Kære pige på 13 år,
Jeg kan godt forstå, at du har fået en masse nye tanker, efter du er blevet tilbudt et job som model. Måske har du hørt en masse om, at modeller skal være meget tynde, og måske har du set billeder af meget tynde modeller og er på den måde blevet nervøs for, om du nu har brug for at tabe dig.
Mon frygten for at blive tyk er opstået i dine egne tanker eller om de mennesker, der tilbød dig model-jobbet, sagde til dig, at du skulle veje noget bestemt? Ellers tror jeg nemlig, at du er blevet tilbudt jobbet, fordi du er smuk lige som du er. Mon ikke det var derfor, at de syntes at det var dig de valgte - ellers havde de garanteret ikke spurgt dig.
Du virker som en meget klog og ansvarsfuld pige, fordi du godt ved, at det ikke er sundt at sulte sig selv – og fordi du heller ikke har lyst til at gøre det. Ens krop har brug for mad for at kunne fungere, og kroppen har især brug for en masse energi og vitaminer, når den er i gang med at udvikle sig, til at koncentrere sig i skolen og have overskud til fritiden.
Når man er 13 år er kroppen netop i gang med at udvikle sig, og derfor er det vigtigt, at du får sund kost og motion - og netop ikke at sulte sig og mangle energi. Prøv at få en snak med dine forældre om det, så de kan støtte dig i at vælge det bedste for dig. Hvis det er svært lige at få startet snakken, så kan det være en sms eller et brev du skriver til dem begge eller en af dem. Her har du god tid til fortælle om tankerne og det du har brug for, at dine forældre hjælper dig med. Det kan være de ting, du har skrevet om her i brevet - det forklarer du på en meget god måde til mig, så mon ikke dine forældre vil støtte og hjælpe dig, hvis du åbner op til dem? Det kan være med maden og maddage I planlægger sammen, og måske får I også plads til motion sammen - et par gange om ugen.
Til sidst tænker jeg på, at det ville være godt, hvis du fik fortalt dine forældre, at du bliver ked af det, når din lillebror kalder dig sådan noget som “tyk” og “fede ko”. Tit er det bare nogle udtryk man slynger ud, uden at tænke over, hvordan det virker på den man siger det til. Men, måske kan dine forældre være med til at forklare din lillebror, at det ikke er i orden – heller ikke selvom han nok ikke mener det, men bare er ude på at drille, som søskende sommetider gør. Det giver god stemning i familien, når man er rare overfor hinanden. Så måske I kan lave noget hyggeligt sammen, så der bliver tid og plads det også?
Du er velkommen på 116111, hvis du har brug for at snakke mere.
De kærligste hilsner
BørneTelefonen