Frustreret og ærgelig….
Hej brevkasse…
jeg er en pige på 15 år som går i 9.klasse og dermed afslutter jeg også folkeskolen til sommer. Størstedelen af min klasse skal enden på efterskole eller udviklingsstuderende i et andet land… Jeg har lige siden starten af 8.klasse vidst at jeg rigtig gerne ville til U.S.A som udviklingsstudent. Da jeg ikke føler mig parat til gymnasie.. og jeg har også funderet over tanken omkring at hvis jeg kan få begge oplevelser altså (både gymnasie OG U.S.A) så ville det jo bare være den optimale mulighed. Jeg har nemlig også intentioner om at tage en sprogfaglig linje på gymnasiet og derved vil jeg kunne udvikle mit engelsk i U.S.A som vil gavne mig på gymnasiet..
Nu skal du høre problemet…
Mine forældre (undskyld mit sprog) skidder seriøst på mine lyster. Jeg har prøvet at fortælle dem hvor meget jeg gerne vil afsted men de siger bare at de vil tænke over det… selvom de er pisse ligeglade og jeg bliver seriøst sindssyg.. De tager det ikke engang under overvejelse og jeg er sååååå træt af det, da det er en “once in a lifetime” mulighed.. jeg ved godt at jeg vil kunne rejse senere men det er ikke det samme. Jeg er godt klar over at det er for sent nu dvs. selv hvis de skiftede mening så ville det være for sent til at melde sig til en organisation..
men jeg har VIRKELIG svært ved at acceptere det faktum at jeg ikke kommer afsted. Især da min bedsteveninde og jeg havde ideer om at vi begge ville tage afsted og hun skal afsted og bliver ved med at dvæle i hvor meget hun glæder sig og hvor lykkelig hun er.. og jeg er selvfølgelig rigtig glad på hendes vegne men det er bare hårdt for mig at overvære hendes glæde, når jeg dør indeni…
Hver gang jeg prøver at tænke positivt og fokusere på at det bliver mega fedt på gymnasiet fordi jeg vil jo heller ikke starte på gymnasiet og gå rundt og være ærgelig over at jeg ikke befinder mig i U.S.A og istedet i fucking danmark… Samtidig har jeg det også vanskeligt med at starte på gymnasiet lige efter folkeskole.. jeg får stress og angst ved tanken om at niveauet bare forhøjes når folk får lov til at tag et “chill” år.
kort sagt så ved jeg ikke hvordan jeg skal acceptere at jeg simpelthen bare ikke kommer afsted og istedet fokusere på det positive og at jeg nok får det mindst lige så fedt på gymnasiet med nye venner osv…
mvh.
Den fuckig frusterede, irreterede, sure og ærgerlige pige….