Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvad skal jeg gøre?

Hej Brevkasse
Jeg er en pige der kommer fra et andet land, men som har boet i Danmark i nogle år. I det land jeg kommer fra er der en lidt anderledes kultur end her i Danmark, men det er et europæisk land.

Da jeg flyttede til Danmark gik jeg på sprogskole, hvor jeg blev venner med en lesbisk pige. Eller hun virkede lesbisk fordi hun spurgte mig om vi skulle bolle. Jeg var 9 år og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige fra, derfor sagde jeg ja.
Vi havde selvfølgelig tøj på, hun sagde til mig at jeg skulle sætte mig på hende skød og lave nogle bestemte “bævegelser”. Da vi var færdige havde jeg det utroligt dårligt og jeg følte mig beskidt. Jeg spurgte hende hvor hun vidste alt det fra, og hun sagde at hun så lesbisk porno på nettet.

Vi gjorde det flere gange, selvom jeg ikke gad. Mine forældre ved ikke noget om det. Og jeg vil aldrig nogensinde fortælle det til dem.

Imens havde min far et arbejde som han ikke var så glad for. Han var tit meget vred da han kom hjem og nogle gange slog han mig også. Det var ikke sådan at jeg fik blå mærker, eller at det gjorde særlig ondt, men jeg havde det ikke godt med det.

Da jeg var færdig ned at lære dansk, startede jeg på en ny skole hvor jeg tit blev bagtalt. Jeg bagtalte også og jeg løj meget, men så flyttede jeg skole igen hvor jeg ikke bagtalte eller løj mere. Grunden til at jeg havde løjet og bagtalt var fordi jeg ville have nogle venner, men jeg er holdt op med det fordi jeg ved at det er forkert.

I starten gik det godt på min nye skole men så begyndte jeg at udvikle mig, og få bryster og hår de forskellige steder. Jeg er lidt ældre end de andre piger fra min klasse, så derfor er jeg mere udviklet.

Jeg har det ikke så godt med min vægt fordi jeg synes at jeg vejer for meget. Noget af det skyldes nok min far som tit kalder mig for fed, tyk eller for en elefant.

Jeg er kommet op i puberteten og derfor synes jeg tit at verden er træls, og mine forældre siger at jeg er hele problemet, og at jeg skal være et bedre menneske. Måske har de ret? Måske er jeg hele problemet.

Forstår du, jeg har nemt til tårer og jeg bliver tit hånet af mine forældre, som siger at jeg er uduelig, dum og tyk.
Jeg havde et avisjob, hvorfra jeg blev fyret og jeg sagde til mine forældre at jeg selv sagde op, fordi jeg syntes at det var pinligt. Da jeg fortalte det til dem sagde de at de var skuffede, og de sagde også at jeg var uduelig, og at jeg ikke engang kunne tjene penge som avisbud. Mine forældre håner mig tit for alt muligt, jeg ville gerne være en bedre datter, men det er som om jeg ikke for lov til det.

Jeg ville gerne sige det til en voksen, men mine forældre har altid sagt at hvis jeg sladrede til nogen ville mine forældre miste børnerettigheden og at jeg ville blive sat i et børnehjem.
Det vil jeg ikke, for jeg vil gerne få et ordenligt liv i Danmark og jeg vil ikke tibage til det land jeg oprindeligt kommer fra.

Hele meningen med dette brev er at jeg inderligt ønsker at der er nogen der læser det. Bare læser det og måske vil forstå mig og det jeg føler.

Med venlig hilsen
Den Anonyme

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev. Du er en pige, der er rigtig god til at beskrive dine oplevelser, tanker og følelser. Jeg er dybt uenig i dem, der fortæller dig, at du er uduelig og at du skal være et bedre menneske og datter. Dit brev er et tydeligt tegn på, at du indeholder en masse gode egenskaber og at du kan langt mere, end du nok går rundt og tror. Jeg vil meget gerne give dig nogle idéer til, hvad du kan gøre.

Når man som du er blevet talt dårligt til og hånet for alt muligt, kan man efter et stykke tid godt komme til at tvivle på sig selv. Og måske begynder man endda at være enig i andres kritik af en. Har du nogle gange tænkt sådan? Du skal vide, at det har du ikke fortjent. Du er en, der selv tænker over, hvordan man skal behandle andre. Det var præcis derfor, du i sin tid stoppede med at lyve og bagtale. Du vidste, at det var forkert.

Forældres og andre voksnes opgave er at støtte børn og unge. Og når specielt piger tager på i vægt under puberteten, burde forældrene berolige dem ved at fortælle, at det er helt normalt at tage på i vægt under puberteten. Der er en helt naturlig del af de mange forandringer, der sker med kroppen. Måske er dine forældre ikke klar over, hvor meget deres bemærkninger og hån sårer og påvirker dig? Og måske kunne det være en god idé at finde en måde, hvor de kunne få det at vide?

Du fortæller, at din far har slået dig, når han blev vred. Det er aldrig i orden, når voksne eller forældre slår børn. Er det noget, der stadig sker? Hvis det er, er det vigtigt, at du får det stoppet. Der er voksne omkring dig, der kan hjælpe dig med at få stoppet din far, så han ikke slår dig mere. Du kan vælge at fortælle om det til en god lærer eller en pædagog. Og måske kunne du samtidig fortælle om den måde, dine forældre nogle gange taler til dig?

Jeg kan godt forstå, at du bliver bange for, hvad der vil ske, hvis du fortæller nogen om det derhjemm. Især når dine forældre snakker om at miste børnerettigheder, og at du vil komme på et børnehjem. Man kommer ikke bare på børnehjem. Kommunen vil hellere hjælpe familier med at få det godt sammen. Højst sandsynligt snakke de med dig om, hvad der sker hjemme, og hvordan du kunne tænke dig, at kommunen kunne hjælpe din familie. Bagefter vil de nok snakke med dine forældre, og måske tilbyde noget hjælp til din familie. Måske kan de hjælpe din far med idéer til, hvad han kan gøre, når han bliver vred. Det er rigtig sjældent, at et barn bliver tvunget på børnehjem. Det sker kun i meget alvorlige sager eller hvor intet andet hjælper.

Da du var 9 år, oplevede du, at en anden pige tydeligt overskred dine grænser. Er det nogle oplevelser, du har fået snakket igennem med nogen? Dine forældre ønsker du ikke skal vide noget. Måske er du bange for deres reaktion? Eller måske skammer du dig over, hvad der skete? Du skal vide, at der ikke er noget at skamme dig over. Det var den anden pige, der overskred dine grænser. Og du havde endda måske svært ved at forstå, hvad der skete? Det kan godt sætte sig spor i en, når ens grænser bliver overskredet. Og derfor tænker dig, det er vigtigt, at du vender oplevelserne med nogen. Måske kunne du have lyst til at ringe eller bruge Chatten på BørneTelefonen? Her sidder der en masse søde rådgivere, der er rigtig gode til at snakke om de ting, der kan være svære. De er gode til at hjælpe en i gang med at fortælle, og det er helt anonymt.

Jeg håber, at du har fået nogle idéer, du har fået lyst til at prøve af – og at du måske har fået lyst til at ringe ind. Jeg ønsker alt det bedste for dig. For det har du nemlig fortjent.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat