Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hjælp

Så en smule af baggrundshistorie, før jeg begynder. Jeg elsker min mor. Jeg er 16 år gammel, og siden jeg var meget lille, har vi haft et meget turbulent forhold. Jeg kan klart huske en episode, hvor jeg har været omkring 6-8 år gammel og jeg uheldigvis ødelagde noget. Min mor gik amok, fortalt mig at det var min fejl hun ikke vidste hvordan hun skulle kontrollere hende selv, at hun ville slå mig, og hun sagde så, st hun ville ha jeg flytter et andet sted væk, altså jeg skal flytte ud.

En snden gang sad jeg og tegnede, gik udenfor parpitet, og kom til at tegne på gulvet. Hun gik og hentede min rygsæk og sagde jeg skulle pakke den, fordi jeg var ikke længere velkommen i huset. Jeg tror jeg var 8 år gammel ds det skete. Trusler om at få lussinger, eller “syngende lussinger” som hun selv sagde, fortsatte mens jeg voksede up.

Jeg synes virkelig, at det har sat spor. For et år siden, sagde hun at hun ville smide mig ud af huset, fordi jeg faldte i søvn i løbet af dagen. Jeg elsker stadigvæk min mor selvom alt det her er så rodet, er hun en god lytter og god til at give råd, så jeg snakkede altid med hende når jeg var ked af det. Så jeg regnede med at jeg kunne snakke med hende om det her også, og jeg fortslte hende hvor ondt det gør når hun har sagt hvad hun sagde, og det gør at jeg føler mig uønsket og hvis hun virkeligt ønskede at sende mig væk til et børnehjem (som hun sagde hun ville,) så synes jeg hun skulle gøre det.

Hun sagde at hun ikke ønskede at gøre det, og hun var meget ked af hvad hun havde sagt. I et øjeblik var jeg meget lettet og vores forhold var ved at blive bedre. Men så kom truslerne igen. Denne gang havde jeg brugt så mange nætter på at ligge vågen og tænke på det, at jeg havde samlet nok mod samme til at fortælle hende, at jeg gerne vil flytte ud ligeså snart jeg er gammel nok. Dette gjorde hende fuldstændigt rasende, men vi talte det ud og kom til samme konklusion som vi gjorde sidste gang.

Siden da havde hun ikke truet mig.

Så for cirka 2 måneder siden bliver mine forældre skilt. Det ramte mig virkeligt hårdere end jeg troede, fordi jeg aldrig havde troet det ville ske for mig. Min mor fortalte mig det først, og sagde jeg ikke skulle sige noget til min far. Jeg var rasende, fordi hun holdte min far for nar ved at fortælle mig det, og også fordi jeg ikke kunne snakke med nogen om det, og jeg kunne ikke engang være ked af det i mit eget hus, fordi så ville min far spørge ind til det. Heldigvis fortalte de det til både mig og min søster (som er 8 år gammel,) og min mor siegr at hun har fået en ny kæreste. Han er meget ældre end hende, og jeg synes ærligt han virker skummel, men det er besides the point…

Hun spurgte for nylig om jeg havde lyst til at møde ham, og jeg gav hende et klart nej. Jeg er overhovedet ikke klar til det. Hun blev vred, men valgte ikke at sige noget. Men jeg kunne stadig se at hun blev ‘irriteret’ næsten.

Jeg var hjemme ved min kæreste, og havde glemt noget så jeg spurgte om hun vhille komme med det, fordi hun slligvel var i området. Da hun holder udenfor ringer hun og spørger “Kan vi komme ind?”Altså, om hende og hendes nye kæreste må komme ind. Jeg følte virkligt ikke jeg kunne sige nej, fordi jeg vidste hun ville blive sur. Det vsr 4 dage siden jeg havde sagt jeg ikke var klar til at møde ham. Hendes nye kæreste ville ikke engang kigge på mig, og sagde heller ikke hej til mig. Han gik direkte videre og snakkede til min kæreste. Jeg sagde til min mor, at jeg synes det var vildt mærkeligt.

For at være ærlig var det ikke forfærdeligt at møde ham, men jeg nød det bestemt heller ikke.
To dage senere skal jeg ned og se min kæreste lave noget sport, og jeg har brug for ay blive kørt derned. Min mor siger så, “det kan jeg sagtens, (min nye kæreste) kan køre os derned” jeg tøvede med at sige ja, fordi det var 45 minutters kørsel, men jeg tænkte at fordi min mor også var der, ville det ikke være så slemt. Og jeg ville virkeligt gerne se min kæreste opvise.

Da hendes nye kæreste då kommer, kan jeg se min mor går ud af bilen så jeg spørger min far om hun ikke skal med og han svarer “det ved jeg ikke”

Så i troen om at hun også skal med, går jeg derned og spørger hende hvorfor hun går. Jeg siger så til hende, at det har hun ikke fortalt mig, og hun siger så, at det ikke er iorden jeh står og siger det. Jeg holder fast i, st jeg heller ikke synes det er iorden at hun ikke har fortslt mig at jeg skal køre alene ud med ham. Jeg ender med at græde og derfor går jeg ind og siger jeg ikke skal med, ig at jeg bare bliver hjemme. Hun sagde til mig at jeg var dybt uartig og at jeg skabte mig.

Hun siger at det var fordi, at jeg havde det ok med at møde ham for to dage siden, og hun ikke kunne regne ud hvordan jeg havde det. Jeg fortæller hende at jeg følte lig ret forpligtet til at sige ja, og jeg klart havde fortalt hende st jeg ikke ville møde ham. Hun begynder st råbe, og begynder så at udspørge min far om en eller anden tinder-date han har været på. Jeg fortæller hende, hvor fuldkommen ligeglad jeg er, og jeg spørger hende også hvad hun får ud af at tvinge min far til at fortælle det, udover at sætte ham i dårligt lys. Jeg kan ikke helt huske havd hun svarede, men hun tog hendes briller af og bad mig om at slå hende. Jeg sagde til hende, at det ville jeg aldrig gøre, hvorefter hun forsøger at kramme mig men jeg går væk fordi at det var vildt mærkeligt, og jeg seriæst ikke havde lyst til et kram… !?

På en måde kommer vi ind på at hendes trusler om at slå mig har seriøst gjort mig ked sf det, og sat spor i mig, og også medvirket til at jeg sommetider bare snakker hende efter munden fordi jeg vitterligt er bange for st hun vil råbe af mig. Hun tror at det er hendes nye kærestes skyld at jeg er vred, men jeg fortalte hende at det var hendes skyld, og at jeg har brug for luft. Hun spurgte om jeg glædede mig til at hun flytter ud, og jeg sagde at jeg faktisk helst ville være den der flytter ud. Hele den tid står min far lydløst og kigger på. Vi falder lidt til ro og jeg siger tim hende st jeg har brug for noget plads. Jeg fortæller hende slle de ting som jeg har lagt og tænkt på mens jeg lå vågen om natten. Og jeg fortæller hende at jeg gerne vil flytte hjemmefra, så kan hun i det mindste slippe for at “smide mig ud.”

I løbet af skænderiet sagde jeg ril hende at jeg ikke ønskede at have et forhold til hende længere, men hun sagde at hun gerne ville forsøge at rede sine fejl ud, hvis jeg var villig til at lade hende prøve. Så vi har aftalt at vi tager en uge hvor vi ikke snakker med hinanden. Jeg har snakket med min kæreste om hele situationen, men ellers har jeg ingen at gå til. Jeg ligger virkelfit vågen om natten siden skænderiet (som var 5-6 dage siden) og føler mig forsømt og uønsket af helvedes til. Jeg føler mig malplaceret i min egen familie. Jeg tvivler på, når jeh en dag flytter ud, om jeg overhovedet har lyst til at stadig have kontakt til dem.

Jeg tænker meget over, om det som jeg tidligere har beskrevet faktisk er verbal vold eller følsesmæssig vold. Men jeg ved ikke om jeg overreagerer…

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16

Tak for dit fine og meget velskrevne brev.

Du beskriver virkelig godt, de følelser du har til din mor som både indeholder kærlighed, vrede og sorg. Alle de følelser du mærker, er helt forståelige.

Det, du beskriver, at din mor har udsat dig for, er helt klart verbal- og følelsesmæssig vold. Man kan også kalde det for psykisk vold. Det er faktisk lige så skadende og ulovligt, som det er at slå. Derfor vil jeg lige starte med at fastslå, at du på ingen måde overreagerer. Tværtimod synes jeg, at du har reageret meget modent og voksent. Men det er selvfølgelig ikke meningen, at du skal være den voksne. Så det er naturligt, at det fylder rigtig meget i dine tanker.

Det er helt almindeligt, at børn kommer til at ødelægge ting. I øjeblikket vil de fleste forældre reagere, en del måske også med vrede. Men din mors reaktioner på det er overhovedet ikke i orden.

Det er helt i orden, at mærke sine egne grænser og sige fra, hvis de er ved at blive overskredet. Det er dét, jeg læser, du har gjort, da du ikke følte dig klar til at møde din mors nye kæreste. Det skulle hun også have respekteret!

Det er virkelig godt gået af dig, at du har fortalt hende om alle dine tanker, om de ting hun gør og siger. Det kræver meget mod og styrke at kunne gøre det. Det må også være rart for dig, at du føler, at din mor lytter til det du siger og forstår dig. Det er tydeligt, at din mor også elsker dig, men måske har svært ved at håndtere vrede. Det er ikke din skyld og burde ikke gå ud over dig.

Det er aldrig okay at hun truer dig på den måde. Den slags sætter sine spor, som du så fint skriver. Og derfor skal du også have hjælp til at få snakket om det. Det er rigtig mange år du har gået med de “ar”. Og du beskriver også, at du ændrer din adfærd og “taler hende efter munden sommetider”, fordi du frygter nye trusler. Det er hæmmende ikke at kunne gøre eller sige, som man har lyst.

Jeg kan forstå, at du har en god kæreste, som du kan snakke med. Det er virkelig godt at høre, at du har ham. Det er så vigtigt, at kunne fortælle om sine tanker til én, der bare lytter og er der for én.

Jeg bliver lidt nysgerrig på, hvordan dit forhold til din far mon er? Du skriver, at han har været til stede ved jeres sidste skænderi, dog uden at blande sig. Jeg tænker, at det også betyder, at han godt ved hvordan dig og dit mors forhold er.

Hvordan ville det mon være for dig at snakke med din far om alt det her? Det kan være, at han vil være god at snakke med, fordi han også kender din mor rigtig godt? Det kan være, at han forstår dig, når du siger, at du både elsker din mor men også har lyst til at bryde kontakten med hende. Især nu hvor de skal skilles, kan det måske være nemmere at forstå din situation?

En måde at snakke med ham om det på kunne være at vise ham det her brev. Det kan også være, at du allerede ved, at det ikke er en mulighed. Måske har du endda allerede forsøgt?

Jeg tænker i hvert fald, at du skal have snakket med en voksen om alt det her. Du skal ikke gå alene med så mange tanker og sorg, som du gør lige nu. Det er ikke meningen, at du skal gå og føle dig uønsket og forsømt.  Selvom jeg sagtens kan forstå, du har føler sådan, ud fra det du fortæller at have oplevet.

Vidste du mon, at du faktisk kan få rådgivning i din kommune? Du kan finde nummeret på din kommunes hjemmeside. Når man, ligesom dig, ikke har det godt derhjemme, har man ret til at få hjælp af sin kommune. Når du ringer derind, kan du fortælle om de ting, der er sket og sker mellem dig og din mor. Præcis som du har gjort her i brevet. Du kan enten vælge at være anonym og bare få rådgivning, eller du kan vælge, at fortælle hvem du er.

Hvis du vælger det sidste, skal kommunen hjælpe dig med at finde en løsning. Det kan være, at de kan hjælpe dig med at få en ungdomsbolig, så du ikke behøver at bo derhjemme længere.

Jeg kan desværre ikke love dig præcis, hvordan de vil hjælpe dig. Men jeg kan fortælle dig, at du har ret til at blive passet på derhjemme og du har ret til at få hjælp fra kommunen, når du ikke bliver det.

Jeg læser også, at du elsker din mor meget højt. Det kan jeg godt forstå. Måske ville det endda være godt for jeres forhold, at i fik lidt hjælp udefra? Hvad tænker du mon om det?

Jeg synes virkelig, at du er god til at fortælle hvordan du har det. Du er meget reflekteret og moden i dine tanker. Det er også utrolig stærkt, at du har skrevet alt det her ned og sendt det herind i et brev. Jeg håber, at du vil bruge den styrke til at få snakket med nogen andre om det. Om det så er din far, kommunen eller måske en helt tredje voksen? Det kan for eksempel være din kærestes forældre eller en lærer fra din skole.

Husk, at du også altid er velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116111, hvis du har brug for at snakke lidt mere om det hele, før du tager skridtet videre.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat