Kære pige på 14 år
Tusind tak for dit brev. Hvor er det bare dejligt, at du har skrevet ind til os, det må ikke være rart at gå med de tanker alene.
Nu ved jeg ikke hvor lang tid, at du har haft det, som du har det nu med din krop, men der er mange piger og drenge på din alder som kan have det svært med deres krop, fordi man er kommet i puberteten og der sker en masse ting med ens krop, som gør, at man godt kan føle, at man mister kontrollen over den. Som pige begynder man at få bryster, menstruation osv. man går fra at være pige til at være ung, selvom man måske ikke helt føler, at man er parat til det, og det kan være lidt svært at finde ud af, hvor man hører til henne - er man barn eller ung - for man er jo begge dele i en periode af livet? Ofte bruger man meget tid foran spejlet og sammeligner sig meget med andre - det kan være veninder, skuespillere, modeller osv. På en måde er det at kigge i spejlet en måde at følge med i kroppens forandring og udvikling, en måde hvor ens hjerne også kan følge med og man kan genkende sig selv, i selv de mindste forandringer. Sommetider sker det, at man kan blive overvældet eller måske ikke rigtigt følge med i forandringerne...Det er helt normalt, at vi skal bruge tid til at følge med i forandringer. Men, det kan også betyde, at vi kommer til at gøre nogle ting, som ikke er gode for os selv, når vi prøver at følge med - måske endda forsøger at bremse udviklingen lidt - eller føle man har kontrol ved ikke at spise.
Det lyder måske lidt skørt, det jeg skriver om at følge med - men jeg håber, du kan følge mig i det? Jeg tænker, at nogle af dine veninder har det på samme måde med pubertet og udvikling - de fleste af de børn og unge (og forældre), jeg skriver og snakker med, kan genkende dette hos sig selv, andre og hos deres børn. Så måske også dine veninder, dine voksne og dine forældre kan huske, hvordan det var? Jeg ved også, at det hjælper at snakke om det, så man kan dele det og få en forståelse for, hvad det er der sker og hvordan man kan trives i de ting der sker i livet, også når der er fart på.
Jeg ved fra andre børn og unge, som bøvler selvværd, at det kan være hjælpsomt at skrive de ting ned, som de er rigtig gode til eller er glade for i livet. Det kan f.eks. være hvis man er god til et fag i skolen, god til at holde orden på sit værelse, en god veninde/ven, en god søster eller måske man kan huske nogle gode ting, som ens veninder har sagt om en engang. Man kan også gøre nogle ting for en selv, som man elsker at lave. Mon det kunne være noget, du havde lyst til at prøve?
Du skriver i dit brev, at du gerne vil have hjælp fra en voksen, og det synes jeg lyder som en rigtig god ide. Jeg synes, det lyder som om, at du er en super sej, modig og stærk pige, som har set, at du har brug for hjælp til at få talt med nogen om det, og det synes jeg er rigtig flot! Som du selv er lidt inden på i dit brev, så har du til dels ret i, at din lærer skal informere dine forældre, men dette er kun, hvis din lærer er bekymret for dig, og mener at du har behov for at få yderligere hjælp. I såfald har din lærer pligt til at snakke med dine forældre. Det er jo rigtig øv, når man ikke har lyst til, at ens forældre skal vide det, men sådan er reglerne lavet for at vi kan passe på børn og unge. Men måske har du alligevel lyst til at tale med din lærer om hvordan du har det?
Ud fra dit brev lyder det som om, at du har en masse dejlige veninder omkring dig, det lyder bare rigtig skønt for dig. Du skriver endda også, at en af disse veninder er en, som du kan tale med i fortrolighed, det lyder dejligt at have en veninde, som man kan stole på og en som man har lyst til at dele ting med. Mon du kunne have lyst til at fortælle din veninde omkring din situation? Det kan være, at det er lidt svært at fortælle direkte til hende, men måske det ville hjælpe, hvis du skrev det i et brev?
Du skriver også, at dine veninder joker med, at du har anoreksi, måske det i virkeligheden er fordi de faktisk er bekymret for dig, men har lidt svært ved at sige det til dig, og så kommer de til at joke lidt med det i stedet? Jeg tænker i hvert fald, at det lyder lidt som om, at de faktisk prøver at vise omsorg for dig fordi de rigtig godt kan lide dig og er bekymret for dig, mon det kan være rigtigt?
Jeg tænker, at det også kan være hjælpsomt for dig at tage kontakt til en rådgivning som arbejder med spiseforstyrrelser http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/ Ligesom hos os, kan du chatte anonymt med dem, læse mere på deres hjemmeside og ringe til dem på tlf. 70101818. De ved rigtig meget om spiseforstyrrelser og selvskade. Mon du kunne have mod på det?
Jeg synes, at det er super dejligt, at du har mod på at få noget hjælp, og jeg bliver faktisk bekymret for dig, da du skriver, at du både bliver svimmel og ikke kan se klart. Dette er signaler fra kroppen om, at den mangler noget for at kunne fungere ordentligt og for at du har det godt. Jeg håber derfor, at du vil tage i mod mine råd og få hjæp fra din lærer, din veninde, dine forældre eller at ringe anonymt og gratis ind på Børnetelefonen på 116111, eller skrive ind på chatten. Vi sidder er masse søde og dygtige rådgivere, som er klar til at hjælpe dig.
Jeg håber alt det bedste i fremtiden for dig.
Mange tanker og knus fra BørneTelefonen.
