Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Har jeg en depression

Obs: Navne og stednavne er fjernet af hensyn til barnets anonymitet.

Hej

jeg er en pige på 16 år.

Jeg skrev ind her da jeg var 13 og sagde at jeg tit ikke ku se en mening i livet og bare var ked af det meget af tiden, på daværende tidspunkt var min lillebror 3 år og min forældre havde været meget uvenner de første år af hans liv, hvilket gjorde, jeg blev meget overset og når jeg fik opmærksomhed var den sjældent posetiv.

Jeg har siden ik fået det bedre og været igennem en hel del svære ting. Jeg tog på efterskole da jeg var 14 i 9 klasse og fik to rigtig tætte venner. Den ene blev jeg rigtig tæt med på kort tid. Han stoppede på skolen og jeg var meget ked af det, men tænkte at vi ville holde kontakten efter. Det gjorde vi ikke han ingorerede alle min beskeder og opkald.

Jeg fik endelig kontakt med ham og han sagde han havde en svær periode og ikke havde lyst til at snakke med nogen. Jeg var helt ødelagt, jeg holder dog stadig kontakten med den ene, men hun bor i jylland og jeg på sjælland.

Det rigtig hårdt på mig fordi der skete så mange ting og jeg mistede så mange mennesker jeg troede jeg skulle have som venner resten af livet. Min tid på efterskolen var hård og jeg besluttede at stoppe og kom tilbage til min Folkeskole klasse. Det var okay jeg kendte menneskerne og havde en god veninde der.

Jeg har aldrig haft et tæt forhold til mine forældre og slet ik min mor. Da jeg ringede til hende alså min fra efterskole og fortalte jeg ikke ville være der længere fordi 3 af de mennesker jeg holdte aller mest af var stoppet og den eneste der var tilbage var A., men hun havde en kæreste og de isolerede sig meget fra mig.

Hun sagde ikke meget andet end at jeg skulle tage mig samme og finde nogle andre at være sammen med, men jeg ville ikke være sammen med andre end mine bedste venner der var stoppet og når jeg prøvede at være sammen med andre gik det galt,

jeg er ikke en person der går fra venne gruppe til venne gruppe. Jeg er en meget loyal person og så er mine sociale kompetencer heller ik de bedste fordi jeg er meget bange for at blive afvist som jeg gjorde meget da jeg blev mobbet i 1-3 klasse.

Efter jeg kom tilbage i min gamle folkeskole klasse i 9 (jeg går i 10 nu) var det som sagt okay, men når jeg kom hjem var det et helved. Tror alle kender, at man har mødt nogle mennesker hvor man bare går helt skvæt af hinanden både kommunikations mæssigt og man bliver af den anden person tolket på en helt forkert måde, sådan havde jeg det og stadig har det med min mor.

Jaja og det sikket meget normalt at skændes med sin mor, men jeg skændes kun med min mor, hun er ikke en jeg føler jeg kan snakke med når jeg bliver ked af det. Tit forstår jeg enten ikke hvorfor hun bliver sur på mig eller også reagere hun meget kraftigt på små ting.

Det eskalerede en dag og jeg fik en såkaldt teenage rådgiver. Hende så jeg engang imellem og jeg aftalte med hende ting som vi sku gøre der hjemme for at ungå skænderier, det var bla at man skal kommunikere og forstå den andens person frustration og tale om hvordan det kan gøres bedre.

Mine forældre var ikke særlig glad for den ide. De er sådan nogle forældre der bare siger “fordi jeg siger det” eller “du ved godt hvorfor jeg bliver sur”. Ja jeg ved godt hvorfor de bliver sure, men i nogle sammenhænge forstår jeg ikke hvorfor.

Alt i alt har jeg været gennem en masse ting og jeg har på det seneste bare været ked af det ik lyst til at ligge mig ned i et hul og bare være alene for det dræner mig for engergi at skændes med dem heletiden. Jeg har det endelig okay, jeg har 3 tætte veninder og 1 jeg også ser lidt, jeg har en kæreste og klare mig fint i skolen, men jeg er ikke glad.

Mine forældre siger tit jeg er negativ, men kan bare sjældent se det positive. Jeg gider ik være ked af det heletiden og ha det okay. Jeg vil gerne være glad, men det som om det ikke kan lade sig gøre som om min krop ikke vil være glad.

Hvad skal jeg gøre? Mvh pige der gerne vil blive glad igen

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Jeg kan godt forstå, at det har været hårdt for dig at miste de gode venner, du har haft på efterskolen. Det er helt naturligt, at man knytter sig rigtig meget til hinanden på en efterskole – man bor jo sammen, og er sammen hver dag. Der er mange, der ligesom du, oplever et stort savn når enten de selv eller andre stopper på skolen. Jeg tænker, at selv om din ven fra efterskolen har det svært lige nu, og ikke ønsker at have kontakt, kan det sagtens ændre sig. Det lyder som om, at han har brug for ro til at finde ud af de ting, han har det svært med. Hvis du har lyst, kunne du skrive en sms eller mail til ham, hvor du fortæller ham, at du er der, når han er klar til det, og at han altid kan kontakte dig. Så har du i hvert fald åbnet for muligheden.

Det er godt at høre, at du stadig har kontakt med din anden veninde fra efterskolen. Det kan være svært at holde kontakt med dem, som bor i en anden landsdel, end man selv gør. Heldigvis kan man skype, facetime, sms, msn og meget mere – så føles afstanden måske ikke helt så lang, selv om man ikke kan være fysisk sammen hver dag. I har måske også mulighed for at besøge hinanden i ferier osv.

Det lyder som om, at det har været den rigtige beslutning for dig at stoppe på efterskolen. Jeg kan godt forstå, hvis du er blevet ked af det og skuffet over din mors reaktion. Du havde sikkert haft mere brug for, at hun havde mødt dig med forståelse og omsorg.

Jeg tror også, at de fleste kender til følelsen af, at man går skævt af hinanden, som du bekriver forholdet mellem dig og din mor. Selv om det er meget normalt, at man skændes med sin mor – det tror jeg, de fleste børn og unge gør en gang i mellem – så skal det ikke være skænderierne, der fylder det hele. Det er vigtigt, at man også kan snakke sammen. Når jeg læser dit brev, får jeg en opfattelse af, at du savner at kunne dele ting med din mor – at kunne snakke med hende om glæder og sorger, og alle mulige hverdagsting, og måske mest af alt, at blive forstået af hende. Er det mon rigtigt opfattet?

Det lyder umiddelbart som en god idé, at du har haft en teenangerådgiver at snakke med. Som jeg forstår det, var det kun dig, der snakkede med hende, og ikke dine forældre. Mange gange kan det være en god idé, hvis både den unge og forældrene taler med en rådgiver eller en terapeut. Det er jo ikke kun dig, der skal kommunikere anderledes for at undgå skænderier osv. Det er ligeså meget dine forældre. Derfor er det vigtigt, at alle er med til samtalerne, og forsøger at ændre på tingene. Jeg gætter på, at du fik teenagerådgiveren gennem kommunen. Måske kunne du prøve at kontakte kommunen igen, for at spørge, om der er mulighed for, at du og dine forældre kan få noget hjælp sammen. Det er måske en god idé, hvis du får en voksen til at hjælpe dig med det. Det kunne fx være en lærer, en moster eller en af dine veninders mor. Den voksne kunne fx starte med at snakke med dine forældre om, at det kunne være en god idé, hvis I fik noget hjælp til at snakke sammen. Så kan I måske sammen kontakte kommunen eller finde ud af, hvilke muligheder, der er. Hvordan synes du, det lyder?

Jeg tænker også, at det kunne være hjælpsomt for dig, hvis du havde en anden voksen end din mor at snakke med. For mange teenagere kan det være rart, hvis de kan snakke om nogle ting med en anden end deres mor – eller måske bare nogen gange. Jeg tænker, at det kunne være en i din familie, fx en moster, tante, onkel eller en af dine bedsteforældre. Det kunne også være en af dine veninders mor. Det betyder ikke, at tingene mellem dig og din mor/dine forældre ikke skal løses, men det kan tage tid, og i den tid, tror jeg, det kunne være godt for dig med en anden voksen. Så bliver du måske heller ikke så skuffet og ked af det over, at din mor ikke forstår dig. Hvad tænker du om den idé?

Du har kaldt dit brev: "har jeg en depression", men du kommer ikke så meget ind på, hvordan du har fået den tanke. Du beskriver, at det er som om, din krop ikke vil være glad igen. Jeg tror, det vil være en god ide at få snakket med nogen om den følelse - f.eks. en af de voksne, jeg nævner ovenfor, eller en anden som du selv kommer i tanke om. Du kan også ringe og snakke med din læge, for det er kun lægen, der kan afgøre, om man ligefrem har en depression. Men i første omgang så tror jeg faktisk, at det vil give dig en stor lettelse at få talt med nogen om alle de her følelser. Så kan det godt være, at det, der føles så tungt, kan "lette" lidt - så du får overskud til at føle dig glad igen. Så det håber jeg, du vil overveje.

Mange kærlige hilsner

BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat