Har ikke styr på mit liv og mine tanker.

Hej Børnetelefonen.

Jeg skrive ikke fordi jeg vil gerne have et råd eller noget lignede, jeg skriver fordi jeg har aldrig nogensinde snakket om det med nogen og lige nu havde jeg bare et behov for at komme ud med noget af det. Tak på forhånden, hvis du har læst mit brev!

Jeg ved ikke selv, hvordan jeg skal beskrive mit problem og om man kan overhovedet kalde det jeg går rundt med i hovedet for et problem. Jeg er lige blevet 16 år gammel, startede på STX for mindre end en uge siden og ellers har jeg et meget almindeligt liv. Det sådan jeg vil beskrive det, men så er der også en anden side, der bekymrer mig.

For ca. 6 år siden flyttede jeg til Danmark sammen med min mor og bror. Jeg er født i Rusland og boede der nede i 10 år. Grunden til at vi flyttede til Danmark var, at min mor kunne ikke få økonomien til at hænge sammen, derfor fandt hun én tilfældig dansk mand, vi pakkede vores ting og flyttede til udkantsdanmark fra en by i Rusland ( hvor der bor næsten 12 millioner mennesker :D).

Det var et stort omvæltning i vores liv. Det tog mig omkring 3 år at vænne mig til, at nu har jeg et helt andet liv. Jeg var ikke særlig gammel, så det tog mig ca. 1 for at lærer sproget for at kommunikere med mine klassekammerater. Ellers så er det okay, men alt den tid, hvor jeg har været i Danmark følte jeg, at jeg har ikke noget liv, jeg eksister bare.

Jeg skammer mig over mig selv og mit liv. Jeg gider intet, der er ikke noget, der interesserer mig som sådan. Jeg startede til guitar, var meget glad for det, men efter to år så droppede jeg det. Jeg startede til fransk og efter en uge så gad jeg ikke mere. Jeg prøver altid at finde noget jeg kan have som en hobby, men til sidst så forsvinder interessen.

Hver gang når man skal fortælle noget om sig selv, så har jeg lyst til at græde, fordi jeg er som et blank ark papir. Jeg er nærmest som en skygge eller et spøgelse, der er der bare. Som jeg skrev før, så startede jeg på STX for ikke særlig lang tid siden, jeg er stadigvæk i tvivl, hvad jeg vil og er hele tiden bange for at vælge de forkerte fag og komme ud med et gennemsnit på 3,0 eller noget lignede. Fordi jeg føler, at jeg vælger altid det forkerte og dropper det til sidst. Jeg er doven, ukoncentreret, tilbageholdende, har svært ved at træffe beslutninger, gøre tingene færdige og planlage min dag. Jeg stiller altid nogle krav til mig selv som jeg kan ikke leve op til.

Min mor har depression og det har hun haft i alle de år vi boede i Danmark. Hun kan ikke finde ud af sproget, pga. af det bliver hun udnyttet på arbejdet( arbejder i rengøring og som SOSU), har fået en knæskade og rygskade, og lever sammen med én mand som hun kan slet ikke lide. Hun er hele tiden træt og irriteret, og det har jeg forståelse for.

Hun snakker hele tiden om, at når min bror og jeg vil få permanent ophold i landet, vil hun flytte tilbage, fordi hun kan ikke mere og hele hendes liv er blevet ødelagt. Jeg elsker min mor overalt på jorden og ved, at jeg fortjener ikke sådan én fantastisk mor. Men jeg er bare bogstaveligt talt en lort, der magter engang at rydde op på sit eget værelse. Jeg var aldrig én af de kloge børn, og hvis jeg ikke tager mig sammen i løbet af de her 3 på STX, så vil det ikke kun betyde, at jeg kan ikke få drømmejobbet, men også, at jeg er utaknemlig, egoistisk, selvoptaget væsen, der tog ikke imod den chance, som min mor havde brugt de bedste år af sit liv på at have muligheden for at give mig et bedre liv. Det præger mig utrolig meget.

Jeg var lidt retarderet siden jeg blev født, derfor havde jeg også altid svært med være social og få nye venner. Lige nu er det blevet ekstra svært for mig. Jeg har nogle mennesker som jeg snakker med i skolen, chatter på FB, og er sammen med efter skole. Det er altid lidt akavet for mig at være sammen med andre mennesker, lige meget hvem det. Jeg har det utroligt svært med at være mig selv, fordi jeg ved ikke hvem jeg er.

Derfor har jeg også svært med at blive ved med at holde kontakten med disse mennesker, fordi jeg føler, at vi har ikke noget tilfælles( det er det mindste problem), men også det, at jeg kan aldrig nogensinde inviter dem hjem til mig selv.

Fordi vi har ikke styr på noget, der er virkelig rodet hjemme ved os, og min papfar kommer altid med nogle seksuelt krænkende bemærkninger( ”Lækker røv”, ” Wow, du har virkelige fået nogle store bryster”, ” Skal du ikke have dig snart en kæreste som du kan ligge og knalde med” og lignede), jeg er blevet vant til dem og reagere ikke på dem, men jeg vil ikke have at nogle af dem jeg går i klasse med skal høre det. Derfor nogle gang føler jeg mig som én unormal ” black sheep”.

Jeg har også svært ved at følge rutinen i min hverdag, mest fordi jeg er dårlig til alt det jeg påtager mig. Jeg er dårlig også til de mindste ting, sådan nogle som at hænge vasketøj op, støvsuge, lægge tingene på plads osv.

Jeg hader mig selv, fordi jeg er altid utilfreds med mit liv og kan ikke bare komme videre, selvom jeg har sådan set alt jeg behøver at have. Hver gang, når jeg begynder at spekulere over mit liv, begynder jeg at tude og inde i hovedet trøste mig selv på den mest klammeste måde. Sådan noget irriterer mig grænseløst…

Men jeg tror nok, at jeg har bare en dårlig periode i mit liv og det hele skal nok blive godt igen. 🙂