Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hader min mor

Hej jeg er en pige på 11 der bare hader sin mor mega meget,

Hun kommer ind på mit værelse 24/7 Og hader det bare hun skal altid kramme mig og hader det virkelig virkelig meget og hun vil vide alt hvergang jeg bare siger lidt forkert bliver hun vold sur og så bliver bare sp trist og har bare lyst til at slå hende

Hvad skal jeg gøre for at det stopper?🙃

Pige, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 11 år

Hvor er det godt, at du skriver til os. Jeg kan se, at du har det lidt svært med din mor for tiden. Rigtig mange børn og unge er rigtig trætte af deres forældre og bliver meget sure og frustreret over dem. Det siger jeg kun for, at du ikke skal føle dig alene med dine tanker om din mor.

Du skriver, at din mor kommer ind på dit værelse hele tiden og hun vil også altid kramme dig. Det kan jeg godt forstå, at du synes er virkelig irriterende. Man har brug for at kunne sidde i fred og lave sine egne ting, når man har lyst til det. Samtidig er det ikke rart, at folk krammer en, hvis ikke man har lyst til at blive krammet.

Jeg ved, at rigtig mange forældre har svært ved at finde ud af, når deres børn begynder at blive store. De har stadig lige så meget lyst til at passe på dem, være sammen med dem og kramme dem, som da de var små. Derfor er man nogle gange nødt til at fortælle dem, at man altid er blevet stor nok til at have tid for sig selv og sine egne meninger om ting. Giver det mon mening for dig?

Derfor tænker jeg, at det måske er en god idé at snakke med din mor om de her ting. Du kan måske sige, at du er glad for, at hun gerne vil være sammen med dig og kramme hende, men at du har brug for tid for dig selv og selv kunne vælge, hvornår du vil krammes. Du har brug for at kunne sidde på dit værelse alene og lave dine egne ting, uden at hun kommer ind hele tiden. Måske kan I aftale en form for regler. Regler kan være rigtig irriterende, men de kan også bare være en god måde at blive enige om nogle ting.

I kan for eksempel aftale, at du kan sige til hende, at nu har du brug for 1 time på dit værelse, hvor du ikke bliver forstyrret. I den time må din mor ikke komme derind og skal lade dig helt være. I kan også aftale, at din mor altid skal banke på døren til dit værelse og vente på, at du siger kom ind før hun kommer ind. Er det måske en mulighed for dig?

Du skriver, at hun også bliver sur, hvis du siger noget forkert og det giver dig lyst til at slå hende. Det kan jeg godt forstå, at du er rigtig træt af. Det er irriterende, hvis andre bliver sure meget nemt. Det tænker jeg også, at du kan prøve at snakke med hende om. Du kan fortælle hende, at du føler, at hun bliver hurtigt sur, hvis du siger noget forkert og det gør dig rigtig frustreret.

Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at starte en snak med din mor om alle de her ting. Rigtig mange børn synes, at det er nemmere at vise det brev de har skrevet til os og vores svar til dem. Måske kan det også være en hjælp for dig for at få snakket om de her ting med din mor. Hvad tænker du mon om det?

Du har været virkelig god til at fortælle os om din situation. Jeg tænker, at du skal bruge den styrke til at få taget en god snak med din mor, så I kan få det bedre sammen og så hun respekterer dine grænser.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd. Ellers er du altid velkommen til at skrive til os igen. Du er også meget velkommen til at ringe til os på 116111. Vi sidder altid klar til at tale med dig.

De bedste hilsner

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat