Hej Pige 13 år
Hvem er det mon hele tiden skælder dig ud? Det fremgår ikke af dit brev, men jeg gætter på, at det er dine forældre?
Jeg tror, rigtig mange børn og unge kan genkende følelsen af, at deres forældre hele tiden skælder dem ud og tvinger dem til at lave alt muligt. Nogle gange er det en følelse, der hurtigt forsvinder igen, men andre gange kan den være der i lang tid. Er følelsen der længe, tænker jeg, at det er vigtigt at få det sagt til nogen.
Jeg tænker, at det måske ville være allerbedst, hvis du kan tale med dine forældre om det? Måske du kan sige det til dem en dag, hvor der er stille og roligt omkring jer? Det kan selvfølgelig være meget svært at sige det direkte, så hvis det er for svært, kan du måske skrive et brev - ligesom du har skrevet et brev til os? Endelig kan det være en mulighed at fortælle det til helt andre voksne. Det kan være en lærer, en nabo, et andet familiemedlem eller en anden voksen, du er tryg ved?
Hvis du ikke umiddelbart kan finde frem til en voksen i dine omgivelser, er det altid en mulighed at kontakte BørneTelefonen på 116 111 eller BørneChatten. Her er der voksne, der meget gerne vil lytte og forsøge at hjælpe dig videre.
Jeg håber, du finder ud af det og får den hjælp, du har brug for.
Med venlig hilsen
BørneBrevkassen