Kære pige 18 år,
Mange tak for dit brev.
Ud af det du skriver, kan jeg forstå, at de problemer du oplever med din mor, rækker ud over den type problemer man kan have med sine forældre pga. den løsrivelse, der normalt finder sted når man er teenager. At din mor på en måde har fralagt sig forældreansvaret, og i stedet drikker øl, og forsvinder med sine venner i længere tid.
Jeg kan godt forstå, at din mors adfærd gør dig ked af det, og det er ikke er gode og trygge rammer, hverken at leve eller læse til eksamen i. Derfor er jeg rigtig glad for at høre, at du sidste gang det var aktuelt, løste problemet ved at flytte hen til din mormor i eksamensmånederne.
Det var en rigtig klog og god løsning, som jeg håber også er en mulighed for dig nu her op til studentereksamen? Ellers er der måske nogen andre familiemedlemmer eller venner du kan være hos? Måske bare noget af tiden? Så du kan få ro og tryghed til at læse til eksamen, og en pause fra din mor, skænderierne og hendes måde at leve på.
Ift. at få hjælp og støtte til at flytte hjemmefra, så vil jeg foreslå dig at kontakte din kommune. Det er lidt forskelligt fra kommune til kommune, hvad de har af tilbud, så jeg kan desværre ikke fortælle dig præcis hvordan din kommune kan hjælpe dig.
Men under alle omstændigheder har du ret til boligstøtte, hvis du bor til leje et sted, og ikke har så høj en indkomst. Boligstøtte er en vis procentdel af den husleje du betaler, og beregnes ud fra din indtægt og hvor stor boligen er. På kommunen kan de fortælle dig, hvordan du søger boligstøtte, og hvor meget du vil kunne få. I nogle tilfælde har kommunen mulighed for at hjælpe dig økonomisk med indskud til en lejebolig. Enten i form af et lån der skal betales tilbage, eller i form af en støtte du ikke skal betale tilbage.
I nogen kommuner har de også mulighed for at anvise dig en ungdomsbolig, hvor huslejen ikke er så høj. Desværre er der ofte venteliste til den type boliger.
Der er umiddelbart to forskellige måder at komme i kontakt med kommunen og få hjælp:
1. mulighed:
Du kan ringe til kommunen, og bede om at komme til at tale med en socialrådgiver. Så får du en tid til et møde på kommunen. Hvis du har lyst, kan det være en god idé, at have en med til samtalen. F.eks. din mormor? Din UU-vejleder? En voksen du kender? Eller måske en veninde? Så er I to til at huske hvad der bliver sagt. Socialrådgiveren kan fortælle dig om lovgivningen, reglerne og de muligheder, der er for at støtte dig økonomisk og på anden vis, ift. at flytte hjemmefra. Han eller hun vil også kunne hjælpe dig med at finde og udfylde de rigtige ansøgninger og blanketter.
2. mulighed:
Du kan også vælge at kontakte kommunens børne- og ungerådgivning – i nogen kommuner hedder det en familierådgivning. Alle kommuner har sådan en gratis og anonym rådgivning. Du kan finde kontaktoplysningerne på kommunens hjemmeside, eller du kan ringe til kommunen og få oplysningerne. I rådgivningen kan de ligesom hos socialrådgiveren fortælle dig, hvad du har ret til af hjælp og støtte, men du kan være anonym, så længe du ønsker det.
Når du sammen med rådgiveren har fået et overblik over dine muligheder, og hvis du vælger ikke at være anonym længere, så vil de også kunne hjælpe dig med at søge støtte og videre frem. De kan sætte dig i kontakt med en socialrådgiver, og også hjælpe dig med, at søge de rigtige steder.
Fordelen ved at få kontakt til kommunens børne- og ungerådgivning er, at de også kan tilbyde dig råd og vejledning af mere praktisk karakter, end lige den økonomiske side af det at flytte hjemmefra. Det kan være rart at have nogle ansvarlige voksne at tale med, når man skal til at bo alene for første gang.
Du har ret i, at selvom din mors forsørgerpligt er slut, fordi du er fyldt 18 år, så er hun jo stadig din mor. Og jeg giver dig fuldstændig ret i, at hun stadig har et meget stort ansvar for dig. Måske ikke ifølge loven, men fordi vi som mennesker har ansvar for at vise hinanden respekt, omsorg og støtte. Et ansvar der gør sig særligt gældende når man bor sammen. Og er særligt stort for forældre ift. deres børn og unge. Uanset om de er fyldt 18 år eller ej.
Måske vil din mor også gerne have at jeres forhold bliver anderledes? Og måske har hun lyst til at finde ud af, hvad hun, og I sammen kan gøre for at tingene kan blive anderledes? Måske kan både din mor og du få hjælp i kommunens rådgivning. Din mor er også velkommen til at kontakte vores ForældreTelefon på 35 55 55 59.
Det kan også være, at din mor ikke kan eller er parat til at ændre noget i sit liv. Men det forhindrer heldigvis ikke dig i, at tage hånd om dit eget liv og søge hjælp. Bl.a. til at flytte hjemmefra.
Jeg vil også foreslå dig, at tage fat i din UU-vejleder. Hvis det er svært at overskue lige nu, så kan du bare vente til efter de sidste eksaminer. UU-vejlederne har ”fulgt” dig siden folkeskolen, og da du skulle søge ind på gymnasiet, og kender til de mange muligheder der er at vælge imellem. Også hvis du måske har brug for en pause fra skole og uddannelse.
Du har helt tydeligt et stort mod, er stærk, tænker kloge tanker og har handlekraften til at få gode ting til at ske i dit eget liv. Og du kan få god voksenstøtte bl.a. fra din kommune. Så jeg er sikker på, at du nok skal finde en god vej frem, selvom det også kan være lidt skræmmende og bliver hårdt arbejde, at flytte hjemmefra.
Jeg ved ikke om det er sådan, men hvis du tænker, at din mors alkoholvaner har været med til at skabe nogle af problemerne, så tjek evt. også
www.tuba.dk
. Det er en rigtig god hjemmeside med mulighed for erfaringsudveksling og rådgivning. Alkohol, selv i mindre mængder kan nemlig skabe langvarige problemer for alle i familien. Husk også, at du altid er velkommen til at ringe eller skrive til os. Vi vil altid gerne hjælpe dig.
Pøj, pøj med eksaminerne – og med de næste skridt du er ved at tage ud i livet.
Mange kærlige hilsener BørneTelefonen