Hjælp – ved ikke hvad jeg skal gøre
Hej Børnebrevkassen, jeg er ikke længere et barn, men en pige på 18. Jeg skriver til jer, da jeg ikke ved hvor jeg ellers kan hente hjælp.
Jeg vil meget gerne væk fra min far (bor hos far og mor, med lillesøster) Han blev syg for 3 år siden, og har været tæt på at dø, det har resulteret i at han har mange føleforstyrelser i benene, og har konstante smerter. Før han blev syg så vi ham næsten aldrig, han arbejde kontant, og når han endelig var hjemme, var han træt og sur.
Nu har han gået hjemme i 3 år siden han blev syg, men for hver dag der går bliver det værre og værre. Alt hvad jeg gør er forkert, jeg kan aldrig gøre noget rigtigt. Alt hvad jeg siger er forkert. Han snakker aldrig til os, men råber. Jeg har ikke hørt ham føre en almindelig samtale med os de sidste 2 år.
Men så snart han får de få venner han har tilbage på besøg, er han flink og venlig. Tit sidder han sammen med en eller to venner i vores køkken når jeg kommer hjem fra skole (går på HF og gym) Der sidder han og snakker fint med sine venner og griner osv. men så snart jeg vil til at lave noget mad eller spiller noget mælk, rå(kan jeg ikke tørre det godt nok op) og han råber og skriger, jeg skal ikke lave mad nu, jeg må vente til i aften.
Han er også begyndt med at jeg selv skal købe mit eget mad, så min SU går kun til mad til min madpakke. Det kan også godt være at det er færd når jeg er over 18, men den måde han gør det på, såre mig så dybt. for et stykke tid siden var han så flink en dag, og spurgte om han skulle køre mig på arbejde, jeg takkede ja. I bilen på vej til mit arbejde, siger han så “Jeg kan altså godt hente dig hvis ikke det sner, men hvis det sner må du altså gå hjem”. Jeg sagde så, at jeg gik hjem uanset hvad, for hvis det skulle være sådan, så gik jeg bare selv. Derefter flippede han helt ud, “du er altid så utilfeds, og forkælet” – det råber han om mig hver eneste dag, også når folk hører på det, og jeg får aldrig noget, hverken kærlighed eller materielle goder. Ikke fordi jeg behøver en helt masse, jeg vil bare gerne føle mig accepteret af min egen far?
Jeg er før blevet grovt mobbet i folkeskolen, men det er ved at være mange år siden nu. dengang fik jeg en depression, og var langt nede i meget land tid. jeg kan mærke at jeg så småt begynder at få det på samme måde igen, jeg kan aldrig gøre noget goodt nok, om jeg så har rengjort hele huset, er det grimt og ulækkert gjort.
Jeg har haft snakket med nogle meget få tætte veninder jeg har, som jeg altid har kendt. De få gange vi har været sammen og fx set film sammen hjemme hos mig, siger de det selv til mig. At de forstår ikke at jeg finder mig i det, og de forstår ikke at jeg kan holde det ud.
Den eneste grund til at jeg stadig bor hjemme, er fordi jeg ikke har råd til et indskud i en lejlighed. Jeg har sparret en lille smule penge sammen, men hvis jeg skal bruge dem på indskud kan jeg ikke komme med min klasse på studietur, jeg har ingen penge ellers, men vil gøre alt for at komme væk hjemme fra. Kan man søge hjælp nogle steder omkring mine problemer? Jeg har kun hørt om folk med alkoholiske forældre og sådan der kan få hjælp til at flytte? kan jeg også det?
Mvh S….
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.