Hvad er der galt med mig?
Hej
Nu prøver jeg bare, at fortælle det hele, men jeg ved ikke helt hvordan…
Jeg bor i en familie på 5 (min mor, papfar, lillebror, lillesøster og så mig). Min mor og papfar går meget op i udseende og at være sund, så de har hele mit liv sagt til mig at jeg skal lave motion. Når vi går ture og der kommer en pige, som har det jeg vil kalde en normal kurvet kropsform, siger min papfar altid at hun er for fed og grim. Det eneste de går op i er, at man skal være fit. De kan også finde på at sige mig og mine lillesøsters veninder er fede.
Jeg er den ældste af mine søskende, og også den laveste med flest former. Jeg er 166 og vejer ca. 55, men min papfar siger så altid til mig, at jeg skal passe på hvad jeg spiser og, at jeg skal lave mere motion. Også selvom jeg lige har lavet træning der hjemme, kan han sige til mig, at jeg skal løbe hver anden dag, for det har min krop brug for,og jeg er begyndt at få det rigtig dårligt med mig selv hver gang han siger det – for det er tit, og nu er min mor også begyndt at sige det.
Både min mor og papfar har altid dyrket sport, og er begge meget fit og pæne, og jeg kan da godt nogle gange se, at jeg ligner min mor, men kun i ansigtet. Jeg føler ikke jeg på nogen måde er smuk som hun er eller trænet som hende, og jeg får det slet ikke bedre med mig selv, når vi spiser mad sammen. For uanset hvornår på dagen det er, og hvor sulten jeg er, får jeg det altid dårligt med mig selv når jeg spiser mad – især hvis min mor er i nærheden.
Jeg føler, at jeg bliver mere og mere overvægtig, og min krop slet ikke er pæn. Jeg hader den. Mine bryster er forholdsvis store, men min røv er for flad og min mave er for stor.
Jeg tænker rigtig tit på at tabe mig, men jeg kan ikke finde ud af det. Flere gange tager jeg mig selv i at tænke grimt om min krop, og at jeg har lyst til at kaste op eller sulte mig selv, men jeg kan bare ikke finde ud af det. Nu har jeg flere dage i træk siden foran toilettet og stukket fingre i halsen, men der kommer aldrig noget op.
Når jeg er alene hjemme og skal lave mad, hvor jeg så står med en kniv, kan jeg finde på at prikke til min hud, og få lyst til at skære mig selv, men jeg ender med ikke at gøre det, fordi jeg er bange for at blive opdaget.
Næsten hver dag inden jeg skal i seng, græder jeg mig selv i søvn, og mine klassekammerater siger ofte at mine øjne er opsvulmede (hvor det så er fordi jeg har grædt aftenen før, og det stadig er synligt).
Jeg har det ærlig talt bare ikke godt.
Hvad er der galt med mig?
Vh. mig
