Hjælp

Så en smule af baggrundshistorie, før jeg begynder. Jeg elsker min mor. Jeg er 16 år gammel, og siden jeg var meget lille, har vi haft et meget turbulent forhold. Jeg kan klart huske en episode, hvor jeg har været omkring 6-8 år gammel og jeg uheldigvis ødelagde noget. Min mor gik amok, fortalt mig at det var min fejl hun ikke vidste hvordan hun skulle kontrollere hende selv, at hun ville slå mig, og hun sagde så, st hun ville ha jeg flytter et andet sted væk, altså jeg skal flytte ud.

En snden gang sad jeg og tegnede, gik udenfor parpitet, og kom til at tegne på gulvet. Hun gik og hentede min rygsæk og sagde jeg skulle pakke den, fordi jeg var ikke længere velkommen i huset. Jeg tror jeg var 8 år gammel ds det skete. Trusler om at få lussinger, eller “syngende lussinger” som hun selv sagde, fortsatte mens jeg voksede up.

Jeg synes virkelig, at det har sat spor. For et år siden, sagde hun at hun ville smide mig ud af huset, fordi jeg faldte i søvn i løbet af dagen. Jeg elsker stadigvæk min mor selvom alt det her er så rodet, er hun en god lytter og god til at give råd, så jeg snakkede altid med hende når jeg var ked af det. Så jeg regnede med at jeg kunne snakke med hende om det her også, og jeg fortslte hende hvor ondt det gør når hun har sagt hvad hun sagde, og det gør at jeg føler mig uønsket og hvis hun virkeligt ønskede at sende mig væk til et børnehjem (som hun sagde hun ville,) så synes jeg hun skulle gøre det.

Hun sagde at hun ikke ønskede at gøre det, og hun var meget ked af hvad hun havde sagt. I et øjeblik var jeg meget lettet og vores forhold var ved at blive bedre. Men så kom truslerne igen. Denne gang havde jeg brugt så mange nætter på at ligge vågen og tænke på det, at jeg havde samlet nok mod samme til at fortælle hende, at jeg gerne vil flytte ud ligeså snart jeg er gammel nok. Dette gjorde hende fuldstændigt rasende, men vi talte det ud og kom til samme konklusion som vi gjorde sidste gang.

Siden da havde hun ikke truet mig.

Så for cirka 2 måneder siden bliver mine forældre skilt. Det ramte mig virkeligt hårdere end jeg troede, fordi jeg aldrig havde troet det ville ske for mig. Min mor fortalte mig det først, og sagde jeg ikke skulle sige noget til min far. Jeg var rasende, fordi hun holdte min far for nar ved at fortælle mig det, og også fordi jeg ikke kunne snakke med nogen om det, og jeg kunne ikke engang være ked af det i mit eget hus, fordi så ville min far spørge ind til det. Heldigvis fortalte de det til både mig og min søster (som er 8 år gammel,) og min mor siegr at hun har fået en ny kæreste. Han er meget ældre end hende, og jeg synes ærligt han virker skummel, men det er besides the point…

Hun spurgte for nylig om jeg havde lyst til at møde ham, og jeg gav hende et klart nej. Jeg er overhovedet ikke klar til det. Hun blev vred, men valgte ikke at sige noget. Men jeg kunne stadig se at hun blev ‘irriteret’ næsten.

Jeg var hjemme ved min kæreste, og havde glemt noget så jeg spurgte om hun vhille komme med det, fordi hun slligvel var i området. Da hun holder udenfor ringer hun og spørger “Kan vi komme ind?”Altså, om hende og hendes nye kæreste må komme ind. Jeg følte virkligt ikke jeg kunne sige nej, fordi jeg vidste hun ville blive sur. Det vsr 4 dage siden jeg havde sagt jeg ikke var klar til at møde ham. Hendes nye kæreste ville ikke engang kigge på mig, og sagde heller ikke hej til mig. Han gik direkte videre og snakkede til min kæreste. Jeg sagde til min mor, at jeg synes det var vildt mærkeligt.

For at være ærlig var det ikke forfærdeligt at møde ham, men jeg nød det bestemt heller ikke.
To dage senere skal jeg ned og se min kæreste lave noget sport, og jeg har brug for ay blive kørt derned. Min mor siger så, “det kan jeg sagtens, (min nye kæreste) kan køre os derned” jeg tøvede med at sige ja, fordi det var 45 minutters kørsel, men jeg tænkte at fordi min mor også var der, ville det ikke være så slemt. Og jeg ville virkeligt gerne se min kæreste opvise.

Da hendes nye kæreste då kommer, kan jeg se min mor går ud af bilen så jeg spørger min far om hun ikke skal med og han svarer “det ved jeg ikke”

Så i troen om at hun også skal med, går jeg derned og spørger hende hvorfor hun går. Jeg siger så til hende, at det har hun ikke fortalt mig, og hun siger så, at det ikke er iorden jeh står og siger det. Jeg holder fast i, st jeg heller ikke synes det er iorden at hun ikke har fortslt mig at jeg skal køre alene ud med ham. Jeg ender med at græde og derfor går jeg ind og siger jeg ikke skal med, ig at jeg bare bliver hjemme. Hun sagde til mig at jeg var dybt uartig og at jeg skabte mig.

Hun siger at det var fordi, at jeg havde det ok med at møde ham for to dage siden, og hun ikke kunne regne ud hvordan jeg havde det. Jeg fortæller hende at jeg følte lig ret forpligtet til at sige ja, og jeg klart havde fortalt hende st jeg ikke ville møde ham. Hun begynder st råbe, og begynder så at udspørge min far om en eller anden tinder-date han har været på. Jeg fortæller hende, hvor fuldkommen ligeglad jeg er, og jeg spørger hende også hvad hun får ud af at tvinge min far til at fortælle det, udover at sætte ham i dårligt lys. Jeg kan ikke helt huske havd hun svarede, men hun tog hendes briller af og bad mig om at slå hende. Jeg sagde til hende, at det ville jeg aldrig gøre, hvorefter hun forsøger at kramme mig men jeg går væk fordi at det var vildt mærkeligt, og jeg seriæst ikke havde lyst til et kram… !?

På en måde kommer vi ind på at hendes trusler om at slå mig har seriøst gjort mig ked sf det, og sat spor i mig, og også medvirket til at jeg sommetider bare snakker hende efter munden fordi jeg vitterligt er bange for st hun vil råbe af mig. Hun tror at det er hendes nye kærestes skyld at jeg er vred, men jeg fortalte hende at det var hendes skyld, og at jeg har brug for luft. Hun spurgte om jeg glædede mig til at hun flytter ud, og jeg sagde at jeg faktisk helst ville være den der flytter ud. Hele den tid står min far lydløst og kigger på. Vi falder lidt til ro og jeg siger tim hende st jeg har brug for noget plads. Jeg fortæller hende slle de ting som jeg har lagt og tænkt på mens jeg lå vågen om natten. Og jeg fortæller hende at jeg gerne vil flytte hjemmefra, så kan hun i det mindste slippe for at “smide mig ud.”

I løbet af skænderiet sagde jeg ril hende at jeg ikke ønskede at have et forhold til hende længere, men hun sagde at hun gerne ville forsøge at rede sine fejl ud, hvis jeg var villig til at lade hende prøve. Så vi har aftalt at vi tager en uge hvor vi ikke snakker med hinanden. Jeg har snakket med min kæreste om hele situationen, men ellers har jeg ingen at gå til. Jeg ligger virkelfit vågen om natten siden skænderiet (som var 5-6 dage siden) og føler mig forsømt og uønsket af helvedes til. Jeg føler mig malplaceret i min egen familie. Jeg tvivler på, når jeh en dag flytter ud, om jeg overhovedet har lyst til at stadig have kontakt til dem.

Jeg tænker meget over, om det som jeg tidligere har beskrevet faktisk er verbal vold eller følsesmæssig vold. Men jeg ved ikke om jeg overreagerer…