Brev

Hjælp kan ikke mere

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Det lyder til at være rigtig svært hjemme hos dig lige nu, rigtig godt du skriver.
Der er ingen tvivl om, at din mor har det meget, meget svært, men det er på ingen måde ok, du oplever vold og ikke føler dig tryg hjemme.

Har du mon prøvet at tale med hende om hvordan du har det på et tidspunkt, hvor hun er rolig, og stemningen er okay?
Måske du kunne skrive et brev til hende og fortælle, hvordan du har det. Det kan nogle gange være nemmere end at tale om det, hvis man nemt kommer op at skændes. 
Du er jo rigtig god til at udtrykke dig og fortælle om din situation, sådan som du har gjort i dit brev herind.

Hvis det ikke hjælper at tale med hende, eller hvis du ikke har mod på at prøve på det, fordi du kan fornemme, at hun ikke er i stand til at forstå eller lytte, så vil jeg foreslå dig, at du taler med en anden voksen, som du har tillid til. For du har brug for støtte og omsorg og regulær hjælp.

Kunne du tale med din far? Eller måske dine bedsteforældre eller en anden i familien, som forstår dig og kan hjælpe dig?

Det kan også være din klasselærer, for skolen har pligt til at hjælpe.
Når skolen hjælper, så bliver socialforvaltningen kontaktet, og de vil så tage sig af sagen, så både du og din mor kan få den hjælp, I hver især har brug for. 

Kunne du eventuelt bo hos din far i en periode? Altså hvis hans hjem er uden vold og med mere tryghed.

Du skal under ingen omstændigheder føle, at du sladrer om din mor, eller at du går bag om ryggen på hende, når du taler med nogen om det.
Det er en meget normal følelse at få, og så vælger mange ofte ikke at gøre noget
Der skal hjælp til, når et hjem ikke fungerer. Ingen børn skal vokse op med hverken fysisk eller psykisk vold - eller alkoholmisbrug for den sags skyld.

Der er ingen tvivl om, at din mor elsker dig, ønsker at drage omsorg for dig og gerne vil hjælpe dig, for ellers ville hun ikke have sendt dig til psykolog. Mon du stadig taler med denne psykolog? Det ville nemlig også være et godt sted, at få åbnet op og fortalt de ting du fortæller mig, så psykologen kan støtte og hjælpe.

Til sidst vil jeg nævne vores bisidderordning. En bisidder er en voksen, som er godt inde i lovgivningen og i børns rettigheder. Bisidderen vil kunne hjælpe dig med at få talt med kommunen, så du og din mor kan få den rette hjælp

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat