Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hjælp mig..!

Hej 🙂

Jeg er en pige på 12 og har lidt problemer med mit selvværd.

Jeg er skilsmissebarn og bor mest hos min mor. Jeg elsker at være hos min far men han har travlt med at holde styr på min lillebror som kræver rigtig meget opmærksomhed.

Jeg vil nok helst bo hos min far men det er meget svært fordi der er lang til og fra skole.

Jeg kan også lide min mor men det er som om hun bedre kan lide min storesøster og derfor overser mig. Min mor elsker når min søster maler for hun er virkelig god til det og hun får virkelig meget ros for det men jeg er dårlig til det så jeg får bare at vide at jeg skal øve mig for at blive ligeså god som min søster.

Jeg elsker virkelig min søster og min bror men nogle gange er det bare som om der hverken er plads til mig hos min mor eller far.

I skolen er jeg rigtig god og har mange venner men bliver alligevel mobbet lidt af nogle drenge som kalder mig sykopat og fed. Det gør ret ondt når nogen siger noget grimt til mig.

Engang ville jeg bare ignorer det men det er anderledes nu. Jeg er ikke særlig køn og vejer ca. Det jeg skal men jeg føler mig tyk.

Jeg er meget udviklede af pigerne og man kan også tydeligt se formen har ændret sig. Der er nogle gange jeg prøver at snakke med mine venner om hvordan jeg har det men de siger bare ” se mig jeg er dårlig til alting. Du er god til dansk, matematik osv.” Det er jo rigtigt der er noget jeg er bedre til end dem men jeg vil virkelig gerne snakke lidt om mig ikke dem. De forstår det bare ikke.

Når der er en lærer, pædagog eller en af mine forældre der spørg siger jeg bare at jeg har det fint. Jeg tør ikke snakke med mine forældre om det.

Jeg vil også tit pjække fra skole men det er svært uden mine forældre opdager det. Jeg kan også pludselig begynde at græde på grund af mit liv. Jeg har lyst til at straffe mig selv fordi jeg er sådan en idiot og gør nogle virkelig dumme ting.

Jeg tror godt mine lærer ved at der er noget men jeg tør ikke sige noget.

Jeg har et par gange tænkt over selvmord men er for bange. Jeg gør lidt selvskade ved at slå og rive i mig selv. Jeg lytter også tit til deprimerende musik for at komme til at græde og jeg ved ikke hvorfor.

Håber virkelig i vil hjælpe mig.

Skynd jer.. jeg holder det snart ikke ud længere!

-Pigen på 12

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på 12 år

Jeg skynder mig at sende dig et svar - for du skal bestemt ikke have det så dårligt, at du selvskader og også har tænkt på selvmord. Du skal have det godt - og når jeg læser dit brev tænker jeg også, at du nok skal få det godt igen. 

Jeg kan nemlig fornemme, at du er en reflekteret pige med en styrke og forståelse for, hvad dine problemer skyldes. Samtidig fortæller du, at både dine forældre og lærere mærker, at du ikke har det helt godt. De spørger til dig. Og der er derfor voksne omkring dig, der bekymrer sig for dig og vil, at du skal have det godt.

Lige nu tør du dog ikke fortælle dine forældre, at du har det skidt. Og jeg tror, at det kan hænge sammen med, at nogle af de problemer, du fortæller om, faktisk handler om dem. Har jeg mon ret i det? Jeg tror, du savner dem og føler dig lidt overset i begge familier. Men mit gæt er, at du helst ikke vil sige det, fordi du så er bange for, at de vil blive kede af det. 

Alligevel vil jeg råde dig til at tale med dem. For jeg er ret sikker på, at netop de kan hjælpe dig. 

For det første skal de vide, at du lige nu føler dig overset både hos mor og far. Og nok savner, at de hver især tager noget alene tid med bare dig. Uden dine søskende. 

Jeg har talt med mange børn her på BørneTelefonen som fortæller om noget af det samme som dig. At det er som om, der ikke er plads til dem, fordi de andre søskende fylder meget. Det er altså slet ikke ualmindeligt, at det er sådan i en familie. Og det skyldes ikke, at forældrene ikke elsker alle børn lige højt. Tit handler det bare om, at ens søskende kommer til at fylde mere som den største eller mindste i familien.

Jeg tror, dine forældre vil være rigtig glade for, at du hjælper dem med at få øje på, at det er sådan hjemme hos dig. For jeg er ret sikker på, at de ikke ønsker, at du skal føle dig overset. 

Samtidig kan du overveje at fortælle dem, at du faktisk godt kunne tænke dig at prøve at bo hos din far. Det er meget naturligt, at man som skilsmissebarn kan få lyst til også at bo hos den anden forældre. Det betyder ikke, at man ikke elsker den forældre, man flytter fra. Men nogle gange kan der være nogle rutiner, en stemning eller noget andet, der passer bedre til en hos den ene frem for den anden forældre. 

Derfor er det faktisk også sådan, at børn har det, der hedder en initiativret. Det betyder, at alle børn, der er fyldt 10 år kan bede Statsforfatningen om at holde et møde med ens mor og far, hvis man ikke er glad for den ordning, der er lavet om, hvor man skal bo. Sådan er loven lavet, fordi voksne ikke altid ved, hvad der er bedst for barnet. Barnet skal have lov til at sige sin mening. Se mere her: https://bornetelefonen.dk/skilsmisse-rettigheder

Måske viser det sig, at det ikke kan lade sig gøre, at du bor hos din far pga. skolen. Men så kan det være I kan komme på andre løsninger, så du kan være mere hos din far. 

Det andet, du skal tale med dine forældre om, er det, der sker i skolen. Det lyder slet ikke rart, når drengene kalder dig sådan nogle grimme ting. Og jeg kan godt forstå, at du savner forståelse fra dine veninder. For som du selv så fint siger, så er det rart at kunne dele sine bekymringer med andre uden at de blander sig selv ind i det.

Det lyder som om, at det lige nu er så svært for dig med skolen, at du er begyndt at pjække. Det er, som du også ved, ikke en god måde at løse problemerne på. Derfor håber jeg, at du vil svare ærligt, næste gang din lærer spørger til dig. Ja, faktisk håber jeg, at du selv vil gå til din lærer. For når du river og slår dig selv, og når du hører deprimerende musik for at begynde at græde, så tror jeg, at det hænger sammen med, at du går så meget alene med tingene. Du holder på det hele selv. Og det er kan ingen klare ikke i længden. Og så kommer nogle til at gøre dumme ting, for at få smerten og ked-af-det-heden ud. Kan du genkende det? 

Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at fortælle de voksne, at man har det skidt. I stedet for at sige det, kan man derfor skrive det. 

Jeg kan se, at du er rigtig god til at formulere dig på skrift. Derfor tænker jeg, at du kan skrive et brev til dine forældre eller/og din lærer. Du kan også vise dem mit svar. Så vil de vide, at du har brug for hjælp og et stort knus. 

Jeg håber, du bruger dit mod og din store forståelse for tingene til at få en god snak med de voksne omkring dig.

Mange tanker til dig
Fra BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat