Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvad har min barndom gjort ved mig?

Hej brevkasse

Jeg er en pige på 16 år. Jeg lever i en helt forskruet hverdag, efter min egen mening.

Mine forældre blev skilt, da jeg var fem og min lillebror 3. Jeg går på efterskole, og mit JEG er kommet på prøve.

Mine forældre har altid haft det svært sammen, de har aldrig kunnet enes, og alt kommunikation imellem dem, har jeg stået for. De har råbt og skreget på gaden og gjort fysiske ting foran mig og min lillebror.

Jeg har grædt, grædt og grædt. Jeg har ville ønske at livet ville være forbi, og jeg har gjort selvskade.

Alt dette imens, jeg er blevet set som klassens søde og gode pige. Den pligtopfyldende, og den alle ens forældres og bedsteforældres venner roste. Jeg har altid, haft høje krav til mig selv, og jeg har altid præsteret det bedste. Jeg har levet i en hverdag, der svingede fra enorme succeser til kæmpe fiaskoer.

Så blev jeg teenager. Og alt det der altid havde holdt mig oppe, kom på prøve. Nemlig mig og min sociale tilgang til livet. Jeg er altid blevet set som sjov, og den der har haft let ved at få venner.

Men hov, sådan er min lillebror ikke. Jeg har altid passet på min lillebror. Han betyder alt for mig. Ligemeget hvad han kalder og gør ved mig, er han den jeg lever for. Han har det svært med ALT. Han har fået det fra min far, det tror jeg.

Nå, men min hverdag består i at være usikker, havde en enorm dårlig selvtillid og føle at alle problemer bunder i mig. Jeg ved ikke hvad jeg gør forkert. Jeg er så enormt forvirret og har snakket med så enormt mange qsykologer. Jeg har været i statsforvaltningen og jeg er blevet evet ud af skole for at komme til møder. Jeg er så færdig og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Det er egentligt ikke mit problem, mit problem er min lillebror. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Som jeg ser det, ender han i fængsel hvis han fortsætter den stil han har nu. Jeg elsker ham og han er den der betyder alle mest for mig.

Hvad skal jeg gøre?

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige 16 år,

Det første jeg har lyst til at sige er, at det er et meget indsigtsfuldt og stærkt brev du har skrevet. Du er en meget omsorgsfuld, klog og stærk pige. Jeg bliver berørt af det du fortæller om dit liv, og jeg tror at mange der læser med i brevkassen takker dig stille for at have sat så klare og stærke ord på tingene. For du er desværre ikke den eneste unge, der oplever en forskruet hverdag.

MEN uanset hvor klog, stærk, indsigtsfuld og omsorgsfuld du er, så skal du IKKE stå alene med alle de ting – og med bekymringen for din lillebror!

Det er voldsomme ting du og din bror har oplevet – og stadig lever med. Og I har ret til at få hjælp begge to.

Jeg vil derfor stærkt opfordre dig til at tage kontakt til vores bisiddere, så du kan få en voksen med fra BørneTelefonen, der kan sikre dine rettigheder, støtte og hjælpe dig med at få kontakt og hjælp fra de mennesker; bl.a. i kommunen, der har pligt til at hjælpe både din lillebror og dig. Bisidderen holder øje med, at de, kommunen som myndighed,  bliver ved med at leve op til deres ansvar og pligt if .til dig og din bror. Jeg håber, art du vil give dig tid til at læse mere om vores bisiddere og det de kan, når de får lov til at hjælpe...du kan læse mere og se et par videoer, som er fortællinger, der bygger på de børn og unge, der har fået hjælp af en bisidder. https://www.bornetelefonen.dk/bisidder-b%C3%B8rnetelefonen

Måske har du lidt betænkeligheder ift. at andre får kendskab til de ting din lillebror er blandet ind i, men du kan fx starte med at tage en anonym snak med en fra vores bisidderafdeling via vores hovednummer og få svar på; hvordan de kan passe på dig og din lillebror – samtidig med at de kan hjælpe jer (du kan ringe med skjult nummer, hvis du vil være helt anonym)

Hvis du stadig er i tvivl, om du tør gøre brug af den hjælp, vi kan tilbyde dig og din lillebror, så ring eller sms til os på BørneTelefonen 116111. Så har du mulighed for at stille alle de spørgsmål du måtte have. Du kan fx oplyse dit id.nr på brevet, så kan rådgiveren søge det frem og se dit brev og læse mit svar. Og så behøver du ikke fortælle helt forfra.

Jeg kan godt følge dig i, at du bliver forvirret og kommer til at føle at alting bunder i dig. Du har kæmpet rigtig længe og du kæmper stadig for dig selv og for din lillebror. Det kan være så svært at se, hvordan det kan blive bedre og hvordan det skal komme til at gå. Du tager dine bekymringer alvorligt og du gør noget konkret for at ændre på de ting, der ikke er gode for dig og din lillebror. Det kræver ret meget af dig, og derfor tænker jeg, at det er ved at være tid at række ud efter hjælpen. En hjælp der lytter og står ved din side, og støtter dig i fat få den hjælp du har ret til.  Det kan være en bisidder fra BørneTelefonen - det kan også være en god voksen, du har tillid til vil hjælpe dig og din bror.

1000 tak fordi du skrev. Jeg håber, du snart tager kontakt til vores bisidderafdeling 35555559 eller vores rådgivning 116111, så du kan få mere detaljeret forklaring på, hvordan vi kan hjælpe og støtte dig videre. Og du kan stille os spørgsmål og dele dine bekymringer, så vi kan hjælpe på bedst mulig måde.

Kærlig hilsen til dig og din bror fra

BørneTelefonen

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat