Brev

Hvad gør jeg?!?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 15 år,

Tak for dit brev. Det er mega stærkt, at du har opdaget din seksualitet! Som jeg forstår dit brev, er du faktisk også klar til at fortælle nogen om det – du skal ”bare” lige finde ud af, hvem du skal tale med.

Måske har du allerede læst om andre homoseksuelle, der har haft svært ved at ”springe ud”? Der findes nemlig rigtig mange historier og gode råd – f.eks. på internettet. Der er også andre breve her i Brevkassen, der handler om det. F.eks. dette her: https://bornetelefonen.dk/brevkassen/homoseksuel-6. Du kan også skrive ”homo” eller ”springe ud” i søgefeltet her i brevkassen og læse om en masse andre unges overvejelser omkring homoseksualitet, og om dét, at springe ud.
Det kan være rart at læse om andre, der har været eller er i samme situation en selv og se hvilke råd, de har fået. Måske kan du finde inspiration?

Hvis du har lyst til at tale med dine forældre om det, men ikke har lyst til, at din søster skal vide det, kan det være, at du kan bede dine forældre om ikke at sige noget til din søster, fordi du ikke er klar til, at der er flere, der ved det lige nu. Hvis du synes, det er en stor mundfuld at tale med begge dine forældre, kan du også starte med at snakke med én af dem? Måske kan du i samme ombæring fortælle, at du tit føler, at din søster er lidt hård ved dig – fortæl, hvad hun kalder dig, og at det gør dig ked af det. Det er de færreste, der ikke bliver påvirket af at blive kaldt ”fedeberg” og ”dumrian”.

Det lyder som om, der går en sød dreng i din klasse. Der er mange, der bliver meget generte og føler, at deres opførsel er lidt pinlig, når de er småforelskede i nogen. Måske behøver du ikke sige noget til drengen sådan lige med det samme? Det lyder som om, du bruger en ret fin taktik, når du kigger lidt på ham. Måske kan du prøve at lægge mærke til, om han kigger igen og viser interesse? Hvis du fornemmer, at han virker interesseret, kan du begynde at snakke lidt med ham og stille og roligt forsøge at fornemme, om han er interesseret som ven, eller om han synes, du virker sød på en lidt anden, mere flirt-agtig måde. Tit kan man bedre opfange sådanne signaler, når man lærer hinanden lidt bedre at kende.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at du snart finder mod til at tale med dine forældre.

De bedste hilsner
BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat