Kære 12-årige pige,
Tak for dit brev, hvor du skriver om hjemve. Jeg læser mig til at du har nogle rigtig gode venner, og du egentlig har lyst til at sove sammen med dem, men at hjemveen spænder ben for dig. Tilmed kan du nogle gange føle dig presset af vennerne, fordi de spørger om I skal sove sammen.
Jeg tænker at det må være rigtig frustrerende, fordi det er et dilemma. På den ene side er der ikke noget du hellere vil end at sove sammen med vennerne, og på den anden side kan du mærke at du bare ikke helt kan. Du beskriver så fint at du kommer tanker om, at du aldrig kommer til at se dine forældre igen. Det må være rigtig ubehageligt at de tanker kommer, og jeg kan godt forstå, at du får lyst til at komme hjem med det samme. Måske sidder du næste dag og tænker, at det var helt fjollet og at du bare skulle være blevet? Men det lyder lidt til at tankerne kommer til at bestemme, at du skal tage hjem med det samme - er det rigtigt forstået?
Jeg læser mig til, at du før har sovet ude, uden at tankerne og hjemveen dukkede op. Derfor bliver jeg nysgerrig på, om noget har forandret sig inden for det sidste halve år? Det kunne fx være at du ser dine forældre mindre eller måske kan det også handle om at du er ved at blive ældre? Som 12-årig er man jo barn, men også på vej til at blive mere selvstændig og mere bevidst om mange flere ting - både om sig selv og andre omkring en. For mange børn og unge er det en svær tid og netop hjemve er en hel almindelig reaktion.
Du skriver at du ikke tør at sige det til andre - det kan jeg godt forstå. Men det kunne også være en rigtig god idé at sige hvad der er du kommer til at tænke på, og derfor får hjemve. Jeg gætter på, at dine veninder også har savnet deres forældre eller været bekymret for dem...
Jeg tænker at du sammen med dine forældre skal blive nysgerrig på det med hjemve. Hvad kan I sammen gøre for at hjemveen ikke fylder så meget. Det kan være aftaler om at ringe og sige godnat, at være sammen med veninderne og på forhånd aftale, at du sover hjemme.
Jeg tænker, at det vil være rigtig rart for dig at tale med en eller flere af dine venner om det. Man kan måske sige ”jeg ved godt, at det er lidt fjollet – men jeg er pludselig begyndt at få hjemve. Det er ikke fordi jeg ikke vil sove sammen med dig, men måske vi kan være mest hos mig de næste par gange eller indtil hjemveen forsvinder igen”. På den måde undgår I misforståelser, fordi dine venner ved, hvad det handler om - så det ikke tror, at det på grund af dem, at du tager hjem. Hvis dine veninder ved, at der dukker tanker og hjemve op, så kan I jo snakke om det, og finde ud af hvordan I sammen kan øve, at du bliver og sover.
Det kan også hjælpe, at dine veninders forældre ved, at der for tiden er noget hjemve som driller og spænder lidt ben. Måske har du har det særligt godt med, en af dine veninders forældre, og det kunne måske være et godt sted at starte. Måske kan dine forældre også snakke med de forældre, hvor I skal overnatte. Så kan både din ven og forældre bakke dig op. Måske vil det lykkes det ikke lige at sove der første eller anden gang - det er helt ok. Hvis du tænker det som træning, så er jeg sikker på, at du vil se det bliver bedre og lettere, når du snakket om hjemve og tankerne. Jeg tror det bliver lettere, hvis I er flere til at støtte og hjælpe.
Hvis du synes det er for meget at øve sig sammen med veninderne, kan det måske være hos nogen i din familie du træner at sove ude - måske hos dine bedsteforældre?
Jeg ønsker dig held og lykke. Jeg håber du, med hjælp, kan finde modigheden frem og få en dejlig lejr og en masse gode aftener og nætter med dine venner.
Har du brug for at tale det mere igennem inden du tager næste skridt, er du meget velkommen til at ringe eller sms'e ind til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive på Chatten. Her sidder en masse dygtige rådgivere klar til at lytte.
De bedste hilsner
BørneTelefonen
