale om det fx i aften eller når I kommer hjem fra arbejde?“
-
Du kan også tilføje i SMS’en: “Jeg har et brev og et svar, som jeg gerne vil vise dig.“
-
Du bestemmer selv hvad du vil skrive. Det er bare et bud. Hvis du gerne vil sende en SMS, men ikke ved hvad du skal skrive – så ring til os på 116 111. Så finder vi en løsning, der passer dig bedre.
-
Du kan også sende hende dit brev til BørneTelefonen og mit svar på en e-mail. Og skrive at du gerne vil tale med hende om det senere?
-
Et andet forslag er, at du kan skrive et brev til fx din lærer. Du kan vise din lærer dit brev og mit svar. Det kunne nemlig være rigtig godt hvis din lærer vidste mere om, hvordan du har det. For læreren er du sammen med måske hver dag, og kan på den måde tage bedre hensyn til dig.
Det er svært at gå med de her følelser helt alene. Jeg tænker, at det er vigtigt at du får delt hvordan du har det med en voksen, som du stoler på. At tale med nogen om ens bekymringer og tunge tanker føles tit som en stor lettelse. Bare det at få tingene sagt højt kan være rigtig rart. Så kan I derfra finde en løsning, så du kan få det bedre.
Der er også mulighed for, at du kan tale med en psykolog. Det kræver en tur forbi lægen, der skal henvise dig til en psykolog. På den måde kan man få et økonomisk tilskud.
At gå til psykolog kan sammenlignes med at stå overfor en opgave eller et problem, som man ikke forstår eller som man ikke ved hvordan man skal løse. På en måde er det som at have en værktøjskasse, som er proppet med alle tænkelige redskaber. Men man ved ikke hvilket redskab i værktøjskassen, man skal bruge for at løse sin opgave. Man aner ikke om man skal bruge en hammer eller en sav, og hvorfor. En psykolog kan hjælpe til at vejlede én med hvilke redskaber, der er hjælpsomme at tage i brug og hvorfor det giver mening, fx at bruge en hammer til at slå et søm i – og ikke en sav.
I denne her sammenligning er du = værktøjskassen. Fordi du rummer det hele, og du mangler ikke nogen redskaber. Du er god, som du er. Men nogle gange har man brug for nogen, der hjælper til at finde ud af hvorfor noget virker eller ikke virker – og hvordan man kan bruge alle de redskaber og kvaliteter, som man har indeni på den bedst mulige måde.
Her kommer min afrunding. Du har ret til at have det godt. Derfor håber jeg, at du vil bruge det mod og den handlekraft, som du fandt frem da du skrev herind, til at få talt med en voksen, som kan hjælpe dig.
Til sidst vil jeg sige, at for de fleste mennesker er det meget svært at bede om hjælp. Tænk på, hvis man falder på gaden og dem omkring spørger om man er okay. Tit vil man bare sige, at alt er okay. Også selvom man faldt og slog sig, og det faktisk gør rigtig ondt. Lige nu har du ondt indeni. Alt er ikke okay.
Derfor er det vigtigt, at de voksne omkring dig får at vide hvordan du har det, så de kan hjælpe dig til at få det bedre. Du har allerede taget det første og sværeste skridt ved at skrive herind. Det er så godt gået! Jeg synes virkelig, at du kan være stolt af dig selv.
Nu er næste skridt at få talt med din mor eller de voksne omkring dig. Jeg tror på, at du kan. Det har du vist med dit brev til os. Du er godt på vej allerede.
Er du i tvivl om noget som helst, kunne du ikke bruge mit svar – eller lytter de voksne ikke, så ring endelig til os 116 111. Vi vil så gerne hjælpe dig.
Jeg ønsker dig alt det bedste, og sender dig et stort kram fra BørneTelefonen
