Hvem skal bestemme hvad?
Kære Børnebrevkasse.
Jeg tager på efterskole om 3 måneder, men jeg kan ikke tage afsted, før jeg har det godt derhjemme. Så nu håber jeg i kan hjælpe mig. Jeg har ingen kontakt med min far, og har ikke haft det i 4 år, da han er alkoholiker. Men derudover har jeg TIL TIDER en fantastisk stedfar. Vi kan drille hinanden og han kører mig gerne til fester, fodboldkampe og meget andet.
Ofte diskutere min mor og stedfar, og jeg ved godt det er ganske normalt. Men nogle gange er det så slemt, at jeg selv ender med at blive ked af det. Det rammer mig rigtig meget, specielt fordi min stedfar siger nogle grimme ting til min mor, som f.eks. at hun skal holde sin kæft, at hun skal styre sit handicap, at hun er sindssyg osv.
Min mor er en person der godt kan blive ved med at køre i den samme diskussion en hel dag, og jeg kan da godt forstå han reagere sådan, men det sårer mig virkelig når han bruger de ord, for hun betyder alt for mig. Og når jeg så ser hende med tårer i øjnene, bryder jeg helt sammen.
Jeg har prøvet at fortælle min stedfar, at jeg synes han skal passe på med hvordan han taler til hende, og at hun har det ekstra svært for tiden, da hun er gravid, og har det rigtig dårligt 24 timer, HVER dag, og at det ikke hjælper hende, at han reagere så voldsomt.
Nogle gange driver mig det til vandvid, at min stedfar bestemmer så meget over mig. Han kan bestemme småting som hvor mange genstande jeg må have med til fester, hvor meget kød og kartofler jeg skal spise til aftensmad osv. Jeg må ikke engang få en nøgle til mit værelse, trods det at jeg har en lillebror på 2 år, som kommer ind tit, og jeg har ikke mulighed for at klæde om i ro, uden at være bange for de kommer ind.
Er det ikke normalt, at have en nøgle til sit værelse når man snart er 16 år gammel, specielt hvis jeg på et tidspunkt får en kæreste? Men da jeg sagde jeg ville have en nøgle, sagde min stedfar at det fik jeg ikke, og min mor havde ikke en chance for at sige ja, og så var den sag egentlig afgjort..
Jeg har fortalt min mor, at hvis hun en dag ikke var her længere, og jeg skulle bo med ham, ville jeg bo i et bur, uden frihed, men hun siger, at sådan er mænd bare. Jeg ønsker mig virkelig, at han holder sig lidt på afstand af mit liv, men jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare min mor og ham det. Jeg holder selvfølgelig af ham, og vi er jo en familie, men han er bare alt for streng. Jeg kan ikke engang tale fortroligt med min egen mor længere.. Jeg ved det kommer videre til ham lige meget hvad.
Min bedste veninde har også en stedfar, og hun går til psykolog, for hun har også svært ved at leve med hendes stedfar. Hendes psykolog har fortalt hende, at hvis fx. hun har en diskussion med sin mor, har hendes stedfar ikke ret til at blande sig, fordi man bliver rigtig ked af det når der er to mod en. Sådan har jeg det også, og jeg har prøvet at snakke med min mor om det, men hun tager det ikke til sig.
Jeg kan ikke tage på efterskole med tanken om, hver weekend at skulle hjem til dette kaos som jeg lever i hver dag, Jeg ville ønske min mor var som hun var før de fik små børn… At hun havde tid til at komme ind og ligge ved mig i sengen nogle gange og snakke, at jeg kan snakke fortroligt med hende, og at hun ikke er så stresset og udmattet hele tiden..
Hvad skal jeg sige til min mor og stedfar? Er i ikke søde at svare? Jeg kan ikke tage på efterskole med dette her, at skulle tænke på 🙁
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.