Hvad skal jeg?

Kære pige,

Tusind tak for dit brev. Jeg vil gerne starte med at ønske jer tillykke med den kommende familieforøgelse. Jeg har lidt svært ved at gennemskue, om det er planlagt, at du er blevet gravid nu, men jeg får klart et indtryk af, at det er noget, som I rigtig gerne vil og faktisk har tænkt en del over. Det efterlader mig et indtryk af, at I er nogen fornuftige og ansvarlige unge mennesker, som du også selv skriver.

Jeg kan godt forstå, at det kan bekymre dig at skulle fortælle familien om jeres situation. Du skriver, at din mor selv blev gravid og fødte i en ung alder – og derfor er jeg enig med dig i, at hendes reaktion jo nok ikke bliver helt så slem, som man ellers kunne opleve. Omvendt må du tænke på, at hun jo faktisk har oplevet på egen krop og liv, hvad det vil sige at få et barn i en ung alder. Det er altid en kæmpe omvæltning, men kan nok give lidt ekstra udfordringer, når man endnu ikke har det med uddannelse osv. helt på plads. Der bliver i hvert fald en masse praktiske ting omkring det senere hen, men det kan jo sagtens lade sig gøre – især hvis man har viljen til, at det skal lykkes. Så udelukker det ene jo heldigvis ikke det andet.

Jeg ved godt, at det kan være svært at skulle tale med sin mor om noget, hvor man er nervøs for hendes reaktion. Men jeg får et indtryk af, at I har taget en velovervejet beslutning om, at det er det her, I vil – og rent juridisk betyder det så også, at du bliver voksen og myndig i det øjeblik, at du føder. Det er vigtigt, at man så netop kan og vil tage ansvar for sine beslutninger og valg. Noget, jeg egentlig ikke er i tvivl om, at I allerede har gjort.

Nu skal I så bare på en god måde have kommunikeret det til din mor og din kærestes familie også. Jeg tænker, at en god måde at gøre det på kunne være at sige eller skrive til din mor, at I har noget vigtigt, som I gerne vil snakke med hende om, og som I håber på hendes opbakning til. Og så finder I sammen et stille øjeblik, hvor I kan fortælle om det hele samt jeres overvejelser og valg. Måske start med at bede hende om at lade jer fortælle færdig, før hun kommer med sin mening og holdninger omkring det. Mon ikke hun så også vil kunne høre, at det ikke bare er noget, som I har besluttet i en fart? Du skriver, at du ikke kommer så godt ud af det med din kærestes mor. Men måske I bare skulle bruge samme fremgangsmåde – alternativt måske sammen med din mor, når hun har fået det at vide. Hvad tænker du mon om det – kunne det være en mulighed?

Du skriver, at du er bekymret for, hvad der vil ske, hvis nu din mor smider jer ud, og I har brug for at søge hjælp hos kommunen. Du spørger, om I vil blive overvåget. Jeg tror ikke, at I i jeres situation har så meget at bekymre jer om – ikke ud fra hvad, du selv skriver om jer og det indtryk, jeg får. Pga. jeres alder vil jeg dog ikke kunne udelukke, at de vil være ekstra opmærksomme – men jeg vil ikke betegne det som en overvågning, tværtimod en mulighed for støtte og hjælp. Mange har en negativ opfattelse af at have kommunen involveret, men det behøver det absolut og oftest ikke at være. Specielt ikke når man er fornuftig, tager ansvar og samarbejder med dem om det fælles mål, at jeres barn skal have det bedste. Jeg ville ikke være bekymret for at søge hjælp der, hvis I ender ud i at have behov for det. De vil jo også kunne hjælpe med bolig osv.

Jeg har nu givet dig mine tanker omkring jeres situation. Jeg håber, at I kan bruge dem til at komme videre. Jeg vil i hvert fald ønske jer rigtig meget held og lykke med det – og husk, at hvis du eller I har brug for at snakke mere omkring det hele eller få flere råd, så er I altid velkomne til at ringe til os på BørneTelefonen på 116 111 eller kontakte os via chat eller SMS.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen