Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvorfor må jeg ikke sove sammen med ham?

Hej

Jeg er en pige på 16 år, som gennem et stykke tid har haft noget kørende med en dreng fra min årgang.

Vi har nogle timer sammen, hvor vi altid har det sjovt sammen. Gennem de sidste uger, har vi næsten været sammen hver dag og nu vil vi gerne sove sammen – ikke for at have sex, bare for at sove sammen.

Problemet er at det må jeg ikke for min mor – hun siger at man kan ikke sove sammen med en, man har kendt i så kort tid, selvom jeg har prøvet at forklare hende at vi altså har kendt hinanden i et rigtig godt stykke tid, lang tid før sommerferien.

Da jeg var 14, havde jeg en kæreste, som jeg måtte sove sammen med, både i weekenden og i hverdagene, så derfor undrer det mig at jeg ikke må sove med min flirt nu. Jeg har prøvet at snakke med hende om det, men hun siger nej og at det ikke er til diskussion.

Hvad skal jeg gøre?

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Hvor er det dejligt at høre, at du har fået så god en relation til drengen på din årgang. Det er rigtig godt, at du har spurgt din mor, om du må sove sammen med ham. Jeg kan godt forstå, at du bliver lidt frustreret og forvirret, når hun siger nej og ikke vil diskutere det med dig.  

Din mor siger, at hun synes at man skal kende hinanden, før man sover sammen. Du synes, at du har kendt din flirt længe. Måske kunne I vente lidt med at sove sammen, og i stedet prøve at besøge hinanden i første omgang? Så kunne din mor også lære ham lidt at kende. På den måde kan det være, at hun med tiden bliver mere tryg ved, at I sover sammen.

Det lyder lidt på dit brev som om, at du bliver forvirret over, hvorfor din mor ikke vil have, at I sover sammen. Måske har hun ikke fået givet en ordentlig forklaring? Det tænker jeg, kunne være godt for dig at få. Måske kan du fortælle hende, at det undrer dig, at du ikke må, da du måtte sove sammen med din tidligere kæreste. Og så kan I måske tale om, hvad der skal til, før at I må sove sammen? 

Fordi du er under 18 år, er det din mors ansvar at passe på dig og derfor er det også hende der bestemmer. Men du har samtidig ret til, at udtrykke din mening. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at I får en snak om det. Det behøver ikke at være en diskussion, men en snak hvor i hver især fortæller, hvorfor I tænker som I gør. 

Du kan også vise din mor det brev du har skrevet hertil og mit svar til dig. Jeg tænker, at det kan være med til at få snakken i gang.

Jeg ønsker dig al held og lykke.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat