Kære du Hvor er jeg glad for, at du fandt mod til at skrive, selvom du synes, det er svært at fortælle om, hvordan du har det… Jeg synes, du forklarer så fint og grundigt, hvad du tænker og føler, og jeg vil rigtig gerne hjælpe dig og fortælle, hvad jeg tænker, når jeg læser dit brev. For det første så synes jeg, du lyder som en rigtig sød, følsom og omsorgsfuld søster og datter. Det kan være rigtig hårdt, når ens forældre har det svært, for det er jo meningen, at de skal passe på dig og ikke omvendt…
Jeg tænker, at du er god til at tilpasse dig, og måske føler du dig en gang imellem ret alene med især din lillebror? Er det mon rigtigt forstået..? Jeg kan godt forstå, du bliver rigtig ked af det (og bange?), når han reagerer så voldsomt, som du beskriver det. Gad vide, om din mor og far er klar over, hvad der er sket mellem jer..? Måske kan du snakke med dine (ældre?) brødre om det. Ville det hjælpe?
Som jeg forstår det, så bor du skiftevis hos din mor og far, men jeg kan ikke helt finde ud af, hvor du opholder dig mest..? Måske ville det være rart for dig, hvis du på en eller anden måde kan finde ud af at få snakket med din mor og far om, at det ville være rart, hvis du i en periode kunne få lov at bo mest det sted, hvor din lillebror ikke er så tit. Ville du have mod på at spørge dem om det..? Gad vide, hvem du føler dig mest tryg ved at snakke med? Måske synes du, det er svært at skulle foreslå dem det. Derfor vil jeg spørge dig, hvad du tænker, hvis jeg foreslår, at du skriver et brev til dem? Jeg tænker, at du kunne prøve at forklare dem, hvor ked af det du bliver, når de skændes så meget, og at du er bekymret for dem begge to, når de hver især er stressede og syge. Det er min erfaring, at det kan være en god idé at skrive det ned – både fordi det kan hjælpe dig til at få sat ord på (ligesom i dit brev her til BørneBrevkassen), men også fordi du kan få lov at ’snakke ud’ i et brev. Desuden kan dine forældre få mulighed for at tænke over, hvordan de vil hjælpe dig. Hvad tænker du om at gøre det på den måde..? Jeg kan godt forstå, du synes, det kan virke grænseoverskridende at snakke med andre om de ting, der er svære… Men jeg vil spørge dig, om du mon har en rigtig god veninde, som du tør fortælle, at du er ked af det..? En gang imellem kan det føles rart at vide, at der er nogen, der ved, at man har det svært. Det kan også være, du har et nært forhold til din tante eller din kusine eller et helt tredje familiemedlem? De kender måske også til din families situation, og vil måske være gode for dig at kunne komme til… Jeg ved også, at der på alle kommuner er tilbud om gratis anonym rådgivning, både til dig som barn og ung, og til dine forældre og jer som familie, er der familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Det plejer at være en god rådgivning man får, og dem der rådgiver er der for at hjælpe dig og din familie. Du, og evt. din mor, kan læse om din kommunes rådgivning på din kommunes hjemmeside, eller ringe til kommunen og spørge om det? Det lyder som en rådgivning I kan få glæde af alle sammen. Mon, det vil være noget for dig og din familie? Jeg vil nævne, en mulighed mere som findes i din kommune og måske også på din skole. Jeg tænker på, om du har overvejet at tale med sundhedsplejersken? Måske er hun på din skole på bestemte dage, så du kan gå hen og tale med hende? Fortælle hende hvordan du har det (eller give hende brevet du har sendt til brevkassen), for det er vigtig, at du får hjælp til at få det bedre i din familie, så du også får ro til at koncentrere dig om skolen, og det at være ung.Jeg vil også fortælle dig om muligheden for at ringe til BørneTelefonen (tlf. 116 111). For måske ville det være det helt rigtige for dig at snakke med en af rådgiverne der… Jeg ved, de er rigtig søde og dygtige til at snakke med unge mennesker, der står i en vanskelig situation, og en gang imellem kan det være en god ting at snakke lidt med en voksen, man ikke kender… De er rigtige gode til at spørge ind til din historie og måske kan I sammen finde ud af, hvad der ville være den største hjælp for dig. Du kan tænke over det… Og hvis du har det bedre med at skrive om det, så kan du skrive til UngeChatten. Du kan evt. indlede samtalen med at kopiere dit brev og mit svar ind – så rådgiveren kan se, hvad ’vi har snakket om’. Jeg håber, du kan finde et forslag i mit svar, der giver mening for dig, så du kan finde nogen, der vil hjælpe dig til at skabe noget tryghed og overskud, så du kan finde en god balance mellem at være den omsorgsfulde datter/søster og den (helt almindelige) unge pige på 16 år… Kærlig hilsen til dig.
BørneBrevkassen
