Giver op

Kære A
Tusind tak for dit brev. Jeg kan sagtens forstå, at du har brug for nogle at dele dine tanker og oplevelser med. Derfor synes jeg, det er rigtig godt, at du har skrevet til BørneTelefonen. Jeg vil meget gerne prøve at komme med nogle ideer til, hvad du måske kan gøre. Så kan du afgøre, om det mon er ideer, du kan bruge til noget.
Det lyder som om, du går med rigtig mange tanker om både dit forhold til dine forældre og det at være forelsket i en dreng, der er yngre end dig selv. Du fortæller, at du cutter dig selv og spørger, hvordan du kan stoppe uden at fortælle det til dine forældre. Det vil jeg gerne prøve at hjælpe dig med som det første. Du skriver, at det er et dumt spørgsmål, men det synes jeg bestemt ikke det er. Der er rigtig mange andre, der også tænker, som du gør. Jeg synes tværtimod, du er modig, at du tør stille spørgsmålet og være så ærlig.
Jeg tror, at dit forhold til dine forældre kan være en af grundene til, at du cutter dig selv. Derfor kan det også føles naturligt, at det kun kan forandre sig, hvis du taler med dem om det. Du forklarer, at du på et tidspunkt har sagt til dig selv, at du ikke måtte cutte, og at det betød at du har stoppet med det i en periode på tre måneder. Det bliver jeg vildt imponeret over, at du har kunnet. Det fortæller mig, at du har en stærk vilje. Jeg bliver nysgerrig efter at finde ud af, hvordan du kunne holde det i så lang tid? Var der mon nogle andre ting i dit liv i den periode, der kunne støtte dig i din beslutning? Var du mindre ensom i den periode, end du er lige nu? Du skriver selv, at der er mange andre ting end ensomheden, der er med til, at du cutter. Måske kan du tænke over, hvad der var årsagen til, at du dengang havde styrken og på den måde finde ud af, om du kan få nogle af de ting tilbage, så styrken også kan komme tilbage og hjælpe dig igen.
Jeg kan forstå på dit brev, at din veninde godt ved, at du cutter. Jeg tænker på, om hun måske kan hjælpe? Måske har hun nogle ideer til, hvad du kunne gøre. Har du prøvet at tale med hende om det? Hvis I kendte hinanden i den periode, hvor du ikke cuttede, kan hun måske være med til at pege på, hvad der var anderledes i dit liv dengang i forhold til nu?
Du skriver, at du helst vil undgå at fortælle det til dine forældre. Måske tolker jeg det ikke rigtigt, men måden du skriver det på, får mig til at tro, at du måske ville ønske, at du kunne fortælle det til dem, og at de ville forstå dig og støtte dig. Er det mon rigtigt? Jeg kan forestille mig, at du synes, det er svært at skulle fortælle det til dem, fordi du ikke ved, hvordan de vil reagere..? Ville det mon være anderledes, hvis der var andre til stede, når du fortalte det? Ved du, om I har en sundhedsplejerske på skolen? Sundhedsplejersker ved som regel en hel masse om at cutte. Måske kunne hun hjælpe dig med at få det fortalt til dine forældre? Det kan du jo overveje.
Du skriver, at dit forhold til især din mor ikke er godt. Ud fra det du fortæller, kan jeg godt forstå, at du synes det er svært. Jeg synes, det er så sejt, at du samtidig med at du har det svært med din mor, og synes hun hele tiden er efter dig, at du så også kan sige, at du elsker hende. Det er et rigtig fint billede, du bruger, når du siger, at hun "hamrer dig ned med en hammer". Du fortæller, at din far godt ved det, men at han kun er hjemme i weekenderne. Jeg forstår det sådan, at han så ikke kan hjælpe dig så meget..?
En tredje mulighed kunne også være, at du viste dine forældre dit brev. Jeg synes, dit brev er meget stærkt og forklarer så godt, hvordan du har det med dig selv og dine forældre. Jeg tænker, at dine forældre måske ville blive meget berørte over det og på den måde kan se, at du har brug for deres støtte og hjælp – det skriver du jo meget direkte. Kunne det mon være en mulighed? Hvis du vil gøre det, så tænker jeg, at det vil være godt at gøre det en weekend, hvor din far også er hjemme. Det lyder som om, han måske bedst kan se, hvordan du egentlig har det, og på den måde støtte dig, når du fortæller det til dem. Måske kan du fortælle det til din far først, og så få ham til at hjælpe med at få det fortalt til din mor..?
Det kan også være, at du har brug for at læse om andre, der har det lige som dig. Kender du mon http://www.lmsselvskade.dk/? Det er en hjemmeside, hvor du kan læse om selvskade, altså folk der skader sig selv blandt andet ved at cutte. Der er også hjælp at hente, hvis man er pårørende, så den side vil dine forældre måske også kunne bruge, så de kan få mere viden om det. Du skriver, at det får den fysiske følelse væk, når du cutter. Det er meget almindeligt. Når man cutter, kan man opnå en følelse af kontrol over den smerte, man føler. Måske skyldes din smerte ensomheden..? Det kan du læse mere om på hjemmesiden.
Jeg har nu givet dig fire forskellige ideer til, hvad du måske kan gøre. De fire forskellige ideer var: - at prøve at finde frem til, hvordan du fik styrken til at stoppe i en periode på tre måneder 
- at tale med en sundhedsplejerske om det og få hende til at hjælpe med at sige det til dine forældre
- at vise dit brev til dine forældre og bruge det som en måde at tale med dem om, hvordan du har det
- at læse mere på http://www.lmsselvskade.dk/ Måske kan du bruge en af dem. Det kan også være, at du har brug for at tale med nogen om, hvilken en af ideerne du kan bruge og måske få hjælp til at planlægge, hvad du skal gøre. Hvis du har lyst, kan du ringe til BørneTelefonen på 116111. Det kan du også gøre helt anonymt.I dit brev fortæller du også om, at du er ulykkelig forelsket. Det lyder rigtig dejligt, at du kender en dreng, der er så dejlig, så du elsker ham, og som elsker dig. Jeg synes ikke, det er spor klamt eller forkert, og du har ret i, at kærlighed er kærlighed. Hvis den ene af jer var voksen og den anden et barn, så ville der være et problem, men sådan er det jo ikke. Du skriver, at I ikke er kærester, men at I er sammen. Jeg er i tvivl om, om det betyder, at I har sex sammen? Du skriver, at du har tænkt på, at det er ulovligt, når du er 18 år at være sammen med en på under 15 år. Det har du ret i, men det lyder som om, du ikke tænker så meget på det seksuelle med ham? Er det mon rigtigt?

Man må gerne være kærester med én, der er under 15 år, selv om man selv er 18 år, men man må ikke have sex sammen. Gør det mon nogen forskel på, hvordan du tænker om det? Jeg synes bestemt ikke, det er forkert, at han vil vente på dig til efter du er blevet færdig med skolen. Hvis han har lyst til det, fortæller det jo også noget om, at han også holder af dig. Jeg synes, du skal prøve at nyde, at du har en i dit liv, som du er så glad for.Du skriver, at du ikke har lyst til at fortælle det til dine klassekammerater, men behøver du også det? Det gør vel ikke noget, at man har hemmeligheder, og du behøver ikke fortælle det til dem, hvis du ikke har lyst. Det kan selvfølgelig være rart at fortælle andre om ting, man er rigtig glad for, men hvis du er i tvivl om deres reaktion, skal du måske lade være. Hvad med din veninde? Ved hun heller ikke noget? Måske ville du kunne sige det til hende?Jeg synes, at du allerede har taget det første skridt ved, at du har skrevet herind. Dit brev forklarer rigtig godt, hvordan du har det, og hvad der er med til, at du har det svært. Du er rigtig sej, at du har skrevet det brev. Jeg kan forestille mig, at det måske ikke har været så nemt..? Jeg håber, at du finder frem til, hvad der kan være anderledes i dit liv, så du kan få det bedre. Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med det hele.Knus og tanker fra BørneTelefonen