Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Har det rigtig dårligt

Hej

jeg er en pige på 12 år.

Jeg km ofte komme til at sige grimme ord til min familie specielt min mor. Og hun taler også grimt. Hun truer tit med at tage min computer eller mobil.

Hvis jeg siger min mening, mener hun det er fordi jeg prøver at være som andre. F.eks hvis jeg kan lide tallet 4 er det fordi de andre også kan det, men sådan er det slet ikke.

Hvis jeg bliver sur i billån truer hun med at holde ind, også kan jeg selv bare gå.

Idag gik det så langt at hun sagde hun ville flytte fra mig. så tog hun min lillebror. Også kunne mig og min far selv bo alene.

Hun vil gerne bo med min min far, men kan ikke lade mig bo alene.

Jeg er genert i skolen, og er lige kommet i ny klasse. Hvor jeg har det svært socialt, taler ikke med mange. Jeg ser altid glad ud, selvom jeg er helt smadret indeni.

Jeg har det dårligt næsten hver dag. Jeg kan simpelthen ikke mere. Jeg føler ikke nogle holder af mig eller elsker mig. Jeg føler jeg har smadret noget af min barndom.

Jeg har ikke lyst til at tale med folk om det, da jeg jo er lidt genert. Self. skal det siges at jeg også har nogle gode dage..

Mvh pigen der har det svært

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, du skriver herind, for jeg kan godt høre, at du har det svært både derhjemme og i skolen lige for tiden.

Jeg kan læse ud fra dit brev, at du derhjemme tit skændes med din mor. Du skriver, at du kommer til at tale grimt, og at det ofte går ud over hende. Gad vide om det mon har været sådan længe, eller om det er noget nyt?

Jeg spørger, fordi man tit får flere diskussioner og skænderier med ens mor eller far, når man er ved at blive teenager – som du jo snart er. I den alder skændes man mere med sine forældre, fordi man bliver mere selvstændig. Det kan godt være svært for forældrene at forstå og tackle.

Måske kan du genkende det, jeg skriver, og måske kan det være med til at forklare, hvorfor din mor kommer til at sige, som hun gør. Jeg synes ikke, det er ok, at hun truer med at ville flytte fra dig. Jeg tænker, at det er meget hårdt for dig at høre. Men ligesom du kommer til at sige grimme ting, som du ikke mener - så kan det også være det, der sker for din mor? 

Hvis du overhovedet har mod på det, tænker jeg, det er vigtigt, at du får talt med din mor. Det lyder nemlig til, at I har brug for at finde hinanden igen. Jeg synes, din mor skal vide, at du lige nu føler, at der slet ikke er nogen, der holder af dig, og at du har det svært i skolen. Sådan tror jeg nemlig ikke, hun ønsker, du skal have det.

Hvis du ikke har lyst til at tale med din mor, er der mon så en anden voksen der kunne være rar at tale med? Jeg ved, du skriver at du er genert, men måske er der alligevel én, du har tillid til. Det kunne for eksempel være din far, en moster, en lærer eller en helt tredje?

Jeg synes nemlig, at det er rigtig vigtigt, at du får fortalt en voksen, hvordan du har det. Du fortjener noget hjælp til at få det bedre - både derhjemme men også i skolen. Du skriver, at du har det svært i skolen – du ser glad ud, men er helt smadret indeni. Det lyder ikke så rart. Måske er det faktisk også derfor, du kommer til at sige så mange grimme ting derhjemme? Tit så reagerer man nemlig derhjemme på de ting, man synes er svære i fx skolen.

Hvis du ikke har mod på at tale med en voksen – kunne du så overveje, at vise dit brev og mit svar til en? Du har nemlig rigtig fint forklaret, hvordan du har det.

Her til sidst kunne jeg godt tænke mig at stille dig en lille opgave. Forestil dig, at du har en tryllestav og kunne bruge den til at gøre sådan, at du og din mor, fik det rigtig godt sammen. Hvordan skulle det være? Måske har du et ønske om at have mere tid sammen med hende, måske vil du gerne, at dine forældre husker at fortælle, at de elsker dig, måske vil du gerne have at hele familien taler mere sammen? Tænk over de ting, der har værdi for dig og overvej at fortælle dem til din mor. På den måde, kan du nemlig vise hende, at du gerne vil have, at I får det godt sammen igen.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar. Du må også gerne ringe til os på 116111, hvis du vil snakke med en voksen. 
Kærlig hilsen
Børnetelefonen

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat