Kære pige på 11
Tak for dit brev. Godt du skriver, når du nu er begyndt at tænke mere på selvmord igen. Så er det rigtig godt at du beder nogen om hjælp.
Jeg kan læse, at der ligesom er to ting, som du lige i øjeblikket har brug for hjælp til. Den ene ting er det med dine søstre, der irritere dig - og så er der det med skolen. Det bliver derfor et lidt langt svar….Jeg håber, at du har tålmodighed til at læse det hele.
Jeg kan rigtig godt forstå, at du bliver ked af det, når din søster siger sådan til dig. Fordi det at have ADHD er jo ikke er noget, som du kan gøre for, at du har. Super sejt, at du selv har prøvet at løse det eller sige fra. Hvordan mon du gjorde det?
Du skriver dog, at du føler, at det ikke rigtig hjalp. Så på en eller anden måde skal vi finde på noget, som gør at dine søskende – og dine forældre – forstår, at det gør dig ked af det, når nogen i din familie siger, "det er da ikke mig, som har ADHD".
Jeg får et par ideer …Måske har du allerede prøvet det eller måske kan det være noget, som du kunne forestille dig at prøve.
Første ide kunne være, at du kunne skrive et brev til dine forældre og dine søskende, enten som du gav dem eller som du læste op for dem en dag I var samlet. Eller måske kunne du hænge det op på køleskabet. Der kunne f.eks. står noget, som det her:
Når vi skændes, så skal I vide, at det gør mig rigtig ked af det, når I nævner ADHD´en. Det er en sygdom jeg har, som jeg i stedet har brug for jeres hjælp til.
Hvis du syntes, at dette kunne være en ide, så tænker jeg, at du selv er meget bedre end mig til at vide, hvad der skal stå. Dette var bare et forslag. Hvad vil du gerne sige til dem?
En anden ide er også, at du måske talte med din søster om at det gør dig ked af det. Det vil nok være bedst at gøre det på et tidspunkt, hvor I ikke skændes. Hvornår hygger I jer sammen? Måske kan du sige det til hende der, at du ikke kan lide, at hun siger det og at det gør dig ked af det. Ville det være en ide? Ville det mon være bedst, hvis dine forældre også var der i den situation?
Du nævner også, at du har talt med en psykolog. En psykologs opgave er netop at hjælpe med de ting, som kan være svære. Jeg tænkte derfor på, om psykologen måske kunne hjælpe dig med at sige nogle af de her ting videre til din familie, som du har brug for, at de forstår.
Jeg kan godt høre, at du lige nu bliver genert, når du taler med hende eller ham. Sådan kan man sagtens få det, når man skal tale med en helt fremmed om noget af det, man syntes er rigtig svært. Det tror jeg, rigtig mange mennesker kender til. Nogle gange kan det hjælpe bare at give det lidt tid, så man lige lærer personen bedre at kende. Så kan det være at genertheden går helt væk af sig selv.
Så er der det med skolen….. Du skriver, at du bliver kaldt grimme ting i skolen og at du har flyttet skole en gang pga. mobning. Det er ikke i orden at blive kaldt grimme ting og det tænker jeg skal stoppes.
De voksne skal derfor hjælpe dig i den situation. Det er helt ok at bede om den hjælp. Du har ret til at få hjælp fra både dine lærer og dine forældre. Det betyder, at du nok skal sige det til de voksne omkring dig. At du skal fortælle om det der foregår i skolen. Jeg kan læse, at du skriver at dine forældre gerne vil hjælpe dig. Så mon det kunne være en mulighed at du talte med dine forældre om det allerførst, så de kunne hjælpe dig med at tale med skolen. Når I har sagt det til skolen, så skal skolen hjælpe alle børnene (ikke kun dig - også dem, der siger de grimme ting) med at I kan være sammen på en bedre måde alle sammen.
En sidste ide jeg får er, om du måske kunne vise dit brev og dette svar til dine forældre. Det kunne måske gøre det lidt nemmere for dig at fortælle dem om, hvordan du har det lige i øjeblikket. Her kan de læse, at du lige nu har brug for deres hjælp og støtte. Kunne det mon være hjælpsom for dig?
Jeg håber, at du har i mit svar har fundet noget, som kan hjælpe dig. Du må også meget gerne ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har lyst til at tale med en rådgiver. I forhold til din alder, så tænker jeg, du skriver super flot. Så det kunne måske også hjælpe dig at chatte eller sms´e med os, hvis du har brug for det. Held og lykke…
Kærlig hilsen
BørneBrevkassen