Hvad er gået galt?
Goddag
Jeg er en pige på 14 år, og lad os kalde mig E.
I en lang periode troede jeg at der var noget alvorligt galt med mig, og derfor kontaktede jeg min skolepsykolog, og derefter blev jeg sendt videre til psykiatri. Efter en samtale derhenne, mente psykiateren at der var intet i vejen med mig.
Grunden til at jeg gik til skolepkykolog, det var (tror jeg) at mine forældre lige var blevet skilt, og jeg var begyndt at opføre mig ligesom min mor gjorde.
Min mor var en meget bestemt kvinde og råbte og skreg af min far for at få sin vilje. Alt skulle gøres på hendes måde i huset, ja indtil jeg “tog over”. Før i tiden var der skænderier blandt min mor og far 24/7 og jeg var tit indblandet. Jeg støttede for det meste min far, fordi i mine øre lød min mor sindssyg, men nu er det min far og jeg der skændes om småting.
Hvis jeg skal give et eksempel: Han siger at jeg skal komme hen til ham, for vi skal lige snakke om noget, og hvis jeg svarer ham på noget, som han ikke lige hører, er det tit at jeg siger det igen, HØJT, eller bare siger LIGE MEGET. Det er tit dér at det går galt, for så siger han at jeg skal stoppe med at tale i den tone, og så begynder han at sige hvor frækt og uforskammet det ér, og jeg forsvarer mig selv og siger at det ikke var sådan ment. Så taler han nogle gange om at mine søskende (som nu er 20-40 år) talte aldrig sådan bla bla.
I dag sagde han at jeg var en tyran. Jeg forstår det ikke. Jeg siger ingen grimme ting, råber ikke eller noget. Så for endelig at stoppe skænderiet plejer jeg bare at sidde og stirre på ham i 10 minutter indtil han stopper med at tale. Ellers så bliver jeg utålmodig og går min vej (og nogle gange smækker med min dør), hvilket han OGSÅ synes er uforskammet, og følger efter og begynder at skælde ud igen og siger at jeg mobber ham.
I mine ører lyder det ikke som om at jeg råber. Ja, jeg begynder jeg at tale irriteret, når først han begynder. Men han siger at det er mig der starter. Det endte engang med at jeg skrev en hel side, hvor jeg skrev noget med at han ikke var en god rolle model, og at han burde stoppe skænderiet som den voksne, lige meget hvor uforskammet jeg er.
Sådan noget skete skældent inden at min mor og far blev skilt, men nu har jeg (ubevidst) taget hendes rolle. Hvilket jeg hader.
Det skal lige siges at han plus én anden (en veninde) er de eneste jeg kan finde på at tale “uforskammet” til. Og jeg har indtil videre kommet frem til at det er fordi, min far kan ikke flygte fra mig, og tilgiver mig som regel dagen efter, uden at sige det dog.
Og den veninde har lavt selvværd, og hende kan man kaste rundt med som en bold. Det er ikke fordi jeg opfører mig sådan hele tiden over for hende. Vi kan sagtens opføre os som helt normale veninder, men nogle gange er hun for nem en skydeskive. Og det er jeg utrolig ked af.
Jeg har prøvet at “hinte” til at vi ikke skal være venner mere, og jeg har bedt hende gå til psykolog og få højere selvværd, men jeg og min dumme vrede og hvad end der ligger bag, føles uhelbredelig.
Tit ender jeg med at græde og tude efter et skænderi. Tænker kun på hvad der er galt med mig.
Tak for at læse mit brev, hvis nogen gør det.
Ps. min far er i 70’erne. Ja jeg ved det er atypisk.
Pps. Bare rolig, jeg har ikke selvmordtanker.
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.