Hjælp mig med at komme hjem.

Hej Børnetelefonen.
Jeg er en pige på 19 år, som er dansk statsborger, men bor i Sverige med min mor og hendes mand. 
Vi flyttede til Sverige da jeg var 16 år, hvor jeg var i gang med en gymnasie uddannelse og gik i 1.g. Jeg droppede ud af gymnasiet da vi flyttede da jeg ikke kunne psykisk klarer alt presset med at være væk fra mine venner og familie og pludselig befinde mig i et nyt land hvor jeg ikke kendte nogen eller noget. 
Før vi flyttede havde jeg det heller ikke nemt.. 
Da jeg var 12-13 år blev jeg mobbet i skolen og jeg begyndte at selvskade og prøvede at tage mit liv. Min mor fandt ud af at jeg selvskadet og hun kontaktet vores læge og jeg kom i behandling på Gentofte Hospital, hvor jeg snakkede med en psykiater og en psykolog hver uge og samtidig fik jeg lykkepiller. 
Samtidig med det havde min mor fået en ny kæreste som var ikke særlig sød ved mig og min bror, han lavede alle reglerne om derhjemme og bestemte lige pludselig alt i vores hjem. Der har været en del episoder med min mors kæreste som har gjort at jeg ikke kan lide ham og føler mig utryg ved ham. Jeg har selvfølgelig prøvet at snakke med min mor om det dengang men hun beskyttede altid ham. 
Eftersom tingene i vores hjem ikke gik godt mere pga. hvordan jeg havde det og hvordan min mors kæreste overtog det hele så fik jeg det endnu værre, jeg følte mig angst og ked af det, jeg følte min mor var ligeglad med hvordan han behandlet mig og hele vores familien blev mere eller mindre splittet. 
Jeg gik i folkeskole dengang og jeg kunne ikke klarer at gå i skole mere fordi jeg havde så meget at kæmpe med så kommunen blev involveret. 
Jeg kom i familie terapi med min mor hvor vi snakket med en familie rådgiver hver uge men det hjalp ikke.. 
Lige inden jeg skulle til at færdiggøre folkeskolen sagde min mor at vi skulle flytte til Sverige næste år. Inden i mit hoved kunne jeg ikke klarer tanken om at lige pludselig skulle bo i et andet land væk fra mine venner og familie og samtidig gå på gym, det var en for stor forandring for mig. Jeg begyndte at pjække fra skolen igen, men en dag tænkte jeg at jeg måtte tage mig sammen og prøve at få hjælp for jeg vidste jeg ikke ville kunne klarer gym og bo i Sverige. 
Jeg tog ned på min skole og snakkede med skole inspektøren og min klasselærer og de ville tage fat i kommunen og de forstod mig godt og ville virkelig gerne hjælpe mig.
 Efter nogen dage ringede min moster til mig og sagde at jeg skulle stoppe hvad jeg havde gang i fordi det ville skabe problemer for min mor og hun overtalte mig til at sige til skolen at jeg havde fundet ud af det og jeg ikke behøvede deres hjælp længere. Jeg inderligt fortryder nu at jeg har gjort det for jeg står her 3 år senere og er ingen vegne med mit liv.. 
Jeg har boet i Sverige siden jeg var 16, hvor jeg droppede ud af gym pga. flytning og for mange dårlige problemer derhjemme, jeg har ikke været på uddannelse eller i job siden og jeg har det så psykisk dårligt for jeg føler jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med mig selv og mit liv. ‘
Udover det flyttede vi lejlighed i Sverige for et år siden, hvor vi flyttede til et af de så kaldt ghetto områder i Malmø. Min mor vidste ikke det var et dårligt område til vi havde en virkelig ubehagelig oplevelse i december. 
Vi boede ved siden af en meget dysfunktionel familie som røg hash og var ude i nogle dårlige ting, der lå joints og cigaret skodder over det hele nede i deres kælderrum og når man gik ude på trappen kunne man lugte hash. Jeg var inde på mit værelse hvor jeg snakkede på Skype med min kæreste, klokken var omkring 1:40 om natten og pludselig hører jeg et vindue blive smadret eller mere det lød som et vindue der eksploderet. Jeg tænkte først at det nok ikke var noget men jeg blev bange og smsede min mor og spurgte hende om hun vidste hvad det var. Min mor kom ud af hendes værelse og jeg ville gå ud til hende gangen hvor hun så lige pludselig skriger, ”Der er brand – vi skal ud!”. 
Det føltes som om hele min verden gik i stå og jeg kunne dårligt bevæge mig, jeg var lammet af skræk. Der var ikke brand i vores lejlighed, men i vores nabos lejlighed og jeg kunne lugte røgen og jeg begyndte at hyperventilerer. Vi hoppede ud af balkon vinduet (vi bor i stuen), og da jeg kom ud kunne jeg se kæmpe flammer komme op fra naboens vinduer. Min mor var fuldstændig hysterisk og vi gik ned i bilen for at sidde imens min bror og min mors kæreste gik op for at holde øje med hvad der skete. 
Brandvæsnet fik slukket ilden forholdsvist hurtigt og vi fik lov til at komme ind i vores lejlighed igen kl 4, heldigvis havde ilden ikke kunne sprede sig til vores lejlighed. Det lignede ikke en uskyldig ildebrand og jeg tror nogen eller familien i lejligheden har ansat den og jeg føler mig rigtig bange nu. Jeg kan ikke gå ud for en dør uden at næsten begynde at græde fordi jeg er bange for der sker noget dårligt. 
Jeg skulle holde jul med min kæreste i England en uges tid senere så efter at have været her et stykke tid har jeg fået bedre, men tanken om at skulle hjem gør mig angst, jeg vil ikke tilbage. 
Jeg havde håbet på at jeg kunne prøve at koncentrere mig om at finde en uddannelse eller arbejde her i det nye år men jeg føler ikke længere jeg kan. Jeg kan ikke psykisk klare det når jeg bor i så dårlige omgivelser og med en familie hvor intet fungerer. Det eneste jeg gerne vil er at komme ”hjem”. Jeg vil gerne hjem til Danmark igen og jeg vil gerne have ro i mit liv og sind og finde styrken frem til at fokuserer på uddannelse eller arbejde. 
Jeg føler jeg er på vej imod at have en depression igen og jeg føler mig allerede bange for at starte uddannelse / arbejde men jeg er bange for hvis jeg ikke snart får gang i noget når jeg for langt ud. 
Jeg har prøvede at snakke med børnetelefonen da jeg var 16 omkring min situation men jeg fik at vide i ikke kunne hjælpe fordi jeg var under 18. Jeg håber at i måske kan rådgive mig til hvad jeg kan gøre i min situation for at få hjælp til at komme i gang eller komme ”hjem” for den sags skyld. 
Lige nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre, jeg kan dårligt komme ud af sengen om morgenen fordi jeg føler jeg ikke kan komme væk og mit liv ingen vegne går, jeg bliver inde hele dagen og går ikke ud. Jeg har virkelig brug for hjælp.
 Mvh en pige som bare gerne vil være glad igen.