Kære pige på 12 år,
Tusind tak fordi du skriver ind til BørneTelefonen og deler dine tanker om din bror. Det er sejt at række ud og bede om hjælp. Godt gået!
Jeg kan godt forstå, hvis det føles mærkeligt og lidt svært pludseligt at se din storebror sådan. Som lillesøster kan det føles både akavet, mærkeligt og måske også som om, der ikke helt er plads til dig. Det er helt okay, hvis du har det sådan!
Mange oplever, at det bliver lidt for meget, når man er så tæt på, og det hele foregår lige foran næsen på én.
Jeg kan godt også forstå, at det er svært at tale om, når du bare slet ikke ønsker at gøre din storebror ked af det. Du skriver også, at du ikke føler, at du kan snakke med din bror om det fordi han næsten aldrig er hjemme. Hvor er det godt, at du beder om råd hos os.
Jeg kommer til at tænke på nogle ting, du måske kan prøve at tænke over eller prøve af. Du kan tage det med, der giver mening for dig – eller måske får det dig til at komme i tanke om noget, der passer bedre til dig.
Giv det lidt tid
Mit første råd er måske det sværeste lige nu. Det handler nemlig om at give det lidt tid. Når nogen lige er blevet kærester, vil de tit være helt klistrede sammen. Men efter nogle uger – eller måske et par måneder – bliver det ofte lidt mere stille og roligt.
Nogle gange finder kærestepar selv ud af, at det bliver lidt for meget for dem omkring dem. Og så vælger de måske at holde det mere for sig selv.
Det kan også være, at du langsomt vænner dig til det.
Lige nu føles det måske helt umuligt – men måske bliver det lettere med tiden. Måske vil du tænke: “Nå, sådan er de to bare sammen.”
Nogle gange lærer man også noget om sig selv, når man ser, hvordan andre er kærester. Og selvom det måske føles ubehageligt lige nu, kan det også hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du gerne vil have det, hvis du en dag får en kæreste.
Vi er alle sammen forskellige – men man kan tit mærke, hvad der føles rigtigt for én selv, når man ser på andre.
Tal med ham
Jeg ved godt, det ikke er nemt. Men måske kan du prøve at tale med din bror om, hvordan du har det. Det behøver ikke være en lang snak – bare det at sige, at du synes, det hele er lidt svært lige nu, kan være nok.
Nogle gange kan de samtaler, man er lidt nervøs for, faktisk gøre, at man bliver tættere. Måske har han slet ikke opdaget, hvordan du har det. Og som storebror har han måske også nogle tanker om det med kærester og forhold, som han gerne vil dele med dig.
Vis ham dit brev
Måske kunne det også være en mulighed at vise ham dette brev og mit svar til dig?
Så kan han måske bedre forstå, at det faktisk går dig meget på, og på den måde ved han, at han skal tage hensyn til dig.
Jeg kan også godt forstå, at det kan være svært at tale om. Ellers har vi lavet denne video, som måske kan hjælpe dig. Den giver nogle gode råd til, hvordan man kan fortælle noget svært. Den finder du her.
Snak med en voksen
Det kunne også være en mulighed at snakke med en forældre, hvor I kan snakke om hvordan du skal håndtere det eller om de skal tage en snak med din storebror efterfølgende? Måske det føles rarere ikke at skulle tale med din bror selv.
Jeg håber, at du får delt dine tanker med nogle omkring dig. Husk på, at der er hjælp at hente, og hvis du ikke føler, at du har lyst til at snakke med nogle voksne du kender, så vil vi rigtig gerne hjælpe dig.
Du er altid velkommen til at skrive til os igen. Du kan også kontakte os via BørneTelefonen på 116111 eller på SMS og chat. Vi sidder klar til at lytte og tale døgnet rundt.
Knus og kram
BørneTelefonen