Brev

Hjælp

Hej..

Jeg havde taget fri fra skole igår da jeg skulle til lægen og få taget nogle prøver. Jeg blev så henvist til sygehuset, da de var usikker på hvad prøverne sagde. På sygehuset fik jeg taget et røntgen af mig, og vi ville få svar idag, hvis vi var heldige ellers imorgen tidlig. Mig og min mor (som jeg bor/lever sammen med, og min hund. Ingen far, han forlod os) ville også gøre en lille hygge dag ud af det, når nu hun også havde taget fri hele dagen fra hendes arbejde. Så vi køber lidt lækkert mad og blander noget slik og kører derefter så hjem, hvor vi skal pynte juletræ! (Da det er december)
vi bære juletræet ind og så begynder vi at skændes om juletræet skal stå den ene eller den anden vej. Vi begynder så at råbe, og svine hindanden til.. Og sådan kører det i en halv time.

Til sidst bliver der stille, og jeg var så ked af det/sur. Det var så længe siden vi havde haft en hygge dag mig og hende.. Vi ville hygge med at pynte juletræ, spise købt go mad, to store poser blandselv slik, og vi skulle havde set julefilm/kalender resten af dagen.. Jeg siger så “Hvor er det dog ærgerligt, det hele det skulle havde været perfekt.” (Vi stortuder begge på dette tidspunkt.) Men så løber hun op oven på og siger “Nu skal du bare se.” Jeg tænkte fanme nej, så jeg stak af ud af bagdøren, og tog mine sokker af og løb ud i marken. (Ja, vi har en mark i vores baghave, som er virklig mudret denne tid på året)
Jeg tager ti skridt ud i marken og vinden suser i mit hår. Min mor kommer ud og siger “(mit navn) kom nu ind ellers bliver du bare mere syg.. Og du skal ikke ud og ligge på sygehuset. Det vil jeg ikke have.” Men jeg havde brug for noget tid for mig selv, så jeg sagde “Jeg går op oven på så.” Men da havde jeg allerede stået ude i marken i lang tid.. Mine fødder var helt mudret til og iskolde så jeg tog mine tær/fødder og skyllede dem hurtigt med vores haveslange.

Vi har ikke varme på første sal/loft så jeg tog en reserve dyne med og en tyk cardigan. Jeg sad derop, hvor der kun var 8 grader i 3 og en halv time. Da jeg kom ned igen sidder min mor og skriver et eller andet på sin iPad. Efter en time på ipad’en pynter hun hytten ned og der er ikke et eneste syn af den jul hun holdte så meget af. Hun lægger sig hen i sin seng igen hulkende, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.. Jeg ville så inderligt gå hen til hende og kramme hende men var bange for at blive skubbet væk. Så jeg gjorde intet, stirrerede kun ud i den tomme luft og mærker tårnene løbe ned af mine kinder. Efter et par minutter rejser hun sig da den lille hulken er blevet til en stor hulken. Hun spurgtede ud på toilettet hvor jeg ikke mere kunne hører hende.. Jeg rejste mig op, tog min mobil og gik ind på hendes iPad og fandt den tekst hun havde skrevet.. Det var et selvmord brev. Jeg skimtede kun lige overskriften imens jeg stod og tog billeder af teksten. “Læses når jeg er død” fik taget billederne og lukkede ipad’en så hun ikke ville fatte mistanke. Da jeg fik sat mig hen igen begyndt jeg at læse. Hun kom ind kort tid efter jeg var gået igang. Mine tåre brændte ned af kinderne og jeg blev nød til at gå.. Så jeg gik ud på toilettet. Da jeg kom derud var brættet slået ned, og jeg rør ved det og mærke varmen fra hende som sad der før mig. Jeg læser brevet og til sidst kunne jeg ikke læse mere, da snot og tårer var i vejen. Jeg vil ikke sige hvad der står i det, men det eneste jeg kan sige er, at det var det sørgeligste og mest personlige tekst jeg nogensinde har læst. Da jeg endelig får taget mig sammen til at gå ind igen ligger hun i sin seng.

(Min mor har stress og det har hun haft i et par år nu.. Hun har hukommelse som en si men elsker og bruger alle sine penge på mig.. Da hun fik stress blev hun fyret fra sit arbejde og hun gik hjemme i et år næsten. Men hun fik så et nyt job hvor det ikke går bedre. Kun værre.) Hun får sovepille fra lægen da hun ikke kan sove om natten. Og jeg var bange for hun havde taget så mange at hun aldrig ville vågne op igen. Men jeg var en svans, og gjorde intet. Jeg gik i seng kl 20 og vågnede op kl 6 ved lyden af mit vækkeur. Jeg stod op for at tisse og ser hun står i køkkenet og ligner et omvandrende lig.. Sorte sække under øjnene og hævde og øjne. Jeg bliver glad for at se hende men også ulykkelig på samme tid. Jeg har aldrig i mine 15 år set hende så trist, slidt, brugt og ligeglad. Da jeg ser mig selv i spejlet med nye tårer i øjnene ligner jeg hende. Bare mere trist og ulykkelig end brugt og slidt. Da jeg kommer ind igen er hun kørt på arbejde, uden at sige et ord til mig. Jeg tjekker min mobil og ser jeg først skal møde kl 10. Jeg hopper tilbage i min seng og sidder nu og skriver dette.. Og jeg har stadigvæk mudderet fra igår på mine fødder.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige pige

Tak for dit brev om en dag, som gik helt, helt skævt. Jeg tror at vi er mange som genkender din oplevelse: Man glæder sig helt vildt til at have det rart med en man holder mest af – og så går man helt fejl af hinanden, og sårer hinanden i stedet. Jeg forstår godt, at du bliver rigtig ked af det.

Selvom I har råbt grimme ting til hinanden og skiltes som uvenner, så elsker I hinanden, det mærker jeg på dit brev. I er utrolig tæt på hinanden, fornemmer jeg? I to har levet sammen i mange år, og jeg tror, at I har fået noget rigtig godt ud af det. Du har din mors opmærksomhed og omsorg, samtidig med, at du har lært at tage ansvar, og du har fået en god fornemmelse for andre.

Din mor er trist for tiden, og det kan ikke undgås, at du også mærker hendes følelser. Måske er der ikke andre, som støtter din mor eller ved, hvordan hun går og har det, så er der risiko for, at du oplever, at du også skal støtte hende med hendes svære følelser. Det lyder som om du  tager meget ansvar synes jeg, men kan du selv genkende det?

Det er meget vigtigt for mig at fortælle dig, at du ikke er ”en svans”, fordi du ikke gjorde noget. Du kan ikke tage ansvaret på dine skulder for at hjælpe din mor til at få det bedre. Det er ikke din, men hendes opgave. Du kan være hendes datter og være hendes datter, selvom hun er træt og ked af det. Men du kan ikke bære hendes bekymringer og problemer for hende.

Jeg tænker, at din mor virkelig savner hjælp og støtte. Fra andre voksne. Måske ville det være rart for hende at snakke med os? Vi har noget der hedder Forældretelefonen. Her kan hun blandt andet få idéer til, hvordan I fremover undgår at skændes så meget. Få en snak med os om, hvordan det er at være forælder og stressramt. Nummeret er 35 55 55 57. I kan læse mere her https://bornsvilkar.dk/radgivning/foraeldretelefonen/foraeldretelefonen

Uanset hvad, så synes jeg, at du skal fortælle din mor hvor ulykkelig du bliver over, at hun er så trist. Måske glemmer hun ind i mellem hvor meget hendes humør påvirker dig? Kunne det være rart for dig at få fortalt hende det, på en stille og rolig måde? Du kan begynde med at vise hende dit brev. Dit brev forklarer nemlig så fint og klart hvad der sker inden i dig, når I har en stor konflikt, og når du bliver bange for hvad hun kan finde på at gøre.

Jeg tænker også på, om du har en anden voksen du kunne gå til, og få lettet dit hjerte? Har du en rar lærer, pædagog, moster, bedstemor eller noget helt femte, som du har tillid til? Hvis du ikke kan komme i tanke om nogen, så er du altid velkommen til at ringe eller skrive til os, hvis du har behov for en snak.

 Jeg håber, at I snarest får taget pynten frem igen, og at I får en rar jul sammen.

Kærlige tanker og knus,

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat