Kære pige på 15
Når jeg læser dit brev, tænker jeg, der er mange der ting der optager dig lige nu og derfor fylder i dit hoved. Hvor er det godt du får formuleret dem i et brev og måske allerede ad den vej har fået lidt luft?
Nogen af de ”overskrifter” jeg hæftede mig ved i dit brev var:
1) At du er urolig for dine forældres forhold
2) At din søster bliver beskyldt for noget som du ikke synes hun ikke har skyld i
3) Skilsmisse/ikke skilsmisse
4) Dit forhold til din mor
Det er ikke helt tydeligt for mig, hvad der lige nu er vigtigst for dig at få hjælp til; men måske det også handler om, at alt det du beskriver, hænger sammen med hinanden? Derfor vil jeg prøve at skrive lidt om det jeg kommer til at tænke på om hver overskrift. Så håber jeg du ad den vej, kan blive lidt klarere på, hvad det er du står midt i og kan gøre ved det, så det bliver anderledes og bedre for dig at være derhjemme..
1) At være vidne til, at ens forældre ikke har det godt med hinanden og måske ind imellem laver noget, der vil gøre den anden ked af det, er ikke særlig rart som barn/ung. Tit kan sådan nogle spændinger mellem ens forældre gøre, at man får lyst til at hjælpe dem og holde lidt øje med dem, i håb om at man kan forhindre flere uvenskaber og dårlig stemning der hjemme. Man kommer nemt til at bekymre sig ”på forhånd” og hele tiden føle man er lidt på vagt overfor, hvad der nu kan komme til at ske, og hvem det kommer til at gå ud over. Stemningen bliver i det hele taget tit alt for anspændt og ”ufri”, da man aldrig ved, hvad der kommer til at ske..
Jeg ved det ikke; men måske er det noget af det, du går rundt i?
At det lykkes dig både at tænke over og derefter lade være med at dele det, du så i din fars indbakke, med din mor, er så klogt. På den måde får du nemlig passet på dig selv og får dig holdt udenfor det de går og roder med. Er der mon andre situationer, hvor det er lykkes for dig eller kan komme til at lykkes mere for dig?
Er der nogen der ved, at du går rundt og er urolig for dine forældres forhold? Og ved du mon, hvad det er du er særligt urolig for? Tænker det kunne være en hjælp for dig at snakke med én du stoler på, om nogen af de ting.. Måske din søster som jo også må opleve, at det ikke altid er lige sjovt at være derhjemme, men måske tackler det på en anden måde end dig? Eller måske en bedsteforælder eller en lærer. Det kan være rart at få luft for de tanker og følelser du går med og måske også få denne voksen til at hjælpe dig med at få talt med din mor og far om hvordan det er at være dig lige nu. Hvad tænker du mon om den ide?
2) At din mor siger, at det er din ældste søsters skyld, hvis jeres forældre skulle blive skilt, tænker jeg er noget din mor og din ældste søster, må tage med hinanden. Det lyder måske lidt barskt at skrive det sådan, men det handler om, at du har så rigeligt at skulle forholde dig til og bekymre dig om, at alle de gange du ikke er direkte involveret, skal prøve at passe på dig selv og skille tingene lidt ad på den måde. Ellers kan det blive for svært og tungt for dig at være i. Er helt med på at det er nemmere sagt end gjort, da du lyder som en pige der godt vil passe lidt på dem alle sammen og så kommer til at glemme dig selv.
3) Det omkring skilsmisse kan jeg godt forstå du ikke lige ved, hvordan du skal forholde dig til, for det er ganske enkelt ”ikke for børn”. Det er en beslutning de voksne skal tage og derefter kan inddrage jer børn i. Dog er I alle tre piger efterhånden så store, at jeg tænker det ville give god mening at få fortalt jeres forældre, hvad I hver især går og tænker om det – så det ikke hænger som sådan et ”spøgelse” i huset og ikke mindst inde i dit hoved. Ville du kunne spørge din far, om I alle fem kunne sætte jer ned og snakke om det? Ikke for at komme frem til en løsning, men for at få taget hul på snakken om, at du i hvert fald gør dig nogle tanker om, hvad der sker og ikke sker.
4) Sådan som du beskriver din relation til din mor, tænker jeg, at der er noget I sammen skal have snakket om. Måske bare jer to; måske sammen med en af dine søstre; måske skal du bare starte med at skrive et brev til din mor om at du føler hun skubber dig væk? Inderst inde tror jeg godt din mor ved, at hun ikke passer godt nok på dig lige nu og hun ikke ved, hvordan hun skal række ud efter dig, fordi hun har været så ”dum” så længe.. Sådan kan forældre desværre godt få det, hvis det hele går lidt for hurtigt og de voksne ikke har styr på hinanden. Og det skal blive anderledes for dig, for ellers kommer du til at bruge alle dine kræfter på det derhjemme i stedet for på skolen, vennerne og alt det andet du som 15 årig er og skal være optaget af.
Det var en ordentlig smøre jeg fik skrevet der! Håber du kan bruge noget af det? Kan du mærke at mit svar, giver dig flere spørgsmål end svar, håber jeg du vil skrive eller ringe ind til BørneTelefonen på 116 111, hvor der altid sidder en dygtig rådgiver, der kan snakke eller skrive videre med dig.
Mange hilsner fra
BørneTelefonen
