Har ingen seng!!!
Kære bb,
Det er sådan at mine forældre er skilt. Det har de været i syv år nu og de har boet hvert for sig i lige så lang tid. Min mor har en kæreste og min far har en kone.
De er alle rigtig søde, men nogengange kan det godt være vildt irriterende hos min far. Derhjemme brokker de sig nemlig hele tiden over mig. Jeg har glemt det ene og det andet, jeg har ikke husket noget tredje og hvor var det forfærdeligt da jeg væltede et glas vand.
Til gengæld er det fuldstændig anderledes hvis de gør det. Min papmor ødelagde på et tidspunkt et glas og var sådan “når, det kan ske”. Med min lillesøster og jeg lyder det “Det var mit yndlingsglas! Hvorfor er du altid så bla, bla, bla.” Hvis vi giver en kommentar om noget hun kunne gøre bedre bliver hun bare defensiv og siger det bare er os der er underlige eller ikke ligesom andre mennesker.
Hun brokker sig også over at vi aldrig er sociale og at vi ser for meget mobil, men vi må godt se fjernsyn. Hvis jeg går udenfor og rent faktisk er social siger hun at jeg burde være mere til nytte og lave noget derhjemme.
Men! Det værste er at vi ikke har en seng. Der er en seng uden topmadras som jeg plejer at sove på og min lillesøster sover på en madras på gulvet. Vi har endelig fået en køjeseng, men de synes ikke de har råd til to madrasser, så derfor har de ikke samlet den endnu. Vi har spurgt efter en rigtig seng i SÅ lang tid og først nu har de taget sig tid til at få en køjeseng og alligevel synes de ikke engang at de har råd til madrasserne! Hvert år har de sagt “vi skal nok give jer en ordentlig seng” med det er aldrig blevet til noget.
Værre er, at de går i biografen hver anden torsdag også selvom de “ikke har råd”. De tager også tit på ture til Norge uden os, men med deres venner. De siger at de har brug for alene tid og tager derfor i biografen når vi skal hjem til vores mor. Hvis min papmor var min rigtige mor og de ikke var skilt, så ville de slet ikke slippe for os overhovedet, så hvorfor brokker de sig når de har en uge børnefri? De tager ikke engang os med ud på restaurant eller i biografen, de gør det kun med hinanden og deres venner.
Hvad skal jeg gøre??? Jeg er så træt af at de kun tænker på sig selv. Jeg har prøvet at konfrontere dem, men de bliver bare sure og siger noget med “vi har altså også brug for alenetid!” Jeg har bare lyst til at sige: “Hvis i begge var mine rigtige forældre ville i jo ikke slippe for os overhovedet før vi flytter hjemmefra!!!” Men det ville bare gøre det hele være…
Engang kom de også hjem fra arbejde og gav os aftensmad, men de spiste ikke selv noget… hm, gad vide hvorfor… når ja, nok fordi de har spist ude UDEN OS. De er begyndt virkelig at gå mig på nerverne.
Hvordan kan det også være at de prioriterer biografen frem for en seng til sine børn? Endda i syv år?
Har jeg overhoved ret til en seng eller går en madras under “sted at sove”?
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre… Hvordan får jeg dem til at tage sig sammen? Vær sød at hjælpe… Tak
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.