Kære pige,
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at det det må være svært og forvirrende for dig lige nu, efter du har haft sex med din far. Jeg synes, det var en rigtig god idé, du skrev til brevkassen, for jeg kan forestille mig, at du ikke kender andre, du umiddelbart kunne spørge til råds..?
Jeg ved godt, at du spørger, om du er til ældre mænd, men jeg bliver nødt til først at skrive nogle ting til dig om at have sex med sin far.
I de fleste lande (herunder Danmark) har man besluttet, at seksuelle forhold mellem nære familiemedlemmer er forbudt. Jeg vil tro, man oprindeligt har besluttet det, fordi man risikerer at få børn, der bliver handikappede/misdannede, hvis forældrene er i nær slægt med hinanden.
Men derudover er der også det, at familieforholdene meget let bliver ubalancerede. Hvis relationen (som i jeres tilfælde) er mellem far og datter, så er der nemlig også et problem med magtbalancen, som let bliver helt skæv. Ens forældre er dels meget ældre end en selv, dels har de forsørgerpligt, og derfor er man jo meget afhængig af dem på en helt anden måde, end man er af andre mennesker. Det er sjældent godt i et forhold, for det kan gøre det meget svært for den "svageste" part at sige fra, hvis den "stærkeste" part ikke er enig.
Jeg kan godt forstå, at du er kommet i tvivl om dine følelser for ældre mænd. Men uanset hvor svært valget for dig må være, vil jeg råde dig til at få sagt til din far, at det ikke går, at I har sex sammen. Jeg kender ham jo ikke. Måske har han selv tænkt nogle af de her tanker? Måske har han ikke. Men under alle omstændigheder så er det hans pligt som far at beskytte dig, og det mener jeg ikke, han gør, hvis han samtidig har et seksuelt forhold til dig, det er ulovligt.
Du spørger, om du er til ældre mænd. Det er du måske, men det er svært at sige, Jeg tænker, at det er vigtigt, at du er nysgerrig på drenge på din egen alder - måske lidt ældre, måske lidt yngre - for at finde ud af, om du har følelser for dem. Det er meget normalt, som pige at blive forelsket eller at have følelser for drenge, der er lidt ældre, specielt i den alder, som du har. Men jeg tænker, at det er vigtigt, at du er tro mod dig selv og ikke føler dig presset til noget.
Jeg håber, du kan bruge svaret. Du har måske lyst til at snakke lidt mere… så kan du ringe helt anonymt til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke med dig.
De bedste hilsener BørneTelefonen