Brev

Hemlig forhold

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 11 år,

Tak for dit brev.

Puha, det må være svært for dig lige nu. Det er rigtigt ubehageligt  at opleve, når ens forældre ikk fortæller sandheden, så jeg forstår godt, at du har det så dårligt.

Forældre er de vigtigste, og dem skal man kunne stole på. Det er forældrene, der skal gøre ens barndom tryg, og hvis man som dig lige nu oplever, at ens mor ikke taler sandt - ja, så er det klart, at du bliver utryg og ikke kan finde glæde ved livet.

Jeg tænker, at din mor siger, som hun gør, fordi hun tror, hun passer på dig, og at du ikke kan tåle at høre sandheden endnu. Tit er det bare sådan, at selvom sandheden ikke er det fedeste, så er løgnen meget værre, og det er det, som du oplever lige nu, og det forstår jeg godt er rigtig hårdt for dig!

Det er vigtigt, at din mor ved besked om, hvordan du har det, for at hun kan ændre på sin adfærd. Jeg ved godt, at det er en svær snak at tage hul på, men kunne du få din storesøster til at hjælpe dig med at snakke med din mor? Du kunne bruge dit brev til os og svaret at snakke ud fra og som en støtte. Jeg håber, du holder fast i dit mod til at få hjælp, så du igen kan få tilliden tilbage til din mor, og at mor forstår, at du ikke er klar til at møde hendes nye omsorgsperson. Det er vigtigt, at du får fortalt, hvad du har brug for fra din mor. Oftest vil forældrene det bedste for deres børn og vil derfor også gerne vide, hvordan de har det.

Jeg forstår godt, at du har kigget i din mors telefon. Jeg tænker, du har gjort for at finde svar på, hvad der foregår. Men det er selvfølgeligt ikke i orden at kigge i andres private beskeder. Jeg tror, det er vigtigt, at du fortæller sandheden til din mor og siger undskyld for det. For I skal sammen til at øve jer på at kunne stole på hinanden og den bedste start på det er, at I begge erkender de ting, I har gjort, som ikke er i orden.

Til sidst vil jeg sige til dig, at det er noget af det sværeste, når ens forældre bliver skilt. En skilsmisse er en stor forandring - både for familien og for hverdagen. Det tager noget tid at håndtere de mange svære følelser, som man kan stå med, og det kan tage tid at vænne sig til en ny hverdag. Derfor er det så vigtigt, at du får snakket med din mor, så hun kan tage ansvar og hjælpe dig med at få lysten til livet tilbage, som du fortjener så meget.

Hvis det hele er for meget for dig, kan du starte med at ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der vi er klar til at lytte og  snakke.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat