Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hjælp mig

Kære BørneBrevkassen.

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig, men det skræmmer mig.

“Det er normalt er være uvenner med sine forældre i de her år.” Det ved jeg. Åh gud, hvor jeg ved det. Mine forældre og jeg snakker aldrig sammen mere, og hver gang de siger noget til mig, er det kun ordre, og vi bliver konstant uvenner. Virkelig, vi råber ad hinanden hele tiden, og jeg gider det bare ikke mere. Tro mig.

Jeg har altid haft styr på mit liv. Jeg har været på diverse talenthold, scoret de ældre og lækre fyre, jeg får høje karakterer, og jeg har altid haft mange veninder og venner.

Den her situation skræmmer og stresser mig. Jeg er aldrig 100% glad, og denne uvante situation stresser mig så meget, at jeg kun gøre alle de ting, som jeg holder af halvt.

Jeg stortuder når jeg skriver dette, for det gør ondt. Det gør ondt at indrømme, at at jeg ikke har styr på det, og det skræmmer mig, at jeg egentlig bare gerne vil væk hjemmefra. Det er hvad jeg ønsker.

Kan det lade sig gøre på nogle som helst måde?

Kan i hjælpe?

Skal man virkelig igennem et forløb med en sagsbehandler?

Et kæmpe knus S

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære S

Tak for dit brev og tak for den tillid, du viser ved at være så ærlig om, hvor skræmmende det er for dig lige nu. Det kostede tårer at skrive brevet, men jeg håber også, det var en rar følelse bagefter? For nu er det formuleret, nu har du ladet dig selv sætte ord på, og nu har du mærket, hvad det betød at lytte til din inderste følelse og reagere på den.

Jeg synes, du har en virkelig høj indsigt i, hvad det har af betydning for hele dit liv, at din situation med dine forældre er så anspændt lige nu. Det dræner dig for energi, så du føler, at du kun gør tingene halvt... Det giver dig en følelse af, at du ikke har styr på det, og det tænker jeg er en rigtig logisk og naturlig reaktion på at være presset og stresset.

Man kan sige, at du nærmest er i "flugt"-tilstand, når du er så stresset, og så reagerer kroppen ved at "spare" på energien, og nogle gange kan der også være andre reaktioner, f.eks. at man mister appetitten, har svært ved at sove, bliver ked af det, får sukkertrang og i det hele taget lukker ned for en masse følelser.

Så når du tænker, at det ville være en god løsning for dig at komme væk hjemmefra, så betyder det heldigvis, at du stadig har kontakt til den side af dig, der kan mærke, når noget føles forkert. Og at du kan forestille dig, at det ville give dig ro til at gøre de ting, du holder af.

Så spørger du, om man skal igennem en sagsbehandler, og det vil være min anbefaling, ja. En sagsbehandler ved, hvilke muligheder der er - både for at flytte og for at få hjælp og støtte. Jeg ved, at flere og flere flytter ind hos nogen fra familien, og at det fungerer godt i mange tilfælde. Måske har du nogen fra din familie, som du kunne bo hos i en periode? Eller måske ville et år eller to på en efterskole være et fantastisk åndehul for dig... Det kan din sagsbehandler være med til at undersøge for dig.

Hvis du synes, det er overvældende at skulle snakke med en sagsbehandler, så vil jeg lige give dig et tip, for her i Børns Vilkår har vi mulighed for at give dig en bisidder, som kan arrangere alt det, der handler om kommunen. Og som kan snakke med dig om, hvad du godt kunne tænke dig. Som barn har man ret til en bisidder, hvis man skal have en sag i kommunen, og vores bisiddere ved rigtig meget om dine rettigheder, og så er de vant til at være med børn og unge til samtaler i kommunen og kan sørge for, at der bliver lyttet ordentligt til det, man fortæller. Prøv at læse om det her >> eller ring til BørneTelefonen på 116 111 og snak med en rådgiver om, hvordan du kan få hjælp fra en bisidder. (eller send en sms til 116 111 eller log på chatten, hvis du hellere vil skrive med en rådgiver).

Jeg fornemmer så tydeligt på dig, at du er nået dertil, hvor der er nødt til at ske nogle ændringer. Det er så godt, at du har taget første skridt og formuleret det så klart og ærligt - næste skridt bliver måske ikke så svært for dig nu...

De bedste ønsker fra BørneBrevkassen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat