Kære pige der vil være perfekt
Tusind tak for dit brev. Dit brev er meget gribende på den måde, at du er så god til at beskrive det dilemma, du er kommet i. Jeg vil give dig nogle forskellige ideer, som jeg håber, du kan bruge til noget.
Allerførst vil jeg gerne sige, at det virker som om, du er en ekstrem omsorgsfuld pige. Du har en kæmpe indsigt i dig selv og dine egne følelser, men du er også rigtig god til at se, hvordan andre har det. Fx at din far blev skuffet og ked af det, da din halvsøster ikke ville bo hos ham alligevel. Det er nogle virkelig gode egenskaber, men de egenskaber kan også betyde, at du kommer til at presse dig selv på en måde, der ikke er godt for dig. Jeg tænker, at det måske er dét, du er fanget i. Giver det mon mening for dig?
Jeg kan godt forstå, at du er havnet i den situation, hvor du får lyst til at være perfekt. Din familie har jo helt tydeligt været igennem nogle svære ting med din brors diagnoser og din halvsøsters valg om ikke at ville bo hos jer. I sådan en situation er det helt naturligt, at du kommer til at føle et pres ved at skulle være perfekt og ikke gøre noget, som gør det endnu mere svært for dine forældre. Måske sker det også, fordi du er den store pige derhjemme, nu hvor din søster ikke bor hos jer. I sådan en situation er det vigtigt, at du husker på, at det ikke er dit ansvar at gøre dine forældre glade. Det er dit ansvar, at du selv er glad, ligesom det er dine forældres ansvar at passe på dig, så du kan få lov at være en pige på 13 år, med de glæde og sorger der følger med.
Når man er 13 år og teenager, har man brug for forældre, som støtter en og som man kan fortælle om de tanker og følelser man går med. Selvom din søster og bror har nogle udfordringer, skal der stadig være plads til dig og du skal have lov til ind imellem at være sur, vred eller ked af det og vise det. Det er en helt naturlig reaktion. Jeg tænker om du mon kunne tage en snak med din mor, om hvordan det er at være dig lige nu. Du er super god til at beskrive det i dit brev, så jeg tænker om du mon kunne vise hende dit brev til os og evt. mit svar? Det kan være et godt udgangspunkt for en snak.
Du skriver nogle steder i dit brev, at du selv har valgt at du skal være perfekt og voksen. Vi kan være rigtig gode til at presse os selv ind i en bestemt rolle, selv om andre ikke beder os om det eller har forventninger til os om, at vi skal være på en bestemt måde. Det er så flot, at du kan se det selv og det er også med til, at jeg får den tanke, at du er rigtig god til at tænke over tingene. Den styrke skal du bruge til noget godt.
Når man er 13 år, så kan man ikke være perfekt, hvis perfekt betyder, at man aldrig gør sine forældre kede af det eller vrede. I den alder lægger man ofte lidt afstand til sine forældre. Man begynder at danne sig sine egne meninger om tingene, og man får lyst til at prøve noget, som man ellers ikke har gjort. I den tid skal både du og dine forældre vænne jer til, at tingene forandrer sig. Det er ikke altid nemt, men det er nødvendigt for at du kan få et godt liv. Det handler også om at blive voksen, ligesom det du beskriver med at gå i stramme kjoler og bruge makeup. Det er måske bare mere indeni end udenpå.
Du har den her kæmpe indsigt i dig selv, og er så super god til at analysere, hvorfor du reagerer som du gør. Jeg tænker, at det ville være rigtig godt, hvis du kunne bruge den indsigt til at mærke efter, hvad der er godt for dig. Jeg bliver nysgerrig efter, hvad den pige der ikke er perfekt har lyst til at gøre? Er det at blive sur, når din bror gør noget, der irriterer dig? Er det at plage dine forældre om at få lov til at gøre noget, som de ikke vil have? Måske ved du lige præcis, hvad du godt kunne tænke dig, eller måske synes du det er svært at mærke efter?
Jeg tænker på, om det ville være en idé, at du forestiller dig en situation, hvor du gør det du helst vil og ikke dét, den perfekte pige gør. For at gøre det tydeligt for dig selv, så kan du skrive et brev, hvor du forklarer, hvad du har gjort. Du kan jo lade som om, at du skriver brevet til en rigtig god ven eller veninde. Når du skriver brevet, skal du forestille dig, at du er nået i mål med, at du ikke længere er den perfekte pige, eller prøver på at være det. I brevet skal du fortælle, hvad du har lavet i dag. Du skal tænke på, at der den dag skete noget, hvor du før ville have været perfekt, men den her dag har du gjort, hvad du havde lyst til i stedet for at gøre dét, der er perfekt. Prøv så at skrive, hvad du har gjort. Kunne det mon være en idé for dig.
En anden mulighed er at skrive dagbog. Har du mon gjort det før? Det gode ved at skrive dagbog er, at man får sine tanker ud og nogle gange ser man tingene på en anden måde. Hvordan mon det ville være, hvis du i din dagbog fokuserede på at ændre dine tanker fra, ”har jeg været perfekt i dag” til ”har jeg været glad i dag og gjort noget godt for mig selv”? I dagbogen kan du beskrive de situationer, hvor du gjorde noget godt for dig selv eller skrive, hvad du skulle have gjort. Hvad tænker du om det?
Jeg har nu givet dig to forslag til, hvad du kan gøre ved at bruge skrift. Der er også den mulighed, at du finder nogle, der er rigtig gode at tale med. Det kan være svært med ens forældre, fordi dét der er svært nogle gange også handler om dem. Kender du en uden for familien, som du har tillid til? En lærer, en sundhedsplejerske eller andre? Det kan måske også være en moster eller faster.
Du fortæller, at din bror har fået stillet diagnoserne ADHD og autisme. Det påvirker jo hele familien, og derfor har hele familien ofte brug for hjælp. Nogle steder findes der samtalegrupper for søskende til børn der har fået stillet diagnoser. Der er rigtig mange søskende, som får virkelig meget ud af at gå i de grupper. De beskriver fx hvor dejligt det er at møde nogle med de samme tanker og følelser som en selv. Mange af dem siger også, at de er bange for at give deres forældre flere problemer. Jeg tænker, at det kunne være rigtig godt for dig at møde nogle andre, som er i samme situation som dig. Du kan måske tale med dine forældre om at finde sådan en gruppe? Måske ved de noget om det, dér hvor din bror har fået diagnoserne. Sundhedsplejersken på skolen vil også vide noget om det, eller hun kan undersøge det. Hvis du ikke ved, hvornår sundhedsplejersken er på skolen, så kan du spørge på kontoret.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad dine forældre mon helst vil have – en pige der er perfekt eller en pige, der trives og er glad. Jeg ved godt, at svaret kan virke helt ligetil og at virkeligheden ikke altid er sådan. Men nogle gange er det godt at stille sig selv sådan nogle spørgsmål – også selv om svarene næsten giver sig selv.
Du skriver, at du ikke mere ved, hvem den rigtige dig er, fordi hun har været væk i så lang tid. Det er en helt naturlig følelse. Jeg kan også godt forstå, at du ikke har lyst til at ændre dig fra den du er nu. Det er nogle kæmpe store tanker, du går rundt med og det kan komme til at virke helt uoverskueligt. Dit brev viser, at du har en enorm styrke. Jeg er sikker på, at du kan bruge den styrke til at forene den du gerne vil være til også at være en pige, som dine forældre er super stolte af og elsker overalt på jorden.
Jeg håber, at du har fået nogle ideer, som du kan bruge til noget. Du skal huske, at du også altid kan ringe til BørneTelefonen på 116 111. Nogle gange er det nemmere at tale i telefon end at skrive. Endnu en gang tusind tak for dit ærlige brev.
De største kram og tanker til dig fra BørneTelefonen
